Læsetid: 12 min.

Liv i ondskabens aske

I løbet af de sidste 20 år er det velstillede og veluddannede Irak, som de gamle irakere husker det, blevet revet væk under fødderne på dem. De lever nu i et stalinistisk stikkersamfund, hvor det absurde er blevet normalt og skurken en helt
7. december 2002

Essay
Bagdad
En lille pige med store, brune øjne og krøllet, mellemblondt hår kigger sørgmodigt frem for sig. Store, tunge tårer triller i lige rækker ned ad kinderne mod hendes sammenknebne mund. Hun er vel fire år og hænger ganske livløst på et søm på væggen. Maleriet af pigen er det eneste, der bryder med de fire nøgne og engang hvide vægge. Billedet er i bedste fald kitsch, i værste fald rædselsfuldt dårligt, men til gengæld har det været billigt, og det er det, der tæller i Fadwat Arab-
bydelen i Bagdad. Her slår FN’s sanktioner fuldt og helt igennem, og derfor er det en knækket mand, der står foran sit hus og tager imod. Han må lide den ulykke, at hans familie på 12 år er rutsjet fra en komfortabel plads i den solide irakiske middelklasse til en plads i bunden af samfundet.
I dag sælger han cigaretter på gaden og tjener 50 dollar om måneden – før invasionen af Kuwait i 1990 og de efterfølgende sanktioner arbejdede han som maskinsnedker ved en AMC-drejebænk Made in Denmark og tjente 2.100 dollar om måneden. Dengang var der råd til ferierejser til Tyrkiet og Bulgarien og den grædende rædsel på væggen, men i dag er der ikke en gang råd til nyt tøj.
Af familiens 50 månedlige dollar går de 10 til husleje og resten skal slå til for både manden selv, hans kone og deres seks børn. Ingen af de andre i familien har noget arbejde, så børnene i alderen seks til 19 år har ikke andet at lave end at vente på, at tiden går. Den ældste har en cykel, som han balancerer rundt mellem affaldsbunkerne og hullerne i vejen foran familiens hus, de fem andre børn har kun deres humør og hinanden.
Husets to værelser rummer nogle få møbler. Tidligere kunne familien boltre sig i et større møblement, men det meste er blevet solgt for at skaffe de mest nødvendige dagligvarer. Et sørgeligt billede på familiens elendighed er den velkomst, den kan byde sine gæster. Normalt bliver man i den arabiske verden budt på te i små glas med guldkant – fyldt til randen og med et centimetertykt lag sukker i bunden.
Uanset om man er gæst hos ministre eller organisationer, på skoler eller i private hjem, kommer teen på bordet, så snart en gæst kommer inden for døren – ligegyldigt om gæsten vil have den eller ej. Te hører med, når man får gæster, og sådan er det. Bare ikke i Fadwat Arab. Her er te blevet en kostbar vare, der skal spares på, og derfor må gæster nøjes med at blive budt indenfor med vand fra hanen serveret i en grøn plastickande.
De har ganske vist te fra de statsbetalte rationspakker, som hver eneste iraker høj som lav får hver måned. Alle får den samme ration, og de internationale nødhjælpsorganisationer roser regeringen for at gennemføre uddelingen til tiden og med største omhyggelighed. I rationspakkerne er der olie, mel, sukker, ris, bønner, sæbe og tebreve til en måneds forbrug. Slår rationen ikke til, må irakerne selv spæde op, men i princippet er der nok mad til, at ingen iraker er i fare for at lide hungersnød. De fattigste har imidlertid ingen penge at købe mere te, sukker, endsige kød og grøntsager for, så te er ikke længere noget, de bare serverer.

I 1970’erne var Irak det land i den arabiske verden, der havde den højeste levestandard. Hospitaler skød op overalt, elektricitet blev hver mands eje, infrastrukturen blev forbedret over hele landet, og langt de fleste irakere fik rent drikkevand ud af vandhanerne i deres hjem. Saddam Hussein var på det tidspunkt kun vicepræsident, men de facto landets leder. Selv om han allerede den gang var en brutal diktator, der kynisk tog livet af alle reelle, potentielle og formodede modstandere, gjorde han en stor indsats for at skabe et land på første klasse. Han gjorde det ikke af oprigtig interesse for sit folk, men fordi han mente, at et folk med fyldte maver ikke ville lave revolution. Uanset at hans motiver således var skumle, ændrer det ikke ved, at han gav Irak et kæmpe løft. Særligt hans anti-analfabetisme-kampagne var en succes, og på få år fik han praktisk talt lært hele sin befolkning at læse. Indsatsen tjente ham en udmærkelse fra UNESCO, og alfabetiseringen gav også pote længere oppe i uddannelsessystemet, hvor irakerne gjorde sig positivt bemærket på internationale universiteter. Da landet i 1980 gik i krig mod Iran, var det med en af regionens bedst uddannede befolkninger i ryggen.
Men krigen mod Iran blev en dyr lærestreg for Irak og Saddam Hussein og begyndelsen til enden på irakernes velstand. Diktatoren havde forestillet sig, at ayatollah Khomeini ville bukke under hurtigt, og at hans krig på vegne af det allerede dengang islam-forskrækkede Vesten ville være overstået i løbet af tre måneder. Som så mange gange siden forregnede Saddam Hussein sig, og krigen blev en udmarvende, stillestående affære, der strakte sig over otte år. Som tiden gik, blev stadigt flere penge taget fra sociale og infrastrukturelle investeringer og overført til krigskontoen.
Da krigen endelig sluttede nogenlunde der, hvor den begyndte, var Irak om ikke knækket så i hvert fald i knæ og i begyndende forfald. Siden kom invasionen af Kuwait, det internationale modangreb og FN’s sanktioner, der satte fuld fart på den nedtur, krigen mod Iran havde sat i gang.
Med sanktionerne fulgte en international isolation, der yderligere blev forstærket af det irakiske regimes galopperende frygt for dets eget folk. På grund af isolationen og regimets paranoia er der ingen, der ved, om irakerne er klar over, hvorfor de havnede i den situation, de står i i dag. Ingen ved om irakerne er klar over, hvilke alvorlige forbrydelser deres præsident har begået mod uskyldige mennesker i Irak og Iran. Ingen ved, om irakerne kun kender regimets version, der siger, at FN’s sanktioner ene og alene har skylden for den irakiske ulykke.

I princippet ved irakerne kun det, deres medier fortæller dem, for den globaliserede omverdens frie medier kan ikke trænge gennem det irakiske regimes informationsmonopol. Satellit-tv er forbudt, og internettet er for dyrt og for utilgængeligt for det store flertal, og selv hvis irakerne kunne klikke sig ind på uafhængige hjemmesider, skal der meget til for at overbevise dem om, at 20 års propaganda styret af Saddam Hussein er løgn og latin. Hele den unge generation har aldrig kendt andre verdener end Saddam Husseins, og de ældre generationer, der gør, tør ikke sige, hvad de egentlig ved.
En gammel skolelærer i Bagdad bliver synligt utilpas på et meget direkte og dumdristigt spørgsmål om hans holdning til regimet.
»Det ved jeg ikke... det er svært at sige... regeringen har det ikke let...,« siger den gamle nervøst og tilføjer: »Du må ikke skrive mit navn.«
At han ikke med det samme lirer regimets propaganda om det usårlige og ufejlbarlige lederskab af sig siger mere end ord og beviser, at den ældste generation ikke hopper på hvad som helst.
Men blandt de yngre, der er opvokset i informationsvakuumet, er rygter, fakta og fantasi rørt sammen til en uadskillelig masse, der stortrives i Saddam Husseins stalinistiske stikkersamfund.
Irakerne behøver dog hverken satellit-tv eller internet for at forsikre sig om, at de virkelig er blevet totalt isolerede. Selv om de gerne vil tro, det er anderledes, kan de ikke en gang være sikre på, at deres arabiske brødre vil hjælpe dem i nødens stund. Irakerne er blevet svigtet før og bliver det sikkert igen. De har derfor kun én mand i hele verden, der tilsyneladende vil tale deres sag. Han hedder Saddam Hussein, og selv om han er en modbydelig diktator, så er han det irakiske folks eneste håb. Derfor gør irakerne som både israelere og amerikanere, når de kommer under kraftigt ydre pres: De rykker sammen om den stærke mand i midten, og forsvarer ham med hud og hår uanset hvad.

Mr. Abbas lever af at forsvare det irakiske regime og præsentere det fra dets bedste side. Mr. Abbas er uddannet oversætter i engelsk og lever nu af at føre udenlandske journalister rundt i Irak og sørge for, at de får set alt det, der støtter regimets sag, og så lidt som muligt af det, der er til skade. Hvad han som et veluddannet og reflekterende menneske egentlig mener om styret og landets situation, holder han for sig selv. Da der alligevel ingen synlige alternativer er, og regimet hjælper ham til at forsørge sin kone og seks børn, er der for ham ingen grund til at lufte kritiske holdninger overhovedet. Han passer sit arbejde, hverken mere eller mindre.
Det første, han siger, handler om, hvor mange penge han kan få for sit arbejde. For selv om han er offentligt ansat, og staten tjener gode penge på at opkræve uhyrlige afgifter og gebyrer fra vestlige journalister, er det ikke noget, der smitter af på mr. Abbas. Hans løn skal betales oven i udgifterne til Informationsministeriets uhyrligheder sammen med lønnen til chaufføren, til dem der skriver ansøgninger om besøgstilladelser og til den mand, der gør regningen for gildet op. Men korruptionen i ministeriet og i resten af det irakiske samfund skyldes ikke folk som mr. Abbas, chaufføren eller kassemesteren. De prøver bare at klare sig under de vilkår, regimet har bestemt. Vilkår der også gør, at skolelæreren ikke tør sige, hvad han ved, og at familien i Fadwat Arab ikke kan servere te for deres gæster. Ingen af dem har valgt eller ønsket Saddam Husseins regime eller FN’s og USA’s sanktioner for at komme præsidenten til livs. De er alle hæderlige og ordentlige mennesker, der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen for sig selv og deres familier i et land, hvor det absurde er blevet normalt og skurken en helt.

For irakerne var Sikkerhedsrådets langtrukne diskussion af, om det skulle være den ene eller den anden type resolution, uinteressant. Det samme er analyserne af præsident Bushs mulige modererede eller skærpede retorik over for Irak. Irakerne har vidst i 12 år, at der på et eller andet tidspunkt vil komme en krig, som de ingen indflydelse har på. Krigen vil blive en intensivering af de sporadiske bombardementer, amerikanske og britiske fly siden 1991 med mellemrum har udsat formodede irakiske militæranlæg for i den nordlige og sydlige flyveforbudszone. Krigen vil medføre en forværring af den i forvejen alvorlige humanitære situation, hvor det store flertal af
irakerne overlever på minimumsrationer, og mange lider og dør af sygdomme som følge af forurenet vand og mangel på medicin. På grund af veritabel hjernevask og frygtsom loyalitet over for regimet siger irakerne ikke andet om krigen, end at »USA kan bare komme an. Vi er vant til krig og ikke bange for en ny«. Mantraet rummer et gran af sandhed, men nødhjælpsarbejdere i Bagdad advarer om, at det er et Irak i en helt anden tilstand end forud for de tidligere krige, der i dag står over for truslen om et angreb.
»I dag har folk ikke de ressourcer, de havde før krigen mod Kuwait – de har ikke de samme opsparinger,« siger Margaret Hassan, der leder CARE Internationals nødhjælpsprogrammer i Irak.
»Vi kan aldrig forberede os på et
worst case-scenario, og vi kan aldrig blive i stand til at hjælpe alle,« siger en anden højt placeret nødhjælpsarbejder, der vurderer, at NGO’erne kun vil være i stand til at hjælpe en lille procentdel af befolkningen, hvis eller når krigen kommer.

Umiddelbart er der ingen tvivl om, at det vil være en klar fordel for irakerne at slippe af med Saddam Hussein. Selv om han lige for tiden ikke tager livet af sin befolkning i noget større omfang, men derimod viser sig fra sin imødekommende side ved tilsyneladende at frigive alle fanger og lukke FN’s våbeninspektører ind, skal man ikke tage fejl. Saddam Hussein er hverken næstekærlig eller nådig, men en kynisk og beregnende diktator, der har været kraftigt medvirkende til den katastrofe, Irak i dag lider under. Han er eneansvarlig for den totale mangel på demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed og for terroriseringen og indoktrineringen af den irakiske befolkning gennem mere end 30 år.
Diktatorens ødelæggelse af det en gang så velhavende og velfungerende
irakiske samfund er blevet hjulpet godt på vej af FN’s sanktioner, der er blevet indført og fastholdt efter amerikansk pres.
Sammen med de fortsatte bombardementer af Nord- og Sydirak, der til stadighed koster irakiske civile livet, har sanktionerne efterladt irakerne med den klare overbevisning, at de er målet for det internationale samfunds vrede – i modsætning til præsidenten og hans slæng, der tydeligvis er gået fri og lever fedt.
»Der er ingen tvivl om, at USA går efter de civile irakere,« siger mr. Younis på en cafe i Bagdad.
Han er officer i hæren, men gik på pension allerede i begyndelsen af 1970’erne, i god tid inden Saddam Husseins krigseventyr begyndte. Han hørte de amerikanske forsikringer i 1991 om, at krigen ikke var rettet mod ham og irakerne, men måtte alligevel krybe sammen i beskyttelsesrum med sin familie. Han frygtede at blive ramt af vildfarne bomber, der var tiltænkt de militære installationer, Saddam Hussein kynisk har placeret tæt på civile områder og i selve Bagdad. I Basra i det sydlige Irak lider befolkningen i dag, 12 år senere, af en kræftepidemi, fordi nogle af de amerikanske bomber indeholdt forarmet uran. »Hvordan kan jeg tro andet, end at de vil dræbe civilbefolkningen, når de bruger den slags bomber,« spørger mr. Younis.
I Bagdad-forstaden al-Amariya ligger endnu en makaber bekræftelse på mr. Younis’ mistanke. Den 13. februar 1991 blev et beskyttelsesrum med 422 kvinder og børn ramt direkte af to amerikanske bomber. Som et borehoved skruede den første sig ned gennem den to meter tykke beton og banede vejen for den næste, der med sin last af et napalm-lignende stof brændte alt og alle til ukendelighed.
Bomberne blev efter nogen tid beklaget af den amerikanske krigskommando, men da var det for sent og de 408 omkomne allerede begravet i det omfang, de overhovedet havde jordiske rester. Bunkeren er siden blevet det vigtigste tandhjul i den irakiske propagandamaskines kværnen om den amerikanske kynisme og menneskeforagt – en maskine, der kører, hver gang udlændinge besøger landet.
På væggene i beskyttelsesrummet hænger billeder af de mange dræbte kvinder og børn sammen med pressefotos fra det modbydelige oprydningsarbejde i timerne efter. Bunkeren er ved at blive lavet til et museum og har derfor en guide, der med en rød laser-pointer viser rundt. Pointerens ivrige prik løber rundt langs en lys skygge på den afsvedne væg.
»Her ser du silhuetten af en kvinde med sit barn. Hun stod op ad væggen, da bomben faldt. Hendes figur efterlod denne aftegning,« siger guiden rutinemæssigt.
Hun kan historien og ved, hvornår hun skal buldre på patos-trommerne for at få den ønskede effekt i vestlige medier.
For irakerne er der ingen tvivl om, at den daværende præsident, George Bush, var den største kyniker den nat i Bagdad. Amerikanerne undskyldte sig senere med ufuldstændige efterretninger, der indikerede, at bombemålet udelukkende var en militær installation. De vidste intet om de civile og rasede siden over, at kun en kynisk diktator finder på at placere et beskyttelsesrum oven på militære installationer.
Det værste for irakerne er, at det ikke gør nogen forskel, hvem der er mest skruppelløs, eller hvis skylden er for deres ulykke. For dem føles lidelserne og ondskaben ens, og det liv, de havde en gang, ligger i aske.q

*Dette er den sidste i en serie artikler fra Irak. Tidligere artikler kan læses på arkiv.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu