Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

20. december 2002

(2. sektion)

Dvd
*Novocaine I denne lille noir-thriller med humoristiske undertoner spiller Steve Martin hovedrollen som tandlægen Frank, der har lullet sig selv ind bevidstheden om (deraf den bedøvende titel), at han har det hele – en velkørende tandklinik, en forlovet i skikkelse af sød, tjekket assistent (Laura Dern) og generelt et godt liv.
Men da han lader sig forføre af den mystiske og sexede Susan (Helena Bonham Carter), begynder hans tilsyneladende perfekte liv at falde fra hinanden. Frank bliver rodet ind i både narkohandel og mord, og det viser sig, at nogen er ude på at få ham ned med nakken.
Steve Martin kender vi bedst fra roller, hvor han bruger ikke mindst sin krop som komisk redskab – hvilket han gør godt.
I Novocaine er det dog en mere alvorlig karakterskuespiller, vi møder – og som i David Mamets The Spanish Prisoner, er det en rolle, Martin løfter kompetent og troværdigt.
Selve filmen er heller ikke dårlig, men kunne dog godt have været bedre. Materialet og de glimrende skuespillere lægger op til noget mere, og man får fornemmelsen af, at David Atkins, der både har skrevet og instrueret, ikke helt har vidst, om han skulle satse på komedien eller thrilleren.
Dvd’en rummer en lille smule mere eller mindre uinteressant ekstramateriale, blandt andet en dokumentar om tilblivelsen og en række fraklippede scener. CMC

Novocaine. Instruktion. David
Atkins. Region 2. Kan fås i enhver velassorteret dvd-biks.

*Spiderman Også på dvd er Sam Raimis filmatisering af den klassiske superheltetegneserie Spiderman en energisk og underholdende affære. Tobey Maguire er helt perfekt i rollen som nørden Peter Parker, der bliver bidt af en genmodificeret edderkop og forvandler sig til superhelten Spiderman, komplet med edderkoppesans, superkræfter, netskydere og smart trikot at svinge sig rundt i byen i.
Spidermans ærkenemesis, Den grønne gnom, spilles vredt og vanvittigt af Willem Dafoe, mens dejlige Kirsten Dunst er the love interest, Mary Jane.
Ud over det alternative lydspor til filmen med kommentarer af instruktøren er dvd-udgivelsen forsynet med en ekstra disk, hvorpå man finder ekstramateriale, der går bag om tegneserie og film.
Et par små tv-dokumentarer skildrer Spidermans tilblivelse, og i et portræt af komponisten Danny Elfman – kendt for sit makkerskab med Tim Burton – får man en lidt at vide om, hvordan han arbejder. Portrættet af instruktør Raimi er dog af den overfladiske slags, hvor alle klapper hinanden på ryggen, og man egentlig ikke får noget at vide.
På en separat dvd er udkommet Stan Lee’s Mutants, Monsters and Marvels, som består af et langt interview med Spidermans far, Stan Lee, lavet af filminstruktøren og tegneserienfan’en Kevin Smith. I interviewet, der er et fint supplement til Spiderman-dvd’en, fortæller Stan Lee om de tanker, han gjorde sig, dengang han skabte Spiderman – han skulle være en helt almindelig, ung mand med helt almindelige unge mænds problemer. Og om hvordan han som redaktør på tegneserieforlaget Marvel altid satte læseren først – de skulle føle, at de var en del af et fællesskab og ikke tales ned til.
Smith, der laver film, hvori tegneserier spiller en stor rolle, og som selv er forfatter på flere klassiske tegneserier, er en fin sparringspartner for den energiske Stan Lee. Han ved, hvad han taler om, og den dynamiske duo når vidt omkring. CMC

Spiderman. Instruktion: Sam Raimi.
Stan Lee’s Mutants, Monsters and Marvels. Instruktion: Scott Zakarin. Region 2. Kan købes i enhver nogenlunde dvdforretning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her