Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

6. december 2002

(2. sektion)

Dokumentar
*Arif Hossein, ETV, Dhaka Når den internationale succesbølge, der præger dansk film i disse år, også omfatter film for børn og unge, hænger det ikke mindst sammen med Det Danske Filminstituts satsning på kvalitetsbetonede dokumentarfilm for de yngre årgange. Et aktuelt eksempel er Ole Tornbjergs Arif Hossein, ETV, Dhaka, et portræt af en 13-årig dreng fra Bangladesh, som takket være Red Barnets indsats ikke blot har fået chancen for at komme i skole, men tillige arbejder som reporter på et tv-program for børn og er aktiv i Børnenes Kongres, en organisation, der kæmper for børns rettigheder.
Der anslås at være mindst 400 millioner børnearbejdere i verden, og i Bangladesh regner man med, at hvert tredje barn arbejder i stedet for at gå i skole. Og det på trods af, at det ifølge loven er forbudt at ansætte børn under 14 år i fuldtidsstillinger.
Filmen følger Arif Hossein i hans forskellige aktiviteter: på værkstedet, hvor han stadig maler cykler mange af døgnets timer; i skolen; på reportage for tv-stationen ETV; og i marken sammen med andre aktivister fra Børnenes Kongres. Herigennem berøres forskellige facetter af det slidsomme og perspektivløse liv, mange af hovedpersonens jævnaldrende fører. Og via lydsidens indre monolog gives indtryk af, hvor meget det betyder for Arif at bryde fattigdomsspiralen og dermed at undgå at træde i sin fars fodspor som cykeltaxachauffør. movin
Arif Hossein, ETV, Dhaka. Instr: Ole Tornbjerg. 28 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Vises på TV2, 8. dec. kl. 13:05

Dvd
*Uskyldens år & Resten af dagen Nordisk Film har efterhånden udgivet en hel del af de såkaldte twinpacks, hvor to film samles i én dvd-kasse. Når det lykkes, så hænger filmene naturligt sammen, som f.eks. Ghostbusters 1+2 eller to westerns. Når det går galt, så går det rigtig galt, fordi de to film ikke har det fjerneste med hinanden at gøre.
I tilfældet Uskyldens år af Martin Scorsese og Resten af dagen af James Ivory kan man argumentere for et vist slægtsskab trods de meget forskellige miljøer historierne foregår i – New Yorks aristokrati i 1870’erne og engelske landadel i 1930’erne.
De to film er kostumedramaer, der handler om den store, uforløste kærlighed, og begge er de en fryd for øjet med en detaljerig genskabelse af perioden og fremragende skuespil fra de medvirkende, der tæller Michelle Pfeiffer og Daniel Day-Lewis i Uskyldens år og Anthony Hopkins og Emma Thompson i Resten af dagen.
Resten af dagen byder som den eneste af de to film på ekstramateriale, bl.a. et kommentarspor med James Ivory, Ismail Merchant og Emma Thompson.
CMC
Uskyldens år. Instruktion: Martin Scorsese.
Resten af dagen. Instruktion: James Ivory.
Filmene er Region 2. Kan købes i alle respektable dvd-forretninger

Dvd
*Antonionis nat Italieneren Michelangelo Antonioni var – ligesom Jean-Luc Godard – en af de filmiske fornyere fra 1960’erne, der blev mest efterlignet og derfor fremtræder mindre slående nu, set på flere årtiers afstand. La Notte fra 1961 er en typisk Antonioni-film, der uden ydre drama skildrer et døgn i et overklasseægtepars liv. Marcello Mastroianni er en fejret forfatter uden selvværd; Jeanne Moreau hans intelligente, men ørkesløse kone; og filmen udspensler i ofte symbolske scener deres mangel på indbyrdes kontakt og generelle fremmedgørelse i en moderne verden tømt for mening og sammenhæng. Anden halvdel består af en virtuos skildring af en mangemillionærs halvtriste natte-selskab, hvor Mastroianni og Moreau halvhjertet prøver at finde nye partnere. En af disse er Antonionis yndlingsskuespiller Monica Vitti, der med en vis verve spiller en forkælet og frustreret millionærdatter.
Filmens stærkeste trumfkort er slutningen, hvor Moreau fortvivlet læser et gammelt kærestebrev op for Mastroianni. Det sker i en haves grå, grå morgendis, uforglemmeligt smukt filmet af Antonioni. »Hvem skrev det?« spørger han, da hun er færdig. »Det gjorde du«, svarer hun, og så slutter filmen med starten på deres krampagtige samleje.
La Notte. Instruktion: Michelangelo Antonioni. Winstar. Lånt af Laserdisken. Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu