Jukeboksfyld til plejehjemmet

Nye cd’er
Ordene kommer stadig ud ad den gavflabede og strutrøvede mandslings mund, som om der ikke er gået 36 år, og som om han har noget at lade andre høre: »What a draaaag it is getting old ...« Lige så hånligt og arrogant, men også mildt medlidende som dengang Mick Jagger for første gang i bedste Ray Davies-stil satte luppen på den britiske hverdagsmonotoni, og hvordan man klarer sig igennem den på lige dele piller og fortrængning – det med pillerne og fortrængningen kendte Jagger godt, mens det med forstadslivet må have virket som omvendt science fiction på ham, der allerede tidligt, midt i rockattituden, havde honette ambitioner – og nu er han adlet, ak ja.
»Mother’s Little Helper« hed sangen selvfølgelig, og at genhøre den her, hvor meddelelsen om, at Rolling Stones igen – og igen måske for sidste gang – kommer til København, har forvandlet pæne middelklasseborgere med hiphoppende børnebørn, kontrolleret kassekredit og slidte vinylplader på loftet til billetstormere og -hajer i køkapløbet om at komme i Parken den 13. juli 2003 for at få lidt tidløs ungdommelighed serveret af et band med en gennemsnitsalder på de 60 – Jagger fylder 60 fjorten dage efter koncerten,
Keith Richards bliver det – mirakuløst nok – samme år i december, Charlie Watts runder med velklædt værdighed 62 næste gang, mens årsungen Ron Wood bliver 56.

Højteknologi
Når »Mother’s Little Helper« pludselig igen kommer indover, skyldes det, at Stones i år som måske bekendt har 40 års jubilæum – den 15. december 1962 spillede den nye og ikke så lidt ældre bassist, Bill Wyman, for første gang sammen med Jagger, Richards, Watts og Brian Jones. Stedet var den ungdomsklub, der holdt til i Church Hall i Londonforstaden Putney.
Der er ingen optagelser fra den begivenhed, men man kan få en ret troværdig gengivelse af, hvordan det lød ved at lytte til de tidligste Stones-plader, som nu genudgives, digitalt restaureret efter alle højteknologiens regler – må samme teknik snart blive anvendt på Beatles, Dylan og Springsteen, de tre store genudgivelsessynder ... 22 stk. såkaldt digipack’ede cd’er i originalomslagene eller så tæt på, man kan komme. At genhøre dem er at få legemliggjort, hvad Tom Wolfe mente, da han i 1965 skrev: »The Beatles want to hold your hand, but The Stones want to burn your town ...«

Som at være der selv
Den, der skriver dette, fik ikke lov at hænge idolbilleder af Stones op på værelset. Det var for vildt og truende, og da jeg for mine lommepenge købte min første Stones-single – deres udgave af Beatles-sangen »I Wanna Be Your Man« – truede overboen mig med bank, hvis jeg spillede den igen. Det gjorde jeg selvfølgelig, for jeg var ret hurtig på en hundredemeter ...
At genhøre især de første Stones-plader er også at høre dem på ny, fordi de lyder nye. Hemmeligheden er ikke hæmningsløs nostalgi, men en ny teknik. Kort fortalt består hver enkelt af disse nye cd’er af to lag. Det ene er en normal cd, det andet er en såkaldt Super Audio cd. Og det er for en gangs skyld ikke ren sales talk. Især guitarerne, både de akustiske og de elektriske, er helt tæt på. Det er som at være der selv. Sådan må det have været at sidde i ledningen mellem Brian Jones’ guitar og forstærker.
Genudgivelsesserien dækker perioden 1963-70. Og at referere indholdet svarer til at genfortælle Grimms eventyr eller Skabelsesberetningen. Overflødigt, men også af og til nødvendigt at blive mindet om. Det er kendt stof, vi er ude i her, men stadig ret vanedannende.
Navnlig de første plader træder tydeligere i karakter nu. Det var dengang, Rolling Stones opfandt bluesmusikken for os andre blegansigter. De var advokater for sort musik og skjulte ikke, hvem de holdt med. Og pladerne former sig som en medrivende, ungdommelig selvsikker og alligevel musikalsk ydmyg manual for ethvert håbefuldt garageband. Rock for dummies af den slags, det virker latterligt at kloge sig på.
Mick Jagger lyder måske lige lovlig ung til at kunne synge om så megen livssmerte, og han tangerer det ufrivilligt karikerende somme tider, men sådan lød han ikke dengang. Dengang havde han jo ikke sig selv som målestok. Og Brian Jones var dengang bandets innovative kraft. Jagger havde også fremdrift, men han ville lige så meget være berømt. Jones ville forny musikken. Og kom til det.

Lige lovlig arkæologisk
Ikke mindst med Aftermath, albummet med »Mother’s Little Helper«. Det kom i 1966 – året for Revolver og Blonde On Blonde – og var det første, hvor Jagger og Richards for første gang havde skrevet alle sangene, men det var Brian Jones, der iscenesatte dem. Det er stadig et af bandets mest sammenhængende udspil med sange som »Stupid Girl,« den cembalolyriske »Lady Jane« det næsten evighedsforlængede bluesriff »Going Home« og »Under My Thumb« endnu et af de uflatterende kvindeportrætter, som kan få efterhånden midaldrende kvinder til at hæve stemmen, når Jaggers navn nævnes – men hold kæft, hvor er det en rå sang.
Aftermath kom, som mange af Stones’ tidlige album, både i en amerikansk og en europæisk version. I USA indledtes lp’en med den småpsykedeliske »Paint It, Black«. Og »Mother’s Little Helper« var slet ikke med, ligesom der var flere andre afvigelser. Begge udgaver er nu genudsendt. Det virker lige arkæologisk nok. Kunne man ikke bare have udsendt den engelske, og bedste, version og så suppleret med bonus tracks ...
Det er det samme med Between The Buttons og gruppens forelskede hyldest til soulmusikken, Out Of Our Heads (som ikke har haft helt så godt af den nye teknik – bassen forvrænger stadig voldsomt).
Derimod har man valgt at genudsende hele fem greatest hits-samlinger fra perioden med en mængde overlappende numre – en enkelt, den første, klassiske opsamling Big Hits, High Tide And Green Grass kunne have gjort det samme. Og at genudsende både Got Live If You Want It
og koncertkulminationen Get Yer Ya-Ya’ Out er synd for den første.
Samtidig har man fortsat ikke valgt at cd-udgive bandets andet, britiske album. Det står dog langt renere i snittet end de amerikanske varianter i sin tid, og som nu genudgives.
You can’t always get what you want, men jubilæumspakken kunne sagtens have været komprimeret til 14-15 cd’er, uden at komplettisterne havde følt sig snydt. Der havde så ikke været så meget fyld. Helt i tråd med et band, som i sine bedste stunder altid skar ind til benet, tydeliggjort her – igen – på countryblues-mesterværkerne Let It Bleed og Beggars Banquet, forfædrene til Exile On Main Street.

Forkert hastighed
Skulle man synes, at så mange cd’er er for stor en mundfuld, kan vi anbefale juvelen i samlingen, 3cd-sættet Singles Collection. Det kom oprindeligt i 1989, da abcko lige havde deres afsluttet deres første husmandsagtige cd-udgivelse af disse plader. Nu er samlingen shinet op, man har fundet nye masterbånd og f.eks. fundet ud af, at både »Have You Seen Your Mother, Baby, Standing In The Shadows« og »Mother’s Little Helper« i alle disse år har kørt på forkert hastighed. Den samling er kvintessentiel Stones og beviset på, at evighed og dødelighed sagtens kan rummes i det samme refræn på en tre-fire minutters sang.
Lidt mere karrierefavnende er Hot Licks, den dobbelt-cd, et konkurrerende selskab tidligere på
efteråret udsendte. Den rummer mange af sangene fra abcko-serien, men selvfølgelig også alle de senere hits, og er en valid repræsentation af gruppen, tilsat en lille håndfuld nye sange, hvoraf navnlig Keith Richards’ afsluttende hudløst betroende ballade »Losing My Touch« overbeviser om, at det godt kan være et drag at blive old, men at der ikke er nogen nem genvej til selverkendelse og ærlighed. Det har – mere eller mindre overbevisende – dybest set været projektet i The Rolling Stones i alle 40 år.
Al denne musik, akkompagneret af Bill Wymans labert layoutede, men sært klinisk konstaterende coffee table-billedkronologi over bandet, Rolling With The Stones, minder om, at Stones nok har vokset sig større end deres egen musik, men at musikken stadig besidder sit eget livgivende liv. Hvad var det, manden sagde? Everybody must get stoned ...

*Rolling Stones: England’s Newest Hit Makers; 12x5; Now; Out Of Our Heads; December’s Children; Big Hits (High Tide And Green Grass); Aftermath, Got Live If You Want It!; Between The Buttons; Flowers;
Their Satanic Majesties; Beggars Banquet; Through The Past Darkly; Let It Bleed; Get Yer Ya-Yas Out; Hot Rocks; More Hot Rocks; Singles Collection; Metamorhosis. Genudgivelsesproduktion: Jody H. Klein og Steve Rosenthal. Alle på ABCKO/Universal.
*Rolling Stones: Forty Licks. Virgin.
*Bill Wyman: Rolling With The Stones. 512 s. 399 kr. Dorling Kindersley (Specialimport bl.a. Arnold Busck)
nwww.rollingstones.com