Læsetid: 3 min.

Man kan ikke downloade en koncert-oplevelse

Mens pladesalget er på tilbagegang, stiger antallet af solgte koncertbilletter. En livekoncert kan nemlig ikke piratkopieres
6. december 2002

(2. sektion)

Koncertboom
Enhver forestilling om, at det vigende pladesalg skulle hænge sammen med en dalende interesse for musik, gøres til skamme ved at se på koncertsiden. For mens pladesalget falder, boomer koncertmarkedet. Da forsalget til Robbie Williams koncert i Parken til næste sommer for nyligt startede, blev 30.000 billetter revet væk på blot to dage. Situationen er den paradoksale, at det publikum, som kvier sig ved at betale 150 kroner for en cd, der kan høres igen og igen, uden at blinke giver 350 kroner for en koncert i Parken, der kun varer et par timer.
Men for Flemming Schmidt fra bookingbureauet DKB, som har fået Robbie Williams til landet, ligger svaret på det paradoks lige for:
»En koncert kan ikke downloades!«
Pointen er, at folk ikke er villige til at betale for noget, de kan få ganske gratis. Til gengæld vil de gerne betale for en musikoplevelse, de ikke kan få på anden vis.

Flere koncerter
Selvom der ikke findes en samlet opgørelse over antallet af koncerter i Danmark, er tendensen klart stigende.
KODA varetager ophavsrettighederne for danske kunstnere og registrerer i den forbindelse en stor del af de afholdte koncerter. For populær- og rytmiske koncerter noterer KODA fra 1995 til 2001 en samlet stigning på 19 procent.
»Tendensen er også stigende i år, og med de koncerter, der allerede er planlagt, regner jeg med, at det fortsætter i 2003,« forklarer Jens Carlsen fra KODA.
Også på de danske spillesteder kan man mærke en stigende interesse for livemusik. Steen Meier, formand for sammenslutningen af spillesteder i Danmark, mener, at opsvinget i høj grad kan tilskrives spillestedsloven, som blev vedtaget i 2000, og som tilførte 28 millioner kroner til 18 såkaldt regionale spillesteder.
»Loven har virket som en invitation til dans til kommuner og amter, selv de steder, hvor man før var lunken,« vurderer Steen Meier.
Morten Jæger er komponist og underviser på både musikvidenskab og rytmisk konservatorium i København.
Han hæfter sig ved, at musik på en cd og til en koncert grundlæggende er to helt forskellige varer.
»Vi er oversvømmet af det, man kunne kalde de virtuelle musikoplevelser: musikvideoer, radio cd’er osv. Der er simpelthen et stort udbud, hvor der på koncertsiden foretages en større sortering. Men også her kan markedet nå en mæthedsgrænse, hvilket vi så i forbindelse med den aflyste WigWam Tour, som kom umiddelbart efter en lang række andre koncerter.«
»I moderne markedsføringssprog taler man ikke længere om individer men om siuider. Det vil sige folk i en situation, hvor de indgår i en helhed. Det er det, biograferne kan, og de klarer sig godt. Det samme kan koncerterne. Derimod er det kun de bedste album, der kan det: De lp’er eller cd’er, der giver én en hel oplevelse. Vi er simpelthen blevet mere bevidste om de produkter, vi køber. Vi vil have en klar oplevelse, og der er det simpelthen ikke godt nok med en cd med to singler, som man lige så godt kunne downloade fra internettet,« siger Morten Jæger.

Afhængige af pladesalg
Selvom nedgangen i pladesalget ikke synes at have ramt koncertsiden, understreger Flemming Schmidt fra DKB dog, at der ikke er tale om to adskilte verdener.
»Selv for etablerede navne er det vigtigt, at de har en ny plade på gaden for at minde folk om, at de findes. Og typisk tager musikerne på turne, når de har udgivet en ny cd. I den forstand er vores branche meget dikteret af attraktioner. Vi kan blot vente på, at de byder sig til. Vi er i virkeligheden bare trænede abekatte, der venter på, at nogen skal stikke en banan ind til os,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her