Læsetid: 5 min.

Kenya kræver forandring

Kenya kræver For første gang er kenyanerne sikre på, at præsidentvalget vil resultere i en ny præsident. Massiv arbejdsløshed, kriminalitet og dårlig økonomi har skabt ét grundlæggende krav til kandidaterne: forandring
24. december 2002

NAIROBI – »Mia moja, mia moja, mia mojaa,« råber Benedict Maingi ud i larmen på et proppet fortov i Nairobis centrum, mens han arrangerer damebukser og bluser på et lille bord lavet af to flyttekasser. En anordning, der hurtigt kan pakkes væk, hvis politiet dukker op for at lukke den ulovlige forretning.
Mia moja betyder et hundrede på swahili og er prisen i shillings (10 kroner) for de trendy bluser og bukser, som 30-årige Benedict sælger til de mange kenyanske kvinder, der ikke har råd til at købe tøj i butikkerne.
Da han stod med sin magistergrad i regnskab og økonomi i hånden efter syv års studier på universitetet i New Delhi i Indien for to år siden, havde han ikke regnet med at sælge dametøj på gaden. Han havde håbet på et managerjob hos Coca Cola eller et andet internationalt selskab. Men korruption og dårlig politisk ledelse har kørt landet i sænk.
»Her er ingen jobs. Jeg har søgt og søgt, siden jeg kom hjem, men de vil kun have folk fra den samme stamme som præsidenten. Jeg er tvunget herud på gaden for at få råd til husleje, tøj og lidt penge til min mor,« siger Benedict og smiler et opgivende smil. Ligesom tusinde andre unge mennesker i Kenya – med og uden uddannelse – har Benedict opgivet at finde et job i den etablerede sektor og har søgt ud på gaden til den sorte økonomi for at få råd til at overleve. Sammen med resten af Kenyas 31 millioner indbyggere sætter han nu sin lid til, at det kommende præsident- og parlamentsvalg på fredag kan bringe ændringer i safarilandet og dreje landet væk fra en økonomisk nedtur, der har varet i mere end 10 år.
»Vi har brug for en forandring,« siger Benedict, mens han øjne følger en dame, der har rodet igennem tøjbunken uden at købe noget.

Kenya lider
Kenyas økonomi var engang en af Afrikas stærkeste. Under landets første præsident, Jomo Kenyatta, i 1960’erne og 1970’erne, oplevede kenyanerne en årlig vækst på 8 procent, men økonomien er nu svundet kraftigt ind og væksten er reduceret til 0,7 procent efter at have været nede på minus 2 procent i 2000.
Næsten hver anden kenyaner er gledet ned under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen, og den amerikanske efterretningstjeneste CIA anslår på deres hjemmeside, at 40 procent af Kenyas befolkning i dag er uden job. En situation, som regeringen ikke er meget for at kommentere, og som har ført en stigende kriminalitet med sig – især væbnet røveri og biltyverier – og Nairobi er nu en af de byer i Afrika, som er hårdest ramt af kriminalitet.
En anden sideeffekt af den høje arbejdsløshed er en omfattende bestikkelseskultur. Ifølge Transparency Internationals årlige opgørelse over korrupte lande indtager Kenya en kedelig 6. sidste plads, og kravet om »a little something« lige fra gadebetjenten til de øverste administratorer i det officielle system gør det særdeles dyrt og besværligt at gøre forretning Kenya.
Forretningsmænd klager også over, at dårlig infrastruktur har kvalt økonomien og gjort det umuligt at udvide og skabe arbejdspladser.
»Elektriciteten er otte gange dyrere her end i Egypten. Vejene er så dårlige, at transport og vedligeholdelsesudgifter for lastbiler er meget høj, og priserne for telekommunikation er hæmmende,« siger formanden for Kenyas Sammenslutning af Producenter, Manga Mugwe.
Både fattig og rig i landet sukker efter forandring, og ligegyldigt, hvor man befinder sig, bliver der snakket politik. På cafeer, gadehjørner, i busser og i hjemmene.
Kenyanerne er håbefulde for den eftertragtede forandring, da valget udelukker et genvalg af Daniel Arap Moi, der har regeret siden 1978 og i de to foregående valgperioder, efter der blev indført flerpartisystem i 1992. Men grundloven udelukker, at han kan få en tredje valgperiode, så efter 24 år med den samme præsident kan kenyanerne nu forberede sig på at få et nyt ansigt på pengesedlerne.

Oppositionen samlet
Under stor opmærksomhed og kritik har Moi udpeget landets første præsidents søn, den 42-årige ikke særlig succesrige forretningsmand Uhuru Kenyatta, som det regerende parti KANU’s præsidentkandidat. En handling, der blandt kritikere bliver set som en tak-for-sidst beslutning baseret mere på personlige forhold til den første præsidents familie end på politiske kompetencer.
Uhuru Kenyattas hovedmodstander er den 72-årige Mwai Kibaki, en rutineret politiker, der tidligere har været vicepræsident, finansminister og to gange forgæves har stillet op som præsidentkandidat. Kibaki står i spidsen for Narc (National Rainbow Coalition), en paraply-koalition, der for første gang har formået at samle størstedelen af oppositionspartierne, og derfor alvorligt truer det regerende partis uafbrudte styre igennem 40 år.
Ud over at kaste politisk mudder på hinanden lover begge præsidentkandidater stort set det samme. At få økonomien rettet op, stoppe korruptionen og i det hele taget starte på en frisk.
Kenya har stadig potentialet til at rejse sig. Landet er verdens tredje-største eksportør af te og producerer store mængder kaffe og blomster. Med sine dyrerige safariparker og hvide sandstrande med palmer ud til det Indiske Ocean er det også en stor turistmagnet, selv om bombeattentatet i Mombasa i November har sendt turistbranchen i Kenya til tælling.
Men mange kenyanere nærer mistro til regeringspartiets kandidat Uhuru Kenyatta og tvivler på, at han vil bringe landet tilbage på fode. Avistegnere portrætterer regeringspartiets præsidentkandidat som en dukke med strenge og Moi som dukkeføreren.
En mistro, der bunder i, at Moi ikke har vist intentioner på at træde tilbage fra sin anden magtfulde post som partiformand efter valget og derved vedholder magten til at fordele formandsposter og ekskludere partimedlemmer, hvis partiet vinder valget.
»På den måde vil Moi stadig være den reelle præsident, hvis vi vælger Uhuru. Det har de fleste kenyanere gennemskuet. Hvis vi skal have forandring i Kenya bliver vi nødt til at stemme for oppositionen,« siger Benedicte ved sin papkassestand og afslører mellem sine råb på gaden, at han hver aften, når han går i seng, sender en bøn til Gud om at lade oppositionen vinde.
»Mia moja, mia moja, mia mojaa.«

*Robin Ahrenkiel er journaliststuderende og arbejder i øjeblikket for det kenyanske dagblad The People

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu