Læsetid: 5 min.

Karrieren kræver kompromiser

For den kinesiske instruktør bag ’Ikke een mindre’, Zhang Yimou, har international anerkendelse ikke gjort det nemmere at lave film. Selvom det er blevet nemmere at rejse, er der også kommet mere fokus på hans arbejde og flere krav. Alligevel vil han ikke søge udenlands
6. december 2002

(2. sektion)

Interview
Zhang Yimou er bedst kendt for visuelt storslåede og hjerteskærende historiske dramaer som Ju Dou, Under den røde lygte og Shanghai-triaden – og for samarbejdet med skuespillerinden Gong Li, som han i en årrække dannede par med.
Da filmen Ikke een mindre blev vist ved Venedig Film Festival i 1999, var mange derfor overraskede over hans nye stil. Historien er nutidig og foregår i en lille landsby, hvor en 13-årig pige på baggrund af sin pæne håndskrift og evne til at synge en sang om Mao får tjansen som vikar i den lokale skole og kæmper hårdt for at holde klassen fuldtallig.
Alle roller spilles af amatører, som mere eller mindre spiller sig selv. I stedet for de store følelser fokuserer filmen på en detaljeret skildring af forholdet mellem den ihærdige vikar og eleverne og den store kontrast mellem land og by i Kina i dag.
Det markante stilskift overraskede, men overbeviste også. Yimou vandt for anden gang i sin karriere hovedprisen, guldløven (første gang var med Historien om Qui Ju i 1992), og nu får vi omsider lov at se hans lille perle på danske lærreder.

Fra dråbe til et helt hav
Information talte med ham i Venedig og fik senere en kort audiens, da han i september lagde vejen forbi København i forbindelse med Cinematekets kinesiske filmserie. Begge gange virkede den sortklædte Yimou som en alvorlig mand, der lavmælt og eftertænksomt lægger vægt på at få tolken til at fange essensen af det, han fortæller.
Det er tydeligt, at Yimou er glad for Ikke een mindre. Han er også glad for sin nye metode, selv om det ikke altid var let at arbejde med amatørskuespillere, især ikke børn.
Som han fortæller, »er det svært at få børn til at slappe af foran kameraet. Det krævede tit mange forsøg, før det lykkedes. Alligevel er jeg meget glad for arbejdsformen. Jeg kan godt lide at starte med en lille historie og lade tingene udvikle sig og historien vokse sig større. Det er en speciel kinesisk teknik. At gå fra en dråbe til et helt hav.«
»Og faktisk er det utroligt svært at skabe noget, der fremstår enkelt. Især i dag, hvor samfundet er blevet så komplekst. Jeg vil gerne tilbage til det enkle. I Kina er der generelt en enkel tilgang til det at lave film, fordi vi har så mange begrænsninger. Man må prøve at se begrænsningerne som en belønning, for de kan tvinge én til at skabe detaljerede beskrivelser af mennesker og deres omverden.«

Nødvendig stædighed
Ikke een mindre var oprindelig udtaget til Cannes-festivalen, men Yimou trak stødt filmen tilbage, da der blev sået tvivl om, hvorvidt filmen var propaganda for den kinesiske regering.
Yimou indrømmer gerne, at han var nødt til at lave nogle klip for at få den godkendt af censuren, men det er helt igennem hans film. Filmen er ikke tænkt politisk, hverken for eller imod regeringen.
»Min film er en historie om kærlighed, om børn, om samfundet. Der ligger ikke nogen politisk motivation bag, men det kan sikkert godt have politisk gennemslagskraft at lave en film om det.«
I filmen bliver kontrasten mellem land og by sat på spidsen, da lærerinden drager til en større provinsby for at hente en af sine elever hjem. Hun er helt fortabt i den store by, men med sin urokkelige tro på sit projekt klarer hun sig alligevel. Yimous film er blevet kaldt måske verdens bedste film om stædighed, og Yimou er selv vant til at være i den stædige rolle.
»Stædighed er meget vigtig for kinesiske instruktører, fordi vi har vanskeligere ved at lave vores film end vestlige instruktører. I Vesten er det største problem at skaffe penge. I Kina er pengene kun halvdelen af problemet, for man skal også have held med den politiske og sociale situation for at få sin film lavet. Derfor må instruktører have stærke viljer. Man må fastholde, hvad man vil, men man må også være indstillet på at gå på kompromis. Det nytter ikke bare at blive sur eller irriteret over uretfærdigheder,« siger han.
»Jeg vil gerne blive ved med at lave film, og derfor må jeg blive i processen og bevare min kreativitet og den kunstneriske følelse. Det er vigtigt ikke at holde op med at lave film – også selv om der ikke er nogen garanti for, at hver film bliver god. Når så den gode mulighed kommer, kan man lave den film, man rigtigt gerne vil. Det er et dialektisk forhold: Man laver kompromiser, så man kan fastholde sin karriere.«

80’ernes guldalder
Selv om Yimou i dag er en af verdens mest prisbelønnede instruktører, er det ikke blevet meget nemmere for ham at lave sine film. Det er blevet lettere at rejse, men med berømmelsen er der også kommet større fokus på hans film og flere krav. Alligevel vil han ikke søge udenlands. Yimous historier er kinesiske og skal fortælles på hjemmebane. Generelt synes han dog, at interessen for udfordrende historier er blevet mindre. I Kina såvel som resten af verden.
»Jeg savner de tidlige 80’ere, da den såkaldte femte generation af instruktører tog sin afgang fra Beijings Filmakademi. Det eneste, vi tænke på dengang, var at lave kunst. Samfundsmiljøet var lovende. Hele samfundet var interesseret i litteratur, drama, film. Hele befolkningen reflekterede over forholdet mellem historie og i dag. Det var et specielt historisk tidspunkt, da kulturrevolutionen opstod.«
»Når vi tænker tilbage, var det en guldalder for kinesisk kultur. Nu tænker folk anderledes. Samfundet er mere fragmenteret og har stærkere vestlige indflydelser. Kunsten blev produktion og mere kommerciel. Pludselig er det et formål i sig selv at tjene penge. Kultur er ikke længere i befolkningens søgelys. Det gælder ikke kun film. Næsten ingen læser digterne. Færre læser romanerne, og færre går i teateret. De tidlige 80’ere var en guldalder, men vi var ikke klar over det. Og den femte generation var sønner af tiden. Min første film som fotograf på Chen Kaiges Den gule jord var en filosofisk film uden nogen historie. Den fik en meget varm modtagelse. Det er utænkeligt i dag.«
Yimou holder sig fortsat i gang på filmfronten. Efter Ikke een mindre lavede han Vejen hjem, som har haft dansk premiere, og i det nye år kommer hans seneste film, Happy Times, til landet. Han bruger dog også meget tid på et nyt område; efter at være blevet inviteret til at instruere en storstilet opsætning af Turandot i Firenze blev han bidt af opera.

En helt ny opera
Nu arbejder han på en helt ny opera til The Metropolitan Opera i New York. Den skal foregå under det 1. kejserrige, og Yimou vil måske forsøge at opføre den på den kinesiske mur i 2008, før De Olympiske Lege.
Det lyder uoverskueligt, men Yimou havde for nogle år siden succes med det umiddelbart umulige projekt at flytte Turandot-opsætningen fra Firenze til Beijings forbudte by. Alain Miller dokumenterede præstationen – og Yimous stædighed – i filmen The Turandot Project. Og det blik, der ledsager hans nye idé, efterlader ikke meget tvivl om, at Yimou sikkert kan gennemføre det meste, han sætter sig for.

*Se anmeldelsen af ’Ikke een mindre’ på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her