Kvinden, der ville være Frida

(2. sektion)

Kunstfilm
Af Niels Ivar Larsen
Året er 1953. Mexico Citys kunstverden er forsamlet til åbningen af den eneste soloudstilling af den surrealistiske Frida Kahlos værker, der blev afholdt i hendes levetid i hendes eget land.
Den sygdomssvækkede kunstner bæres ind i galleriet på sin sotteseng. Hendes mand, maleren Diego Rivera, mindes den dag, da han første gang så sin kones malerier:
»Der kom den her radmagre tøs med ét sammenvokset øjenbryn og en grov kæft. Men jeg så, at hun var en kunstner, som ville flå sit hjerte ud af brystet for at afsløre sine følelsers biologiske sandhed.«
Med denne scene og replik begynder filmen Frida, som 25. december får premiere i Danmark efter i udlandet at have modtaget mange kritikerroser for sin sublime visuelle fantasi og markante skuespillerpræstationer.
Frida Kahlo døde året efter, kun 47 år. Bag sig efterlod hun et egenartet og introspektivt værk. I 1950’erne stod hun endnu i skyggen af Riveras storladne vægmalerier af Mexico efter revolutionen, men i årenes løb voksede hendes ry, og i dag regnes hun for en af kunsthistoriens betydeligste kvindelige kunstmalere. Og hun er ophøjet til et feministisk ikon, beundret både for den fabelagtige kreativitet, hun udfoldede i et helvede af fysisk smerte, hvor hun måtte tåle sin mands utroskab, såvel som for den dristighed, hvormed hun indledte forhold til sin tids berømte mænd og kvinder, såsom den eksilerede kommunistleder Leon Trotskij.

Kahlo som kult
I 1980’erne var Frida Kahlo den hotteste døde mexicanske kunstner i hele Hollywood. Hayden Herreas biografi, Frida, fra 1983 havde fanget manuskriptforfatteres og produceres opmærksomhed. Kahlo og hendes dramatiske historie og selvmytologiserende pragt vakte interesse blandt instruktører som Luis Valdez, Walter Salles og Francis Ford Coppola og kvindelige stjerner som Madonna og Jeniffer Lopez.
Kahlo blev kult i 80’erne. Feministiske kunstkritikere, der ville omskrive historien, så den inddrog ’marginaliserede’ figurer, tog hende til hjertet. Kahlo blev en heltinde for dem – dels på grund af narcissismen i hendes værker, og dels fordi hun nægtede at acceptere en traditionel kvinderolle i et patriarkalsk samfund. De melodramatiske sider af hendes liv og kunst havde også stor appel til folk som Madonna, som købte mange af hendes malerier, siger kunstkritikeren Alan Artner til USA Today.
Trods entusiasmen var det svært at rejse kapital i Hollywood til en kommerciel spillefilm om en biseksuel kvinde med et sammenvokset øjebryn og en tydelig moustache på overlæben, og som efter en invaliderende ulykke kaster sig ud i en intens søgen efter kunstnerisk, politisk, følelsesmæssig og seksuel forløsning. Og som var både narkoman og kommunist.
Det blev den mexicanske skuespillerinde Salma Hayek, der omsider løb af med hovedrollen efter længe at have kæmpet med næb og kløer for den. Hun er samtidig filmens producer. Igennem otte år rendte hun manuskriptforfattere og producere på dørene for at interessere, imens hun måtte forsøge at afholde andre skuespillerinder – og Madonna – fra at ’stjæle’ hovedrollen fra hende. Hvad gjorde portrætteringen af Frida Kahlo til en besættelse for hende?
»Det var noget ved denne kvinde, og det var noget ved den tid, som denne kvinde levede i, som tændte mig,« forklarer Hayek i et interview på comingsoon.net.
»Frida Kahlo havde modet til at være unik. Hun blæste på konventionerne. Hun var sig selv, selv når det var sværest. Mange ser Frida som martyr. Men hun havde en fantastisk humor, siger Hayek. Hun havde en brændende livsappetit. Frida hyldede livet i alt, hvad hun gjorde trods sine enorme lidelser. Når hun klædte sig ud, lavede mad, spiste, vandede sine planter, malede, drak, og når hun kneppede. En sådan kvinde kan jeg ikke opfatte som martyr.«
Instruktøren Julie Taymore er enig: »Det er muligt, at Frida skildrede sig som offer, men det var et offer med smil på læberne. Et sardonisk smil. Denne kvinde nød livet, selv om hun oplevede nogle af de mest dystre øjeblikke, et menneske kan komme ud for.«

En maler fødes
Frida Kahlo blev født i Mexico City i 1907. Som seksårig blev hun ramt af polio, der fik det ene ben til at visne, så det måtte amputeres under knæet. Da hun var 18, blev hun kvæstet i en busulykke. Hendes rygmarv og bækkenparti blev så slemt beskadiget, at hun aldrig ville kunne føde børn. Resten af livet led hun af stærke smerter, som hun søgte at dulme med et ofte umådeholdent forbrug af alkohol og morfin.
Det var under rekonvalescensen, at hun begyndte at male. Hun brugte et spejl ved sin seng til at udforske, hvad der skulle blive det altbesættende tema for hendes kunstneriske værk: hende selv. Kahlos smertelige forhold til sin krop er motivet for langt de fleste af hendes billeder, herunder også My Birth, som blev købt af Madonna for over 20 mio. kr. i 1980’erne.
Da hun var i begyndelsen af 20’erne, mødte hun Diego Rivera, en kæmpemæssig mexicaner – større end livet – 1,90 meter høj og mere end 130 kg tung. Han spilles i filmen af Alfred Molina. Kahlo og Rivera giftede sig i 1929, da hun var 22 og Rivera, som allerede havde været gift to gange før, 42. Deres stormfulde kærlighedsliv og ægteskab – eller rettere ægteskaber, da de skiltes og siden giftede sig igen – er filmens hovedfortælling.

Hayeks lidenskab
Hayek begyndte som skuespiller i mexicanske telenovellas, før hun forsøgte chancen i Hollywood. I de første år lå det ikke i kortene, at hun skulle få drømmerollen. Den unge skuespillerinde kunne i begyndelsen knap tjene til smør på brødet. Selv om hun ikke ønskede at spille på sine åbenlyse fysiske attributter, indså Hayek snart, at det var eneste måde at få gang i en karriere på.
I midten af 1990’erne medvirkede hun i film som Desperado og Dusk Till Dawn, hvor hun spiller en topløs danserinde ved navn Santanico Pandemonium, hvis scenepartner er en albino-pythonslange. Det gav hende tilnavnet ’Hollywoods hvislende señorita’, hvad der gjorde hende rasende. Efterhånden udnyttede hun dog sin større synlighed til at få roller i mere lødige film som Kevin Smiths Dogma, og Mike Figgis’ Timecode.
Bag kulissen begyndte Salma Hayek at slå mønt af sin stigende berømmelse. Hun oprettede et lille produktionsselskab, Ventanarosa Productions, og foreslog så Harvey Weinstein, chef for filmselskabet Miramax, at lave en film om Frida.
For at overbevise ham tog Hayek til Mexico City for at få tilladelse af den 80-årige Dolores Olmedo Patino, bestyrer af både Riveras og Kahlos arvegods, til at bruge hendes personlige kunstsamling i filmen – noget, som end ikke Madonna havde været i stand til. Og hun mødte personligt op hos instruktøren Julie Taymore, kendt for sin filmatisering af Shakespeares Titus Andronicus med Anthony Hopkins og Jessica Lange.
Salma talte i tre lidenskabelige timer om sin film. »Jeg blev forført og tænkte: Hvis jeg kan føle mig underholdt så længe af hende her, så bør jeg kunne formidle oplevelsen i en film,« sagde Julie Taymore.
Herrera, der skrev biografien om Frida Kahlo, er enig: »Der er en scene i min bog, hvor Frida går ned ad gaden med en af sine læger ved sin side, og de passerer forbi en smuk kvinde. Frida siger: ’Den cigar ryger jeg selv’.«
Hun ville have tænkt det samme, hvis hun havde mødt Salma.

*’Frida’ får premiere i Danmark 25. dec.