Læsetid: 12 min.

Der er liv efter Festen

Filminstruktøren Thomas Vinterberg fortæller om tidligere film, generationsforskelle, og om den nye storproduktion ’It’s all about love’, der har premiere herhjemme straks i det nye år
28. december 2002

Du er meget optaget af digitale tricks og visuelle effekter i din nye film ’It’s all about love’?
»Jeg er altid blevet betragtet som en skuespillernes mand, og dogme-konceptet var i udpræget grad skuespillernes og historiens film. Så denne gang ville jeg prøve at udforske det modsatte, og blandt andet forske i det tekniske ved at lave film, i rummet rundt om skuespillerne i stedet for mellem dem. Derfor tænkte jeg på begrebet visual effects, der hovedsagelig bliver brugt i reklamefilm og actionfilm – hvad nu hvis man brugte det som en kunstform? Så ville det være interessant!«
»Det er en af forklaringerne på det uforståelige klip i slutningen – jeg tror ikke engang jeg selv forstår det – dét med de svævende ugandere...«
– Det er nogen nedhængende skikkelser, du har vendt på hovedet, i en sammenlægning med et afrikansk landskab ..?
»Nej! Så ville tøjet hænge den forkerte vej! Det er skikkelser, der én for én er filmet, ophængt foran en kæmpestor studie-greenscreen og så lagt sammen med et landskab vi optog i Kenya. Med de rigtige optikker og måleforhold af hensyn til illusionen, og retoucherede trækliner...«
»Det var en meget stor tilfredsstillelse, og en kæmpestor teknisk udfordring at lave det, og samtidig blev andre af mine og Mogens Rukovs subtile og sindssyge penselstrøg et mærkeligt billede af verden omkring os.«
»Hele filmen er fuld af den slags effekter. Bare det at lave flyvemaskinen i starten – der aldrig har set dagens og virkelighedens lys. Det tog otte måneder at sætte skybilleder og enkeltdele sammen digitalt, for lave den flyversekvens... Den er lavet med nogen billige pc’ere vi købte ind og serieforbandt, og kørte på dem med en meget, meget langsom rendering, som det hedder...«
– Fra om aftenen over night og til næste morgen?
»Næ næ, de stod selv og arbejdede fra den ene uge til den næste! Der findes dyre maskiner, der kan lave det hurtigere, men dem havde vi ikke råd til...«
– Hvad så med replikanterne, ekstraudgaverne af den kvindelige hovedperson i filmen? Er de også kunstigt lavet og lagt sammen i billedet?
»Ja, dialogen indspillet som hørespil, og figurerne filmet én ad gangen, så de kan spille som playback mod hinanden i den endelige udgave...«
– Så det er hovedstjernen Claire Danes, der som sine egne kloner eller replikanter har fået indsat en guldtand som den ene, eller sminket et ar som den anden – det er ikke nogen billigere kvindeudgaver I har castet, som ligner?
»Nej nej! Så det var et spørgsmål om at få kameraet til at fungere ens hver gang og placere Claire på nøjagtige mærker. Og så skal timingen selvfølgelig hele tiden være den samme. Det er kameraet fra første Alien-film, der er brugt til den scene...«
»Men det var vildere på skøjtebanen, hvor kameraet bevæger sig rundt om replikanterne i fuld fart. Det var en kæmpestor kamerarobot på hjul og med en stor rød stopknap. For hvis der er noget, der går galt, og den følger sin egen vilje, så ville det være mange ton, der hvirvlede rundt i skøjtehallen og ud gennem vægge og sætstykker.«
»Maskinen kunne lave alle køreture og kamerabevægelser præcis identiske, når vi tog scenen med de forskellige replikantskikkelser hver for sig på isen. Det tog en dag at optage en sekvens rundt om de næsten ens skøjteprinsesser, men det har taget måneder at lægge dem sammen bagefter, så de optræder samtidig og i fuld fart rundt på isen.«
– Havde du prøvet noget af den slags grej på reklamefilm, tidligere?
»Nej! Og på Filmskolen fik jeg altid at vide, at jeg var bange for kameraet og tekniken, så det her er på en måde en lidt sen reaktion på dén formaning. Eller udfordring...«
»Men alle tricksene er jo kun en del af det hele. Filmen er også tænkt som en millennium-film, hvor Mogens Rukov, min medforfatter, og jeg ville prøve at overskue, hvordan verden tog sig ud ved årtusindskiftet.«
»Nu kom det så til at tage lidt længere tid at få filmen færdig, men det har været meget mærkeligt efter optagelserne at være vidne til 11. september, og få at vide, hvordan der falder is ned i Sahara, eller at det sner om sommeren i Grækenland. Virkeligheden har kastet skygger ind over vores drømme i den fiktionsfilm, vi var i gang med at lave.«
– Hvad kom først, da I skrev filmen – alt det symbolske med kulde, kosmiske forstyrrelser og døde mennesker i rendestenen; eller plottet med de to elskende, der flygter fra en dødstrusel?
»Jeg kan faktisk ikke huske det! For det strakte sig over halvandet år, og Mogens Rukovs og min måde at skrive manuskript på, var denne gang meget ueksemplarisk! Med mange forstyrrelser og lokkende tilbud oven på successen med Festen. Men på en anden led også eksemplarisk, fordi vi denne gang så stædigt forfulgte, hvad vi ville, selv om det var svært!«
»Men det var noget afsindig vigtigt, der lå os på sinde. Og for mig har de forskellige lag i It’s all about love-historien nok altid hængt sammen. Og det har også hele tiden været svært at få dem til at hænge sammen i filmen. Hver gang historien begyndte at fungere som traditionel historie, blev den banal for os, og mistede det holistiske præg, vi ledte efter. Vi var ude i et ærinde, som var virkelig besværligt og stadigvæk er det, nu da jeg sidder og skal markedsføre filmen.«
»For det er en film, der ikke tager publikum ved hånden og fører dem fra A til B. Det har vi sådan set hele tiden vidst og hele tiden set stort på, og det har selvfølgelig betydet, at jeg har ligget vågen en hel del nætter. Ikke mindst mens vi skrev manuskriptet, og hele tiden skulle vælge mellem den lette velfungerende historie, og så noget helt andet.«

Det er en undersøgende film! Som forbliver undersøgende og aldrig når frem til en konklusion. Og som stiller en masse spørgsmål, den ikke besvarer. Det kan godt gå hen og blive et kommercielt problem. Men det kan også være, at den finder sit publikum. De amerikanere, der har set den, er helt vilde med den. Uforbeholdent! Og nu til januar skal den på Sundance-festivalen, som er den mest prestigefyldte i USA.«
»I sin tid med Festen var der også mange, der til at begynde med blev desorienterede, selv om historien var enkel og rendyrket nok. Men alt det med dogmeregler og incest og håndholdt kamera gjorde det åbenbart svært at acceptere den, indtil en hel biograf i Cannes stod op og klappede – så fandt den sin hylde i publikums bevidsthed! Måske finder It’s all about love også sin hylde. Det er ikke til at vide...«
– Jeres film er meget fragmentarisk eller sammensat i sin stil...
»I sin første gennemklipning var filmen meget mere monumental. Men det var jeg ikke tilfreds med. For selv om det var en fantastisk film, var den sværere tilgængelig end den er nu, efter at vi har klippet om på den. Og det så er blevet et impressionistisk maleri, i et helt andet sprog.«
– Der er mange hilsner til andre film i ’It’s all about love’. For eksempel kom jeg i tanke om Godards ’Pierrot le Fou’...?
»Ja det er en af de få Godard-film, jeg aldrig har set...«
– Nå, men dér er det Belmondo og Anna Karina, der flygter for et eller andet hun har rodet sig ud i, ligesom her. Men hvor den mandlige hovedperson i Godards film hele tiden midt i skyderierne ræsonnerer og skriver med spritpen i sin dagbog, har I valgt at lade helten være action-helt, og så lade Sean Penn som broderen oppe i flyvemaskinen være den skrivende og ræsonnerende med det store overblik...?
»Ja den figur er blevet inkarnationen af en Mogens Rukov, rygende og fabulerende højt oppe i luften...«
– Havde Sean Penn nogensinde mødt Rukov?
»Aldrig! Men lige før vi skulle optage scenerne i flyveren, ringede jeg til Mogens og sagde: ’Gør nu hvad du kan, skriv monologen om, svin den til, gør den lystfyldt, få den til at lette’. Så på en måde gav det sig selv i ordene.«
»Manden i flyvemaskinen er først og fremmest et produkt af alle de mennesker, som kosmopolitisk befolker luftrummet og lufthavnene. Han her kan bare ikke komme ned igen! Og der er jo også rumligt set noget med, at han sidder deroppe og kikker lodret ned, og at alting også er lodret i New York!«
– Skøjteprinsesen, i al sin beklemmende internationale berømmelse... Er hun så dig? Eller er du helten, der i Joachim Phoenix skikkelse prøver at hive hende ud af alt det skræmmende med replikanter og dødstrusler?
»Jeg vil helst være lidt af dem allesammen. Men dét i hende, der er mig, er dét der har at gøre med at lade sig carry away og blive trukket ud af sit element og føle sin frihed. Alt det forførende ved at lade sig drage af succes og holde møder og lette fra en lufthavn, og som vi i filmen påstår at man dør af! Hun er trukket så langt væk fra sit hjemland og sin elskede, at hun er ved at visne. Hun står på en isbund. Og det er selvfølgelig en slags refleksion af, hvad jeg har oplevet i årene efter Festen...«
– Kort sagt, din egen oplevelse af situationen dengang?
»Meget kort sagt! – ja. Og det, at hun er skøjteprinsesse kommer ikke bare som en logisk symbolfølge af kulde og mangel på kærlighed, men handler også om at det er smukt når hun løber på skøjter. Dét at glide rundt, vægtløsheden, som også er i billedet af uganderne og af flyvemaskinen og i hele det liv, jeg prøver at beskrive..., men hvor folk giver slip på deres rødder, på deres tillidsforhold, og letter ind i noget, jeg alligevel synes er en illusion, og som ikke er et liv. Og som jeg selv bakser med, altid.«
»Det er derfor, jeg går til karate! Det er for at kunne mærke mig selv og blive hér! Ellers sker der dét, at der pludselig er gået tre år, man ikke kan lugte i sin erindring, fordi man er skøjtet hen over sit liv.«
– Skøjtedansen er åbenbart den æstetiske udgave af alt det kuldslåede, du ellers siger fører lige ind i døden og ulykken...?
»Det er nok rigtigt! Der er noget meget elegant over skøjteprinsesser. Mogens mener ligefrem, at der er noget liderligt over dem! – men det må stå for hans egen regning...«
– Hun er også meget smukt fotograferet. Hendes ansigt er i jeres tætte udgave meget nærværende eller frapperende, så fin hun er at se på. Men er hun alligevel ikke en kold kylling når det kommer til stykket, skøjteprinsessen?
»Det er hun jo nok ved at blive. Hun er på stoffer, og verdensstjerne, og virkelig et produkt af underholdningsindustriens bagside, fuldkommen klicheagtigt set. Men oprindelig er hun et meget smukt væsen, kan man se af barndomsbillederne i erindringen.«
– Men hun er også meget afvisende over for den mandlige hovedperson, som hun alligvel trækker ind i alt det dødsensfarlige, fordi hendes facistoide managerfamilie vil dræbe hende, og lade de evigt unge look-aliker komme til på skøjtebanen...
» Ja, men hun siger til ham inde i kosteskabet, at han skal tage hjem...«
– Og samtidig lader hun være med at underskrive skilsmissepapirerne...
»Det er dét, der hedder vilje og lidenskab, ikke? Hun elsker ham, vil gerne have ham, men ved godt, at han dør, hvis han bliver. Det er vel nærmest Film Noir, ikke?«
– Mange af dine film har døden som påtrængende tema...
»Jeg har nogen historier at fortælle, og i de historier er død og afsked åbenbart fremtrædende elementer, ja.«
– Du har valgt en anden slutning end i Ridley Scotts ’Blade Runner’, hvor agenten forsvinder ud i det grønne landskab med sin elskede replikant...
»Ja, men det er nok heller ikke så mærkeligt, at man kommer til at tænke på den film, for vi har haft Blade Runners to forfattere som manuskriptkonsulenter på It’s all about love.«
– Hvad har i øvrigt betydet mest for dig, for nu at spørge klumpet: Truffauts
’Fahrenheit 451’ eller Jørgen Leths måde at lave film på?
»Jørgen Leths måde! Men de film, eller instruktørværker, der har ligget i min bevidsthed er meget mere banalt sagt Kubrick, Hitchcock, Polanski. Og så en masse film jeg har set gennem årene, som jeg ikke kan huske hvad er for nogen, eller hvad de hed. Et helt lager af filmbilleder i min fantasi...«
– I starten af din novellefilm ’Drengen der gik baglæns’ var der en hilsen til en helt anden genre, har du engang røbet...
»Nåja, hvor drengen sidder på toilettet morgenen efter en voksenfest i kollektivet, og det vælter ind i badeværelset med mennesker, der skal børste tænder og have brusebad, og der dukker én op i baggrunden, der har overnattet i badekarret...«
– Og så råber ungen med sit Anders And-blad fortørnet: ’Altså, jeg sidder her faktisk for at skide!’ – Det er min yndlingsscene, den er meget morsom...
»Ja dér gik Marx Brothers’ kahytscene i lykkelig forening med min kollektive barndom...«
– Tilhører du en generation, der blev åndeligt intimideret fra starten? – af min generation...
»Det kan godt være, at der er forældre, som har overtrådt nogen intimiderende grænser i sin tid, men der er i så fald lige så mange, der har svigtet ved ikke at tage sig nok af deres børn, i al selvoptagethed fra din generations side.«
»Og det er klart, at der var noget med nøgenhed og fri seksualitet. Jeg er nærmerst vokset op mellem kønsdele i kollektivet, og var den eneste med badebukser på hele sommeren igennem. Og skulle hele tiden høre på ’Hvorfor er du så genert?’ – det kunne godt være et problem!«
– Er det dybest set den slags overskridelser ’Festen’ handler om? Har faderen overhovedet forgrebet sig fysisk på sine børn, eller er der snarere tale om en åndelig intimidering, som sønnen puster op i sin fatale festtale med valg mellem gult og grønt kort?

Jeg har aldrig selv følt mig overskredet af mine forældre og holder meget af dem. Det er ikke dem, der har snydt for tilstedeværelsen. Og jeg synes i det hele taget, at min generation har misforstået noget ved hele tiden at spytte den foregående generation i ansigtet, eller skælde ud over at have boet i kollektiver i sin tid.«
»Det var også smukt at leve i kollektiv, og at kunne følge med i hvad andre foretog sig. Det kan jeg godt savne den dag i dag. På en måde var der nok også tale om afsmitning af en liberalisering, som måske har overskredet børns blufærdighed. Men vi saboterer vores egen cyklus ved ikke at respektere den ældre generation, og vi har brug for den ældre generations erfaringer. Vi skal jo selv den vej allesammen. Det er decideret utaktisk at deltage ukritisk i ungdomsforherligelsen, for tiden arbejder imod den!«
»Jeg siger ikke, at tingene skal have lov at forstøve, eller at mennesker skal have lov at korrumpere sig selv ved at sætte sig på magten. Men jeg bilder mig ind, at hvis der var respekt for dét at blive ældre i Danmark, så var der vel heller ingen ældre der behøvede sætte sig på magten, men kunne så i stedet for dele ud af den.«
»Jeg oplever det i samarbejdet med Mogens Rukov, som er væsentligt ældre end mig, men ung i sin sjæl.«
– Den nye film handler i dramatisk grad om et parforhold. Er dét så et generationsbudskab?
»Det er vel en klassisk filmhistorie, først og fremmest. Men den handler i vores film om kærlighed i kontinuert form. Ikke i den dér pubertære form, man ofte ser som kærlighedshistorier på film, men om mennesker, der har et liv sammen. Sådan som Mogens har haft det med en kvinde i 27 år, og jeg i 15. Det er dét, der har ligget os på sinde, og ikke så meget det dér damebladsagtige om, at vi yngre gifter os, fordi det gjorde jeres ældre generation ikke.«

FAKTA
Thomas Vinterberg
*Født 1969
*Uddannet på Den danske Filmskole
*1993 afgangsfilmen Sidste omgang
*1994 novellefilmen Drengen der gik baglæns
*1996 spillefilmen De største helte
*1998 dogmefilmen Festen
*2003 premiere på It’s all about love
*Kommende film Dear Wendy, med manus af Lars von Trier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her