Performance
Hvis et scenografisk scoop bliver hængende under øjenlågene fra teatret i 2002, så må det være Martin Tulinius ansigter i forestillingen On This Planet. For ansigternes sitrende øjne (mere skal ikke røbes) rammer præcist forestillingens dobbelthed: Menneskets følsomhed over for dets forråelse. Og menneskets minimale betydning i det store univers i forhold til livets altafgørende betydning for det enkelte menneske.
Det er eksistentialisme, dette her. Martin Tulinius bygger indirekte videre på sin tidligere Kafka-forestilling og kredser om døden. Men selv om Robert Woyzeck Wilson klynger sig fast til tre af hans øjenvipper, associerer Tulinius billeder og støvler legende og uforudsigeligt over Anders Nordentofts lydverden. Og her ligger ondskaben og modbydeligheden på lur, lige som hos Tom Waits; Nordentofts musik rummer bare mange flere nuancer.
Spring i hjulværket
Strygerne kradser hen over strengene. Blæserne buldrer metalliske akkorder, så lysstriber eksploderer hen over scenen. Men øjeblikket efter skrumper tangenttonerne og bliver så spinkle som de sandstråler, der glider ned fra loftet, indtil slagtøjet banker sin tilskuer til besvimelse ligesom videoprojektionens sand, der fosser ned mod et tranceopslugende hul. Og til sidst kværner møllestenene, så man får lyst til at springe ind i hjulværket, bare for at få Nordentoft-dæmonien til at standse.
Ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen graver og gnubber i instrumenterne med kirurgagtigt temperament og med Morten Ryelund Sørensen som ledende retsmediciner. Planeten Jorden skal dissikeres og det skal kunne høres af de endnu levende...
Kast sand i pupillen, så knaser det i trommehinden! Sanse-symbiosen smyger sig uden om ordet. Performeren og supersangeren Thomas Sandberg synger godt nok sine desillisionerede sange om verden, men ordene mister kraft i forhold til selve stemmens lyd og til Thomas Sandbergs store, tunge krop, der med sin austronautagtige ynde hele tiden er et pico-sekund efter sangen.
»I have saved up moments / now it is time to spend«, synger Sandbergs med hverdagsklang, mens tomme ansigter vandrer omkring ham i spiddende frakke-anonymitet og truer med at gør ham til tvangsdonor. For hvad er det for øjeblikke, der nu skal opleves? Hvad giver overhovedet mening?
Sved over implosionen
Egentlig er forestillingens mest skræmmende perspektiv, at angsten for eksplosionen for kropsødelæggelse og synlig død slet ikke kan måle sig med angsten for implosionen for al tings forsvinden udi intethed og glemsel. Det er i hvert fald de selvopslugende videomanipulationer, der skaber mest sved på tilskuerrækkerne og de indskrabende lyde, der giver flest kuldegysninger og mareridststrækninger.
Ifølge programmet har forestillingen en konkret handling, men den var altså ikke umiddelbart forståelig for undertegnede, som nøjedes med at opleve en besnærende, almen kortskildring af livet: Fødsel, udforskning af verden, forelskelse, barn, afvisning af følelser, misbrug af andres følelser, sygdom og død. Mere kan man vel alligevel ikke drømme om bag sitrende øjenlåg?
*On This Planet. Musik: Anders Nordentoft. Tekster: Anders Nordentoft og Derek Walcott. Iscenesættelse og scenografi: Martin Tulinius. Musikalsk ledelse: Morten Ryelund Sørensen. Den 2. Opera, Kaleidoskop og Athelas Sinfonietta i Kanonhallen til 14. dec. www.onthisplanet.dk
