Læsetid: 6 min.

’Jeg har lært at stå på mine egne ben’

Benny Andersen tænker på at skrive igen efter et omtumlet år uden sin Rosalina
27. december 2002

Interview
Det kan være svært at finde sine egne ben, når det stærke menneske, man elskede og støttede sig til, er forsvundet.
Siden Benny Andersens kone Cynthia døde lillejuleaften 2001 i deres nybyggede hus på hendes fødeø Barbados, har han fløjet og faret Danmark og jorden rundt. Ud at spille på turneer med livsvennen Poul Dissing, tre gange tilbage til Barbados, to gange til Frankrig, i december en tur til et kultur-symposium i Ægypten.
»Men nu synes jeg også, at jeg har nået mætningspunktet med hensyn til at være uadvendt,« siger han med det lille, varme smil, som er så karakteristisk for ham.
»Jeg er jo sådan et pligtopfyldende menneske. Og jeg havde sagt ja til at skrive nogle bestillingsopgaver, inden min kone døde. Dem forsøgte jeg bagefter at indfri, men jeg kunne mærke, at det ikke var noget værd, det, der kom ud af pennen – ikke noget, som jeg eller modtageren kunne være tjent med.«

Ud at rejse
»Så var det jo, at jeg spurgte mig selv, hvad Cynthia ville have rådet mig til i en sådan situation? Hun kendte mig så godt, og jeg ved, hun ville have sagt: »Du skal ikke sidde her og hænge og falde sammen. Du skal ud at rejse.«
»Det realiserede jeg. Og jeg fik også taget mig sammen til at møde andre folk og læse op igen – selv om jeg havde megen skyhed over for større forsamlinger i de første måneder. Men det fik jeg gradvist overvundet, også fordi jeg er så godt stillet, at både min egen og min kones familie her og på Barbados har støttet mig så fint.«
»Det er mennesker, der har let til både gråd og latter, så jeg har ikke haft brug for anden terapi, end den, vi har kunnet give hinanden ved at snakke om tingene, græde og grine sammen, opmuntre og trøste hinanden.«
Men nu kan Benny Andersen mærke, at det trækker i den anden retning, den mere indadvendte og skabende.

Sange til Rosalina
Borgen har netop udgivet en ny udgave af den store folkebog med hans digte, denne gang inkluderet samlingen Sjælen marineret fra sidste år. Og han er ved at indstille sig på at sætte sig til skrivebordet igen i løbet af de næste måneder – måske med nogle prosa-stykker.
Til efteråret vil han og Poul Dissing realisere en tidligere plan om at udgive en indspilning af alle de pragtfulde Rosalina-sange, som Benny Andersen har skrevet gennem årene. Alle til Cynthia, som havde mellemnavnet Rosalina – og præget i mange danskeres musikalske hjerter med titler som »Længsel efter Rosalina«, »Aftentur med Rosalina«, »Til min Rosalina«.
»Det bliver med en noget anderledes musikalsk besætning end tidligere. Men mere vil jeg ikke fortælle lige nu,« siger han hemmelighedsfuldt.
På det praktiske område har den 73-årige Benny Andersens datter Lisbeth overtaget meget af det, Cynthia klarede for ham – regnskaber, f. eks. Og hun var hans ledsager på rejsen til Ægypten.
– Du har tidligere sagt, at du er frygtelig nervøs og sky og havde stor brug for den ro og det overblik, din kone gav dig?
»Ja, og jeg føler i høj grad, at jeg lever videre på den styrke, hun gav mig. Jeg har en stor glæde over, at der intet usagt og ugjort er mellem os, og at jeg i tide fik fortalt hende, hvor højt jeg elskede hende.«
»Selvfølgelig ryger man ned i nogle sorte huller, men man må fokusere på de gode ting, se fremad, have noget at glæde sig til. Og det synes jeg i høj grad, at jeg har.«

Huller i folien
Benny Andersen bor i en lille, meget hyggelig digterbolig i Lyngby, som Cynthia lige nåede at indrette med smukke, moderne møbler. Den har han det rart i, når han da er hjemme. Men selv om han er god til at lave mad, er hans vigtigste køkkenredskab blevet en kødnål, som han bruger til at prikke huller i folien over de færdigretter, han varmer i ovnen om aftenen.
»Jeg gider ikke stå og lave lækre retter til mig selv. Jeg elskede at forkæle Cynthia – det var hende, der fik mig til at strenge mig an. Men heldigvis kan jeg altid ringe til venner og familie, hvis jeg har lyst til et måltid varm mad. Og selv om jeg ikke har levet særlig sundt, kan jeg glæde mig over et rimeligt godt helbred.«
– Det sværeste ved at blive alene i en høj alder er måske at finde tilbage til sig selv - som den, man var engang?
»Uha ja. Der har jeg haft virkelige problemer, blandt andet fordi Cynthia jo var den, der tog sig af alt det praktiske, så jeg kunne koncentrere mig om det kreative. Det medførte også, at det var hende, der kørte bilen og for eksempel i lufthavne førte mig frelst fra den ene terminal til den anden og fandt den rigtige gate.«
»Efter hendes død hændte der de besynderligste ting. Jeg har måttet overnatte to gange i Gatwick, fordi jeg ikke kunne finde vej og kom for sent til flyet – og Charles de Gaulle-lufthavnen tør jeg slet ikke tænke på. Der hændte de forfærdeligste ting.«

Du kan selv
»Jeg fandt ud af, at det på ens gamle dage er svært igen at finde sine egne ben at stå på. Og jeg kunne mærke, at jeg havde været for afhængig af Cynthia og hendes beskyttende vinger.«
»Men i mit første ægteskab var det mig, der var den stærke, som var beskytter, selv om jeg var yngre end min første kone, Signe. Så selvfølgelig kan jeg godt. Og selvfølgelig skal og må jeg. Det fandt jeg ud af, da jeg i Avignon mødte en person, som kaldte på et eller andet i mig – en kvinde, som var stærk, selvstændig og moden. Men, kunne jeg mærke, inde bag ved var der et eller andet utrolig såret, noget så sårbart, at det fik mig til at vågne op.«
»På tilbageturen, hvor der også hændte mig de mærkeligste ting, tog jeg mig sammen og sagde til mig selv: ’Du kan godt. Du kan godt alt.’«
»Og det viste sig, at jeg kunne. Lidt efter lidt har jeg lært at stå på egne ben- og jeg kan mærke, at det kommer mere og mere.«

Mere hel
– Det, du oplever, rammer mange ældre kvinder, som tvinges til at klare alt det, de traditionelt har ladet mændene styre. Men det kan måske give en ny styrke?
»Ja, jeg føler da, at jeg er blevet mere hel. Og det er takket være Cynthia. Jeg er ikke særlig overtroisk, men hun er der i mig - og giver mig gode råd.«
»Og apropos mandlige og kvindelige sider i traditionel forstand, så havde vi megen sans for hinandens mandlige og kvindelige sider og gav hinanden lov til også at have den anden side af os. Det betyder jo ikke, at Cynthia ikke var feminin, det var hun i meget høj grad. Men begge dele fik lov at være der.«
Det fik lov at være der gennem næsten 20 års ægteskab, hvor den stærkt socialt engagerede sundhedsplejerske Cynthia blev digterens inspirator, kærlighed og bedste kritiker. Hendes helbred tålte til sidst ikke de kolde, danske vintre, og det drømmehus på Barbados med udsigt over vandet, som hun var så lykkelig for, er nu sat til salg. Men Benny Andersen har ikke helt tænkt sig at opgive Barbados. Han har familie og venner der, som han stadig vil besøge. Og lyrikken vil han også vende tilbage til en dag, håber han.
»Det er jo den, der er min hovedfærdselsåre.«

FAKTA
Digterliv
*Benny Andersen er født 1929 i Søborg.
*Hans far var murerarbejdsmand og han gik ud af skolen som 13-årig. Efter en periode som barpianist tog han studentereksamen på kursus, debuterede med digtsamlingen Den musikalske ål i 1962, siden kom Den indre bowlerhat og efterhånden den strøm af poesi, børnebøger, noveller og musik, der har gjort ham så højt elsket af den danske befolkning.
*I 1972 blev han medlem af Det danske Akademi. Da Benny Andersen fyldte 70, blev han hyldet med fakkeltog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her