Læsetid: 2 min.

Klager over politiet nederst i bunken

Justitsminister Lene Espersen overhører statsadvokats bøn om ekstra mandskab til at behandle klager fra topmøde. Nu må borgernes klager vente i månedsvis
13. december 2002

Klagegang
Bunkevis af klager over politiets adfærd under topmødets risikerer nu at skabe utåleligt lange ventetider for øvrige borgere, der klager over ordensmagten.
Med 60 procent af den samlede politistyrke i København og tusindvis af demonstranter fra ind- og udland, så truer topmødet med at begrave statsadvokaten og politiklagenævnet i København med klagesager.
»Problemet er, at vi desværre allerede er for længe om at behandle nogle typer af sager. Som følge af topmødet forventer vi et vist antal ekstra klager, og det vil gå ud over andre borgere, der kommer til at vente længere i køen,« siger statsadvokat Karsten Hjort.

Risikerer efterspil
Trods et klart ønske om mere mandskab til at behandle klagerne, har justitsminister Lene Espersen (K) sagt nej. Heller ikke topmødet ændrer på den beslutning.
Danmark risikerer et juridisk efterspil på topmødet, der svarer til forløbet efter sidste års topmøde i Göteborg.
Her arbejde svenske jurister i månedsvis på det retlige efterspil - sager mod demonstranter og mod politi.
Når demonstranter og politi tørner sammen i København, så vurderer statsadvokat Hjort og advokat Poul Helmuth Petersen fra politiklagenævnet, at det udløser flere klager på følgende områder:
*Politiets voldelige handlinger.
*Anholdelser og magtanvendelse under anholdelserne.
*Brug af politihunde.
Statsadvokat Karsten Hjort understreger, at klagerne fra topmødet ikke har førsteprioritet. Men bunken af klager vokser, og de efterfølgende sager må vente.
Sager, hvor politibetjente skal afhøres, venter i dag typisk et halvt på at blive afgjort, oplyser statsadvokaten.
Også formanden for det uafhængige politiklagenævn i København, advokat Poul Helmuth Petersen, forventer flere klager med EU-topmødet.
»Forhåbentlig sætter kulden og politiets forberedelser en stopper for de værste sammenstød. Men skrækscenariet er Göteborg, hvor jurister måtte bruge flere måneder på at rydde op i sagerne efter topmødet,« siger Poul Helmuth Petersen med henvisning til topmødet i Sverige i 2001.

Værst i København
Hovedstaden har altid haft langt de fleste klager over politiet.
Klagebunken truede tidligere med at begrave klagenævnet i arbejde, men nu er bunken af gamle sager endelig nedbragt til et acceptabelt niveau, oplyser advokat Poul Helmuth Petersen.
Nævnet har i år modtaget i alt 160 klager pr. 1. oktober mod 309 sager hele sidste år.
Mens nævnet siger sin mening om klagerne, så bliver en sag stadig afgjort af statsadvokaten, som også foretager eventuelt efterforskning og afhøring af de involverede politifolk.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar til ønsket om mere juridisk mandskab til at behandle topmødets klager over politiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her