(2. sektion)
Kuratorvældet
Billedkunstens vigtigste opgave er at bekæmpe verbalimperialisterne,« siger billedkunstneren Ole Sporring, så snart han er kommet inden for døren. Her afbryder han et interview med kuratoren Charlotte Brandt.
Kurator: administrator af et konkursbo, står der i Nudansk Ordbog, og det kan der være en vis sandhed i. Kuratorer arrangerer kunstudstillinger.
I de seneste år har kuratoren udviklet sig til en figur, der forholder sig til museet ligesom kunstneren: en fri fugl, en freelancer. Før var der museer og kunstnere. Nu er der museer, kuratorer og kunstnere. Nogle er begejstrede og mener, at kuratorerne har synliggjort en position, der altid har været der. Andre kalder det for kuratorvælde. Billedhuggeren Jørgen-Haugen Sørensen er ikke ligefrem begejstret:
»Kuratorer foretrækker en kunst, der er så hvid som muligt, så de selv kan male med den helt store pensel og sætte sig selv i centrum,« siger han fra sit hjem i Italien.
»I Italien lod kunstnerne sig i sin tid underlægge den katolske kirke, og det er lidt det samme, der sker med kuratorerne i dag de er blevet kunstens ypperstepræster.«
Vi tager et eksempel. Charlotte Brandt er netop i gang med at rydde op efter udstillingen Den nye Ordens Fundamentalismer, der blev vist på Charlottenborg indtil i søndags. Udstillingen blev lavet af Charlotte Brandt og to freelance-kuratorer.
Ved indgangen til Charlottenborg fik publikum tildelt et katalog med omtale af de deltagende kunstnere, men også en længere artikel om fundamentalisme. Det er her ambitionen med udstillingen formuleres. Halvdelen af kunstværkerne er bestilt til udstillingen, den anden halvdel udvalgt af kuratorerne. På en eller anden måde skal de alle sammen handle om fundamentalisme.
At dømme efter de i øvrigt entydigt positive anmeldelser handler det hele mere om udstillingen end om kunstværkerne. Her handler det om fundamentalisme kunstværkerne illustrerer ideen.
Men hvad nu hvis kunstværkerne ikke passer til temaet? Da Information besøgte udstillingen dagen før åbningen for en måned siden, spurgte vi en række af kunstnerne: Hvad har dit værk med fundamentalisme at gøre? Og hver gang lød svaret: »Spørg kuratorerne.«
Da Ole Sporring træder ind på Charlotte Brandts kontor, ligner det en karikatur af situationen. Den unge kurator over for den ældre billedkunstner. Fronterne er trukket op.
Sporring forklarer den med verbalimperialisterne. Faktisk var den ikke møntet direkte på kuratorerne, selvom forvirringen ikke gør nogen skade, forsikrer han. Begrebet fandt han på som en kritik af nærværende dagblads skribenter i 70erne, der betragtede billedkunsten som kapitalens lakajer. Fordi den blev købt og solgt, fy føj.
Charlotte Brandt ser det ikke som et problem, om værkerne nu også passer helt perfekt til udstillingens tema.
»Kuratorerne sætter selvfølgeligt rammen, men det er jo ikke sådan, at kataloget og værkerne skal forholde sig 1:1 til hinanden. Det er jo interessant, når der er en slags modstand mellem formidlingen og kunsten og det viser netop, at der er noget andet på spil i det æstetiske. En af de andre kuratorer kaldte udstillingen for synkron,« siger hun og forklarer:
»De forskellige dele af udstillingen værkerne, platformene, den teoretiske tekst... det foregår samtidigt, og de skal ikke nødvendigvis spejle hinanden hundrede procent,« siger Charlotte Brandt. Hun beskriver sig selv som en iscenesætter og formidler.
Ole Sporring er ikke imod kuraterede udstillinger som sådan. »Du får mig ikke til at sige, at alle kuratorer burde fyres,« siger han.
»Men der er til tider udstillinger, hvor det er, som om kunstnerne bliver tjenestegørende for en ide, og det synes jeg, er problematisk. Det er næsten, som om kuratering bliver til en ny kunstnerisk praksis.«
En del af inspirationen til udstillingen på Charlottenborg er hentet i Kassel på den 11. Dokumenta-udstilling. Den var opbygget som fem platforme, hvoraf den femte platform var selve udstillingen i Kassel. De fire foregående var lærde symposier om globalisering afholdt over to år. Her var forholdet heller ikke 1:1, men 4:1.
Jesper Fabricius er billedkunstner og redaktør af kunsttidsskriftet Pist Protta. Til foråret skal han kuratere tre mindre udstillinger, og han føler ikke sit eget kunstner-subjekt voldtaget som han siger af kuratorerne. Også en kunstner kan have brug for lidt modspil.
»Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at udstillinger alle dage har været kurateret. Også på en klassisk historisk udstilling er der jo nogen der har udvalgt, hvad der skal vises. Det er rigtigt, at kuratoren er blevet synligere, men det kunne man også se som noget positivt. Man har synliggjort en institution, som alle dage har været der,« siger han.
Den indvending køber Jørgen-Haugen Sørensen ikke.
»De har lagt sig som et slør omkring kunstværket,« siger han.
»Man kan da godt sige, at de blot har synliggjort deres position, men de har samtidigt stillet sig ind på scenen og gjort sig selv til hovedattraktionen.« Jørgen-Haugen Sørensen har ikke ondt af kunstnerne, de er såmænd selvom ude om det, men han ser det som et tidstypisk træk:
»Det er, som om det visuelle er trængt i tiden,« siger han og fortæller om sin sidste større retrospektive udstilling i Danmark: Jeg ser jeg mener.
»Jeg har i de seneste år forsøgt at gøre mine værker så klare og entydige, at de ikke kan misforstås. Så kritikeren ikke kan stå der og fabulere og kuratoren ikke bruge værket til sit eget projekt.«
Haugen Sørensen skynder sig at tilføje, at der findes glimrende kuratorer. Og så fortæller om en italiensk billedhugger, der foreslog hvert år at samle alle katalogtekster i en bog. Som en almanak over årets idioti.
