Det begyndte med, at det allerede var begyndt. Som det er tilfældet, når man vil begynde med et barns fødsel for eksempel. Da er allerede forældrene på spil og deres forudsætninger, alle de(t) gamle testamente(r) som kommer før det nye testamente om det nye barn. I dette tilfælde Jesus, der efter sigende blev født i Betlehem julenat for et par tusinde år siden. Naturen og menneskeverden er, og det er de før alle vores natur- og verdenshistoriske forklaringer på, hvordan og hvornår og med hvilket formål de begyndte hvis man da ikke absolut vil begynde med intet.
Det vil vi ikke før til sidst. I historien her var forældrenes såkaldte gamle
testamente Bibelen for troende jøder. Som siden har set deres bibel overtaget som Det gamle Testamente i anden religions bibel, den kristne. En ret enestående begivenhed i verdenshistorien, svarende til at Osama bin Laden overtog Det nye Testamente for næsen af Søren Krarup og Pia Kjærsgaard og påstod, at han bedre kunne udlægge og forkynde Jesus end hele den danske folkekirke tilsammen.
Vores historie handler om, at en sådan troende jødekvinde ved navn Mirjam fødte en søn, Josua eller Jeschua, nogle år f.Kr. ifølge Matthæusevangeliet eller nogle år e.Kr. ifølge Lukasevangeliet. Drengens far hed Josef, og det har han fået lov at hedde siden, men lige som København nu kaldes Copenhagen på det herskende sprog, blev Mirjam kaldt Maria på Kristendommens græsk/latin, mens hendes og Josefs søn på græsk fik navnet Jesous, latiniseret til Jesus og i genitiv bøjet til Jesu. Det sidste vil vi dog ikke, for alt har sine grænser og især konsekvensmageriet bør have det. Af samme grund kalder vi så heller ikke konsekvent hovedpersonen i denne julehistorie for det, han kaldte sig selv, men holder os hovedsageligt til det herskende Jesus.
Om ham har hans første skriftlige beretter, jøden Paulus (oprindelig Saul), i sine efterladte breve på græsk egentlig ikke meget andet at berette, end at han var født af en kvinde og havde i hvert fald en bror og endte med at blive henrettet ved korsfæstelse. Til gengæld er samme Paulus få år efter Jesus død ikke i tvivl om, at han er vor herre. Også den dag i dag, da han af op imod måske to milliarder mennesker på Jorden fejres som vor Herre eller slet og ret Vorherre.
Hvorfor det? Det er spørgsmålet. Og grunden til at der afsættes en hel side til ham i denne avis. Hvorfor fandt nogle mennesker til at begynde med vel ikke meget mere end nogle håndfulde jøder for 2000 år siden på at tilbede et andet dødeligt menneske, de kødeligt og materielt havde delt brød og måske også seng og lokum med, som Gud? Har Gud da ikke med det ikke-kødelige, altså ånden, og det ikke-materielle, altså metafysiske, og det ikke-dødelige, altså evige, at gøre? Alligevel fejres Jesus fødsel som Guds fødsel for snart to tusinde gang i dag. Hvorfor det?
Karismatiske fru Nielsen
Nu kunne resten af artiklen let komme til at handle om indarbejdede vaner og gamle traditioner og selv hedningers behov for visse ritualer i forbindelse med f.eks. solhverv og hvor mange kirkefremmede, der i Danmark alligevel går i kirke juleaften og betaler skat til den danske folkekirke, som man trods kirkefremmedheden gerne vil have sine børn døbt hos og sine døde begravet fra og måske selv fejre bryllup i. Det gider vi ikke.
For om så ikke længere et eneste af de måske to milliarder mennesker, der i dag og i nat og måske også i morgen fejrer Jesus som Gud, selv tror en mikrochip på det, har der dog været millioner, som har gjort det. Det er jo derfor første og anden juledag ifølge gammel dansk lovgivning er blevet bestemt som helligdage. Hvorfor det, når der ikke er meget mere helligt ved Jesus, end der er ved karismatiske fru Nielsen fra Valby Langgade?
Måske snarere tværtimod. Fru Nielsen blev da anerkendt med en præliminæreksamen. Jesus blev udsat for en af menneskehedens mest grusomme henrettelses-kreationer, korsfæstelse (sådan nogen skaber dyr og planter ikke, måske fordi de ikke er skabt i Guds billede), efter at han forsmædeligt var blevet dømt som gudsfornægter af kirkemagten (de jødiske præster) og som samfundsomstyrter af ordensmagten (den romerske præfekt Pontius Pilatus). Ifølge sidste års lærde værk på 574 sider om Jesus og hans første par århundreders virkningshistorie, professor Per Bildes En religion bliver til, har sandsynligvis ikke blot den lille kreds, Jesus delte bord med, men muligvis også han selv, næret forhåbninger om, at han var den i jødernes Bibel forventede Messias (hvilket betyder den salvede, oversat til græsk/latin: Kristus), der skulle udfri jøderne og måske alle mennesker fra al lidelse, samfundsmæssig magt og naturens grænser og død påfører os. I så fald er Jesus historie ikke blot forsmædelig, den er ynkelig og latterliggør meningen med hele historien.
Og så melder spørgsmålet sig igen: Hvorfor i himlens navn blev hans lille bord-fællesskab så ved med at tro på ham som Vorherre, efter at han trods mange helbredelser af syge og andre undere, endda opvækkelser af døde, alligevel aldrig var blevet til noget?
Det bliver så forklaret med såkaldte eskatologiske forventninger i kredsen af Jesus-troende som oven i købet hurtigt begyndte at vokse og det endda stærkt, og for at det ikke skal være løgn især blandt ikke-jøder, blandt grækere med Homer, demokratiet og naturvidenskaben, Platon og Aristoteles samt Aleksander den Store i den historiske rygsæk og blandt romere med hele Imperiets sejrende økonomiske og militære magt som ballast og blandt mange andre folkeslag med andre religioner som forudsætning. Forventninger om at Jesus døde for at sone alverdens synd og skyld, så han kunne vende tilbage med hele sin guddommelige almagt som Vorherre selv og dømme levende og døde og oprette Guds rige. Ja, det skulle oven i købet ske, inden de Jesus-troende selv nåede at dø.
Det kaldes altså på græsk eskatologi: læren om de sidste dage, verdens undergang og den endelige dom. Men de Jesus-troende døde som bekendt før tidernes ende, og det gør de stadig væk. Nyt nederlag. Forventningerne endnu engang skuffede, profetierne om Guds almægtige og grænseløse rige endnu ikke opfyldte. Alligevel omvendte endnu flere sig til troen på den henrettede jøde som Gud Herren for alle mennesker på Jorden! Og nu med rivende hast på trods (eller på grund?) af stadig flere stadig grusommere kristendomsforfølgelser. Indtil kejseren selv, Konstantin den Store, i begyndelsen af 300-tallet tog sin tilflugt til magtens gamle, prøvede middel, som på engelsk hedder: If you cant beat them, then join them. Kristendommen blev ved århundredets slutning enerådende statsreligion og både kirke- og ordensmagtens guddommelige legitimation.
Hvorfor det?
Bush: Gud er ikke neutral
Der er to vidt forskellige men ikke symmetrisk modstående svar på spørgsmålet. Som må være selve spørgsmålet om den vestlige verdens identitet og snart hele verdens identitet i betragtning af den imperiale dominans, den vestlige verden under USAs førerskab i dag øver over hele verden.
Netop USA er ikke i tvivl om det ene af svarene. Det er kommet så smukt til udtryk efter en meget omtalt tirsdag den 11. september sidste år. Et par dage efter sagde George W. Bush: »Vi vil påtage os vores forfædres forpligtelse til at befri verden for ondskab. Frihed og frygt, retfærdighed og grusomhed har altid været i krig, og vi véd, at Gud ikke forholder sig neutral til dem.«
»Vi blev angrebet, fordi vi er den lyseste ledestjerne for frihed og muligheder i verden.«
Hvorefter han ordret citerede fra Den Kristne Bibels gamle testamente (altså Den Jødiske Bibel) Salme 23: »Selv om jeg går i mørkets dal,/ frygter jeg intet ondt,/ for du (Gud) er hos mig.«
Den vestlige verdens næsten ubestridte fører bad: »Må Gud i alt, hvad der ligger foran os, skænke os visdom, og må Han våge over Amerikas Forenede Stater.«
På Det hvide Hus egen hjemmeside skrives den vågende Han med stort H. Da havde hans, altså George W. Bushs og derfor hans endnu med lille h, nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice allerede halvandet år forinden skrevet: »Magt er vigtig«.
»Der er naturligvis ikke noget galt i at gøre noget, som kommer hele menneskeheden til gode, men det er på en måde en sekundær effekt. Amerikas forfølgelse af sine nationale interesser vil skabe betingelser, der fremmer frihed, markeder og fred (i hele verden).«
For »amerikanske værdier er universelle.«
Klarere kan det ikke siges. Amerikanske værdier er i sig selv universelle, fordi de, som hendes chef præsidenten forklarer, er kristne. Så enkelt er det, og nu må vi begynde med intet, skabelse ud af intet, creatio ex nihilo, som de kristne kirkefædre sagde på latin: Her i intet(heden) er Jesus ikke skabt, men udtrykkeligt født, som skrevet står i den kristne trosbekendelse fra Kalkedon år 451. Født før skabelsen af noget som helst kødeligt, materielt, begrænset og dødeligt fandt sted og tid. For Han var selv med til at skabe hele universet og naturen som en digter med ord (på græsk: logos) skaber sine billeder, og en kunstner skaber sit kunstværks former og grænser, og en tekniker skaber sine logiske forbindelser mellem de enkelte dele af (ur)værket (de såkaldte naturlove) og som en bonde, systematisk kvægavler, kongelig byplanlægger, kejserlig pengeudsteder og kommanderende general skaber, beregner og behersker sin logistik. For et par tusinde år siden inkarnerede (kødpåklædte) Han sig så som jøden Josua eller Jeschua. Logos blev kød og tog bolig iblandt os, hedder det udtrykkeligt i Johannesevangeliets indledning, og den der tror på Ham kommer fri af alle tidens og materiens (naturens og rummets) grænser og kødets dødelighed.
For nu er det alt sammen ikke andet end til at begribe som ord og billeder og former og logiske forbindelser og logistik, der kan beregnes og efter den fri vilje grænseløst beherskes af mennesket, der jo ifølge Bibelen er skabt i Guds billede. I så henseende har George W. Bush og Condoleezza Rice sikkert ret i, at USA foreløbig er kommet længst.
Den store latter
Det andet svar på denne artikels tilbagevendende spørgsmål antager ikke, at Maria Magdalene nærede synderlige forestillinger om skabelse ud af intet med deraf følgende forventninger om almagt, da hun efter Jesus korsfæstelse var den første til at erklære ham opstanden. Men at hun og andre kvinder bevidnede ham som deres Gud ud af den sanselige erfaring, de havde gjort af hans liv og død og lignelser og ord. Han havde levet og sagt, at når frelsen skænkes de gode, der gav ham som sulten at spise og som tørstig at drikke og som fremmed at blive taget imod og som nøgen at få tøj og som syg at blive taget sig af og som fange at blive besøgt i fængslet, skal de frelste forundret spørge, hvornår gjorde vi dog det? Og han skal svare, at alt hvad I har gjort mod disse mindste uden tanke på mig, det har I netop derfor gjort mod mig.
For Jesus selv havde helbredt syge og på uhørt vis tilgivet mennesker de forfærdeligste synder uden først at undersøge, om deres opfattelse af livets begyndelse og formål nu også var i overensstemmelse med en eller anden kirkelig og samfundsmæssig morallov eller videnskabelig naturlov, men fordi de pågældende var og er trængende til helbredelse og tilgivelse.
I den antropologiske forstand er hvert øjeblik på hvert sted eskatologisk, for gør man nu det gode, og gør man det bevæget af det gode, eller er det for selv at blive frelst og opnå (al)magt, herunder al den magt som selvgodheden og selvretfærdigheden forlener en med? Dette drilske og lidelsesfulde eskatologiske vilkår kan aldrig udryddes, for magten, begribelsen, beregningen og beherskelsen af goder til at gøre godt med hører nu engang det moralsk dømmende og bedømmende menneske til i kraft af selve sprogets dualistiske logik, logos. Derfor står det andet svar ikke i et symmetrisk modsætningsforhold til det første, men det anfægter dialogisk magten, herunder ens egen moralske og tekniske og økonomiske og videnskabelige magt, fordi det er bevæget af den erfaring, at Guds rige ikke er af magt-afmagt-verdenen.
Når det gode endelig øves, må man forbløffet spørge: hvordan og hvornår og med hvilket formål? For da er det gode allerede sket. Kommet forud for alle vores spørgsmål om begyndelse på det. Det er den store latter, som vi gode magtmennesker i vores efterstræbelse af stadig flere goder at gøre godt med, ikke rigtig kan stille noget op med. Som når Michelangelo på altervæggen af pavernes Sixtinske Kapel nok maler den dømmende Jesus så kraftfuld som nogen Gud, men samtidig sig selv forsmædeligt, ynkeligt og latterligt flået ved mødet med denne Josua eller Jeschua. Som sagde: Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. Elsk jeres fjender i stedet for. Nok fremstiller Michelangelo det uskyldige barn ved Marias bryst, men hende selv med bortvendt blik, rettet mod den død og det kors, der allerede er ved at blive rejst og som venter Gud.
Begge svar brydes i den vestlige verdens identitet. Måske var det på tide at gøre sig det bevidst. Så vi ikke ender som konsekvent skizofrene.
FAKTA
Julesorgen
*Bortset fra billedet af Den Hellige Familie (se forsiden) fremstiller Michelangelo altid Maria med Jesusbarnet i samme tradition som Grundtvigs vers om julesorgen i slutstrofen af »Velkommen igen, Guds engle små«. Maria ser ikke på sin dreng men hen mod det, der venter ham: En trappe, hvor Johannes Døberen leger som lille, men som også er korset, de er ved at rejse til Jesus.
