Udstillinger
Kunstverdenen er lidt ligesom restaurationslivet. På byens mest befærdede hjørne ligger McDonalds. De fortæller os, at de er en familierestaurant, at deres mad er af allerbedste kvalitet, og at den hygieniske standard er i top. De er også
engagerede i humanitært arbejde og søde ved børn. Det er der ikke et menneske over 15, der tror på, men det er lige meget: det er billigt og nemt, og man bliver ikke syg af det. Ronald McDonalds afdeling på Riget er en beskeden kompensation for alt det skat, de snyder os for, og man kan få lidt ro mens ungerne hopper rundt i kuglerne.
I en mere eksklusiv gade ligger en dyr restaurant. Her er budskabet at man får noget enestående, og bliver behandlet som et enestående individ. Dette er lidt sværere at gennemskue. Den der mest får burgere, når han går ud, vil måske falde lidt for det. Den der hyppigt færdes i verdens dyre restauranter, er udmærket klar over at fusionskøkken, tjenere der skal forklare hele menuen i detaljer og ekstremt dyre
vine fra lande, der kun har eksisteret i få år, er en slags macD for velhavere, og ikke noget særligt.
Og så kan man komme ud i et
ydmygt kvarter, hvor der ligger en snusket kinagrill. Her er der dansk flag i vinduet, og bagbelyste fotografier af maden, der skal overbevise om, at dette er et helt almindeligt og fuldstændig kæmpenormalt sted, der totalt er en del af majoritetskulturen. Ganske vist taler ejeren kun kantonesisk og nitiendedele af menuen er skrevet med kinesiske bogstaver, men her er flæskestegssandwich. Så kom bare an.
Således også med kunsten. Man kan købe en plakat med en dårlig reproduktion af et udsnit af en udsmykning af Matisse. Men næsten alle er helt klar over, hvad de gør, ingen bliver snydt. Eller man kan besøge et fornemt galleri og købe kunst, der er på internationalt niveau, men som også er internationalt banalt. Det er også ok, man er bare med i markedet. Og så kan man gå ind i et underligt lokale og se noget, der med vold og magt vil overbevise os om, at det er helt normalt og integereret. Men som er rigtig underligt. Og godt!
Intenst poetisk
Ligesom byen er fyldt med underlige kinagriller, er den også fyldt med underlige udstillinger, hvor det er lidt uretfærdigt, at ikke alle kan anmeldes med samme kærlighed. Man kan for eksempel med held besøge TAPKOs aktuelle udstilling i Kompagnistræde i København. I pressemeddelelsen får man at vide, at TAPKO har markeret sig som nogle af Danmarks mest betydelige kunstnere inden for stedsspecifik billedkunst. Dette er ikke nødvendigvis gået op for alle kunstinteresserede, men derfor er det ikke nødvendigvis forkert.
TAPKO har gennem mange år arrangeret udstillinger på alle mulige og en del umulige steder, og nu er det altså i et forladt kontorlokale i et klassisk københavnerhus.
De oprindelige smukke rum er ødelagt af alle de sørgelige tilføjelser som følger med det moderne kontorliv. Man ankommer i elevator til en trist korridor, og mister straks orienteringen. Hvad er kunstværk, og hvad er bare mærkeligt?
Udstillingen er organiseret i kontorer: Kontor for små spil, Kontor med mange indslag, Kontor for Berlin, Kontor for begynderheld. Her kan man opdage livet på ny, som det kan bygges op af fundne ting, hverdagsgenstande og ligegyldigheder. Det er intenst poetisk, og passer lige ind i julehandelen. Man kan for eksempel se den på vej hen for at købe Schwitters nyoversatte Anna Blume til sin kæreste.
Den er naturligvis også for alvor. Det gode ved billedkunst er jo netop, at den rummer alt, i bogstavelig forstand. I det samme kunstneriske rum kan vi genfinde hverdagslivets humor og blive konfronteret med koncentrationslejrens rationalitet. Udstillingen hedder TAPKO the model, og den opleves som en slags miniature af den store eksistentielle kunst. Michelangelo i genbrugsmaterialer.
Det indre rum
På Hauser Plads, hvor man kan se Layer3Interiør, er situationen både tilsvarende og helt anderledes. Det er også en midlertidig invasion af et af byens mange tomme erhvervslokaler. Men her har en gruppe kunstnere tænkt over hjemmet, uden at slippe det formelle og konceptuelle udgangspunkt, der er karakteristisk for kunstnerne. De har ikke tænkt i ord, eller i genstande, men i halvt abstrakte figurer og rumlige kompositioner, der kan virke inspirerende eller mystificerende alt efter hvad humør man er i.
Udstillingen er et forløb af meget smukke indtryk, der, måske med undtagelse af Ellen Hyllemoses mærkeligt skæve sammenstilling af store poser og billedark, er på kanten til det dekorative. Her i baghuset kan man vandre ud af byens visuelle støj, og ind i en verden, hvor alt står klart som i drømme. Hos Tina Maria Nielsen især, er verden tegnet i en lidt blød kontur, der unddrager sig fastholderi og mening.Det er meget skrøbeligt alt sammen, men det betyder ikke noget. For der er ikke noget, der kan ødelægge det.
Udstillingen er suppleret med et katalog, hvor fire skribenter minder om, hvorfor det indre rum har betydning. Det er gode og relevante tekster, men de lever, som kunstværkerne, deres eget liv. De er ikke nogen forklaring, og man behøver ikke nogen forklaring.
Kinagrillen har jo helt grundlæggende ret: Den er en mere integreret del af vores hverdagsliv end de store kæder og de fine restauranter. Og disse kunstnere, der står uden for gallerier og kunstinstutioner har tilsvarende ret, når de hævder at fortælle almengyldige og lettilgængelige historier. Det er lige til at spise.
*TAPKO the model. Kompagnistræde 22, 1. sal. Ti.-sø. 13-17. Til 15. dec.
*Layer3Interiør. Hauser Plads 30A, baghuset 1. sal Ti.-sø. 13-17. Til 20. dec.
