Læsetid: 3 min.

Lad ikke verden vinde

I aften løber Ally over skærmen for sidste gang. Lad os mindes højdepunkterne i en tynd, åbenmundet og utroligt morsom kvindes liv
17. december 2002

Portræt
Den sjoveste tv-serie siden Halløj på Badehotellet er Ally McBeal, den amerikanske tv-serie, der så dagens lys i 1997. Nu, fem år senere aflives den igen af sin ophavsmand, David E. Kelley, der selv har skrevet langt de fleste af episoderne.
Det sker, da Ally i aftenens afsnit skal flytte til New York. Årsagen er, at Maddie, Allys 12-årige datter, pludselig falder om. Diagnose: Akut stress. Maddie må ifølge lægen tilbage til sin gamle skole i New York snarest muligt, og Ally tage sit moderlige ansvar på sig og følge med.
Den virkelige årsag er selvfølgelig seriens faldende seertal, som man har forsøgt at afhjælpe ved blandt andet at knytte Dame Edna Everage til serien. Ret sjovt, men ikke sjovt nok.
Måske fordi variationerne over Allys pubertetsproblemer og kærestesorger trods alt er endelige. Selv Ally bliver voksen.

Julemandssagen
Ally har sine elskere og sine hadere. Jeg selv har haft brug for et par pauser, men de, der især beklager sig over hende, gør det af de forkerte grunde:
*Retssagerne er jo ganske urealistiske, fnyser nogle.
*Ally ligner jo en pubertetspige, vrisser andre.
Ja, netop:
*Mange af retssagerne ligner i deres slående absurditet tvister i det amerikanske samfund, som også mange amerikanere finder det utroligt, at domstolene skal bruge tid på. Som stormagasinet, der indførte nye julemænd (unge, tynde, i julesportstøj og af hver sit køn) til erstatning for barndommens utrendy, tykke ho-ho-ho-julemand, der således krænket lægger sag an mod varehuset. Eller den rige mand, der ønskede sit ægteskab annulleret ved dom for at spare hustrubidrag. Han opdagede, at hans unge kone havde taget ham for pengenes skyld. (»Kom det bag på Dem?! Se Dem dog i spejlet, mand.«)
*Og, ja, selvfølgelig er Ally umoden, og benægter den vidunderligt morsomme skuespillerinde Calista Flockheart med kvieøjnene, at hun nogensinde har lidt af anoreksi, må man vel have lov at kalde hende tynd. Men hvorfor dog overhovedet forvente, at Ally skal være en heltinde, man kan identificere sig med? Det troede næppe mange om John Cleeses Basil Fawlty, der ligesom Ally mente, at han havde tjek på det hele og ikke forstod, at omverdenen ofte så anderledes på det. Også kvinder må vel kunne være latterlige på den fede måde. Som Allys mest trofaste ven og eneste virkelige åndsfælle, John Cage, siger til hende: »The world is no longer a romantic place. Some of its people still are however, and therein lies the promise. Don’t let the world win, Ally McBeal.«

Berømte replikker
Mellem drøm og virkelighed ligger den afgrund, der bliver til komik eller tragedie, og det er dette kig ned i dybet, der gør serien Ally sjov, bevægende og en hel del klogere end sin impulsive hovedperson selv.
»Det bedste er, når de danser på toilettet,« mener én fraktion af fans (hvorfor holdt personerne for resten op med det?). En anden fangruppe venter på, at Barry Whites stemme igen skal forvandle søde, kiksede John Cage til hedt sexdyr (Barry White gæsteoptræder i øvrigt i aftenens episode). Mens atter andre specielt nyder fantasi-scenerne, der er blevet seriens kendemærke: Allys tunge vokser til rød kæmpestørrelse, som hun indladende slikker et tiltrækkende, nyt mandligt bekendtskab i ansigtet med; eller knive flyver ud af øjnene på hende og planter sig med hundredvis af svupp i ryggen på en fjende; eller hun ender simpelthen med sin egen fod i munden (to put one’s foot in one’s mouth betyder at dumme sig). Hertil en dejlig lydside.
Nogle af de fantastiske replikker kan ses på TV2’s hjemmeside lidt endnu:
»Everybody’s alone. It’s
just easier to take in a relationship.«
»You know, I had a great aunt once who said if you stare at a beautiful woman too long, you turn to stone. She was partially right.«
Og min personlige favorit (ikke på hjemmesiden): »Jeg er sikker på, du heller ikke går ind for vold, så tving mig ikke til noget, vi begge to vil fortryde.«
Men efter i aften er det altså uigenkaldeligt slut, bortset fra, at man sikkert kan finde ’classic’ (!) afsnit rundt omkring. Det kan også trøste nogle, at TV 2 i det nye år sender David E. Kelleys næste opus, krimiserien Snoops om tre kvindelige detektiver. Lad ikke verden vinde!

Ally McBeal
Født 1997 som 30-årig med en 13-årigs indre. Advokat i firmaet Cage/Fish &
Associates med speciale i blandt andet forsmåede julemænd, ufuldbyrdede ægteskaber og, på det mere personlige plan, kærlighedssorger og bekymringen over, om sex er kommet for at blive. Særligt kendetegn: Når hun går ned ad gaden i Boston, oftest alene og i vådt vejr, synger Vonda Shepard en sørgelig sang

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her