Læsetid: 5 min.

En kunstblasfemiker

Den billedstormende maler Picabia må rotere i graven over al den skønhed, der er at se i hans malerier på udstillingen ’Singulier idéal’ i Paris
12. december 2002

Udstilling
PARIS – Den franske maler, digter, performer, polemiker og festarrangør Francis Picabia, der døde i 1952, roterer i sin grav i disse dage. Måske til musik af landsmanden Serge Gainsbourg, der i sin reggae-ikonoklastiske udgave af den franske nationalhymne i 1980’erne citerede Picabias digtsamling
Jesus-Christ Rastaquouère. Med hoftesvingende pigekor og Marseillaisens omkvæd reduceret til »Aux armes etc«. Picabia vender sig i graven, måske sammen med dadaistkumpanen Marcel Duchamp, der ved Picabias død sendte følgende telegram: »På snarligt gensyn, kære Francis«.
Picabia roterer, fordi 200 af hans bedste værker er udstillet smukt og kronologisk på museet for moderne kunst i Paris. Fra dengang han i 1905 som 26-årig fik bragende gennembrud ved at male ligesom impressionisterne, over 20’ernes maskinbilleder (ligesom Duchamp?) eller »monstrer« (ligesom Picasso?), 40’ernes hyperrealistiske kitchskillerier (ligesom fotografier?) til de sidste storprikkede værker, hvor han måske omsider maler ligesom sig selv.
Det er ikke ganske sikkert, at Picabia ville have været helt vild med den udstilling. Til gengæld kan den nysgerrige, der i årevis har måttet nøjes med ’Picabia i udpluk’, omsider få overblik over et af det sidste århundredes mest suverænt heterogene værker, en avantgardehistorie i sig selv.

Malernes maler
Der skal nok være mange kunstnere blandt de nysgerrige. For Picabia har længe på mytisk vis været ’malernes maler’ og endog ’kunstnernes kunstner’. Den hemmelige række af bejlere er lang og at finde i alle lande. I Frankrig hviskes der om Julian Schnabel, David Salle og Philippe Parreno, andetsteds om Bernard Frize, John Armleder eller Mike Kelley, i norden om en kongerække som Jorn, Kirkeby og Erik Dietman (og en række håbefulde unge kunstnere og vel også et par af professorerne på det kongelige akademi).
Udstillingen i Paris er sat op i samarbejde med det hotte schweiziske kunstnerpar Peter Fischli & David Weiss, der er malere og alt andet end malere. Måske fordi Picabia på trods af sin stadige ironi, ikonoklasme, sarkasme, destruktion og dekonstruktion igen og igen (re)konstruerer maleriet. Det skal aldrig tages alvorligt, og alligevel maler Picabia, som Jean Arp formulerer det, »som en gal«. Og hver gang Picabia med næsten fuldkomment gehør har luret en stil til sig: impressionistisk eller fauvistisk eller kubistisk, you name it, så drejer han om på hælen og går en anden vej. Sin egen vej.
Da han første gang i 1909 med et brag bryder med impressionismen, sætter kunsthandleren Danthon i fortvivlelse 99 impressionistiske værker på auktion. Færdigt arbejde. Men han gør regning uden vært.

Nådesløst
For værten, det er Picabia, og han blæser højt og flot på kunstnerroller og småborgerlige institutioner eller galleriejere, der omsider tror, de har fundet deres gulvkalv: »De herrer kunstnere, så lad os for fanden være i fred, I er bare en hob præster, der stadig vil have os til at tro på Gud,« skriver han i sin Jesus-digtning, en slags Zarathustra-epigoneri fra 1920 midt i den dadaistiske parentes, som hans liv og værk folder sig ud omkring. Livet og kunsten igennem bruger han en helt utrolig energi på at bekæmpe den gud, som den absolutte smagsdom eller ’kunsten’ udgør. Der er hverken nåde at hente i æstetikken eller moralen, »der findes ingen dom, der legitimerer kunstværket andet end beskueren selv,« skriger han i sit tidsskrift 391, mens kumpanen Duchamp forsøger at få sin pissekumme på museum for at bekræfte de dadaistiske udsagn.
Det er, som om den dadaistiskeste dadaist er Picabia, fordi han både er det før og efter. Han lader ikke engang dadaismen blive stil og stilig. Han melder sig under Tristan Tzaras züriske dadaistfaner i 1918, Tzara flytter i bogstaveligste forstand ind hos ham i Paris i 1920, og i 1921 er ballet slut. Picabia melder sig ud i et polemisk orgie. Og maler videre som en gal.

Dada
Det gode ved udstillingen i Paris er, at det hele er med. I 1976 var der også en udstilling i Paris, men her startede og sluttede det stort set ved dadaismen, som om resten var afvigelse eller uden vigtighed. Eller måske for skandaløst?
Centrum er måske ganske vist dadaismen, for dadaisme betyder ingenting, og det må ikke betyde noget for Picabia, hverken før eller efter. Centrum er måske det maleri, hvor han signerer sin egen malingsdryppende underskrift. »Francis Picabia«: Francis Picabia. Men inden da er der de impressionistiske værker og nogle forrygende kubistisk-abstrakte værker som Udnie. Vrænget yderlige en anelse ved at titlen står centralt i maleriet. Centrum er også maskinbillederne, kolde metalliske konstruktioner, med seksuelle undertoner, langt mere eksplicitte end den intellektuelle Duchamps. Det pumper af sted i rørene i en uendelig bevægelse. Og bagefter er centrum de suverænt grafiske sort/hvide konstruktioner malet med industrimaling lige efter bruddet med dada.
Undervejs er hele det modernistiske udstyr prøvet igennem: stilarter, forskellige typer maling, collager, brugen af sprog i maleriet etc. Men så ødelægger han det hele. Han maler mærkeligt kropsdyrkende »arierbilleder« eller alle sine »transparencer« med lag på lag af maling og kunsthistorie, et sammensurium af mening eller... meningsløshed? Især denne Picabia har været gemt væk, eller i sporadiske udstillinger hevet alt for langt frem. Men sidst og måske allervigtigst sætter Picabia blot prikker eller punkter ind over gamle malerier. Døden nærmer sig, og man sætter punktum. Et punktum, der lukker ham lige lukt fra modernismen ind i postmodernismen.

Død og skæbne
Man siger, at døden forvandler et liv til skæbne. For en kunstner kan det gå endnu værre. Døden forvandler arbejdet til værk. Også lige meget hvor meget man avantgardistisk, bagstræberisk eller - ismeangst har slået sig i tøjret for ikke at kunne sættes i nogen bås. Til sidst, når man er godt og grundigt død, kan det hele hænges op på et museum og ses igennem fra den ene ende til den anden. »Sådan var Picabia.« Derfor vender Picabia sig i sin grav. For det er de allerbedste værker, der er valgt ud, det hele er centreret ind på at være det bedste af det bedste. Gud og den gode smag spøger. De rigtige skæverter er bare ikke med. Der må være mange af dem. Det må blive den næste udstilling. For Picabia er vi stadig ikke færdige med. I Paris kan man (med allerstørste fornøjelse) for tiden se: Det bedste af Francis Picabia. Signeret: Fischli & Weiss.

tiby@information. dk

*Francis Picabia, Singulier idéal, Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris. Til 16. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her