Læsetid: 2 min.

Lokalt/globalt

6. december 2002


Globalt/Lokalt

Fælles luftrum over Europa
*EU-landene vil skabe et fælles europæisk luftrum fra udgangen af 2004 for at give plads til flere fly i luften over Europa samtidig med, at der skrues op for sikkerheden og ned for forsinkelserne.
Det besluttede Unionen i går efter flere timers debat, bilaterale samtaler og mødeafbrydelser på et trafikministermøde i Bruxelles, hvor flere lande især søgte solide garantier for, at det fælles luftrum respekterer landenes militærflyvninger og forsvarsinteresser.

TV2-ønske om brugerbetaling afvist
*Venstre vil under ingen omstændigheder acceptere, at TV2 bliver betalingskanal. Hverken før eller efter en privatisering. Det fastslår Venstres politiske ordfører og medieforhandler, Jens Rohde, efter offentliggørelsen af TV 2’s ønsker om at gøre hovedkanalen til en betalingskanal.
»Regeringen vil lave en kontrakt med de kommende ejere. En helt afgørende betingelse for at få lov til at drive TV2 er, at kanalen bliver gratis tilgængelig, og at ejerne overholder kravene til public service. Det kommer ikke til diskussion,« siger Jens Rohde.

’Irak-krise er model for Nordkorea’
*Udgangen på den aktuelle krise omkring Irak vil af det internationale samfund blive model for løsningen af den krise omkring Nordkorea, som er ved at udvikle sig.
Det mener den franske atomfysiker Georges Amsel, som allerede i 1970’erne og 1980’erne var fremme i den offentlige debat som en stærk kritiker af det fransk-irakiske samarbejde inden for atomteknologi.
»Irak-krisen har fået flere globale dimensioner, efter at Nordkoreas atomvåbenprogram er blevet afsløret,« siger Georges Amsel i et interview med den japanske avis Yomiuri Shimbun.
Den vil blive en prøve på, hvorvidt det er muligt at finde en fredelig løsning på et problem med masseødelæggelsesvåben.

Farum-kommission vedtaget
*Et flertal uden om regeringen vedtog i går at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave Farumsagen. Kommissionen skal supplere den strafferetslige undersøgelse, som Bagmandspolitiet er i gang med. Den skal især kigge nærmere på, hvorfor tilsynsmyndighederne og ministerierne ikke greb ind, før sagen brød ud i medierne.

Bred protest mod gen-planter
*En bred samling af organisationer fra Forbrugerrådet til danske biavlere advarer nu i en fælles erklæring mod at tillade gensplejsede planter i Danmark.
Først når der er sikkerhed for, at genmodificerede (gmo) afgrøder kan holdes fuldstændig adskilt fra økologiske afgrøder, bør der åbnes for den ny teknologi i landbruget, mener de 11 organisationer. De stiller også krav om ansvarsforsikring ved dyrkning af gensplejsede planter, fordi de frygter ’smitte’ via pollen og spildfrø.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu