Læsetid: 3 min.

Er løbet kørt?

Lidenskabelige fjender af motorsport får en vis tilfredsstillelse af at læse aviser denne tid: Formel 1 er i krise
5. december 2002

Motorsport
BERLIN – Som sportsbegivenhed var Formel 1 i år en katastrofe.
Efter tre løb var verdensmesterskabet i realiteten afgjort. Snerrende motorer, blå tåger – og Michael Schumachers røde Ferrari var først i mål. Spændende kan man ikke kalde det.
Den tysk-italienske succes-duo nød naturligvis voldsom popularitet i hjemlandene, mens tv-seerne i resten af verden begyndte at sive – og konkurrenternes sponsorer så sig om efter mere effektive måder at brænde reklamebudgettet af.
Formel 1 er kort sagt i krise. Verdens mest overflødige sport kæmper for at fastholde sin position som verdens næststørste tilskuersport. At krisen hænger sammen med løbets bedste kører gør det ikke nemmere at finde en løsning.
Problem nummer ét: Michael Schumacher. Racerhelten er så dygtig, at han i fem verdensmesterskaber har givet konkurrenterne baghjul – intet tyder på, at han i den nærmeste fremtid sætter farten ned, og alvorlige konkurrenter er svære at få øje på.
Manden, som måske kunne gøre ham rangen stridig, den tidligere verdensmester Mika Häkkinen, vil ikke mere. Dette efterår sagde han endegyldigt nej til et comeback.
»Jeg vil have ro,« forklarede Mika.
Men hvis der ingen spændig er om løbenes udfald, bliver sporten forudsigelig. Forrige måned vedtog løbsledelsen derfor nye regler, der skal gøre kampen lidt mere jævnbyrdig.

Sympatisk og røvkedelig
Problem nummer to: Michael Schumacher. Modsat tidligere
tiders kørere er tyskeren så disciplineret og korrekt i sin opførsel, at der aldrig undslipper en skandale fra hans stald. Ingen historier om hurtige kvinder og stærke drikke. Når kedelige Michael får fri, flyver han hjem til familien i skattelyet Schweiz.
Læserne af alverdens boulevardblade kan nok beundre sportsmanden Schumacher, men holde ud at læse om ham i længden...? Nej, de savner kulørte levemænd som James Hunt, verdens-mesteren fra 1976, hvis dragt var forsynet med påskriften »Sex – morgenmad for champions«. Han nød hvert eneste måltid frem til sin tidlige død som 45-årig.
Problem nummer tre: Michael Schumacher. Når der ingen spænding er om løbene og den endelige vinder, mister de øvrige hold opmærksomhed. Det er især skidt for sponsorerne, der føler sig berettigede til en vis eksponering i betragtning af alle de millioner, de hælder i bilerne.
Michael Schumacher er dog ikke det eneste problem. Nye EU-regler og den økonomiske krise i Tyskland bidrager også til miseren i Formel 1.

EU blander sig
De hurtige racerbiler udvikles af bilfabrikkerne, og investeringerne er gigantiske, men regningen deler de med andre. I virkeligheden er bilerne rullende reklamesøjler for firmaer, der betaler millioner for at få lov til at sætte et klistermærke på karossen eller sy en lap på kørerdragten.
Blandt de største sponsorer er tobaksgiganter som Phillip Morris og Benson & Hedges. Via Formel 1 kan producenterne af disse sundhedsskadelige produkter få lov at præsentere sig i positive rammer.
Det bliver bare sværere i fremtiden, for EU’s Ministerråd har netop vedtaget at forbyde tobaksreklame, og dermed bliver der mærkbart færre kunder til de dyre reklame-kvadratcentimeter, fordi de tyske motor-mæcener også må melde pas.
Deutsche Post, bryggeriet Veltins og tysk Telekom har valgt at trække sig fra Formel 1. Elektronikkoncernen Siemens overvejer stadig, om kontrakten med McLaren skal forlænges.
»Vi går svære tider i møde, i den øjeblikkelige økonomiske situation har intet stort firma råd til at putte en masse penge i Formel 1,« siger Werner Heinz, der markedsfører sportsfolk, til avisen Die Welt.
Eneste mulige løsning på racerløbenes problemer synes at komme fra Ferraris ejer, Fiat. Den italienske bilfabrik rystes af en svær økonomisk krise og vil i 2004 barbere sin racerafdeling med de 600 ansatte ned med 350 millioner kr. Til den tid kan det være, at gassen går af Skt. Michael.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her