Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

4. december 2002


Lokalt

Justitsminister vil ikke sige undskyld
*Justitsminister Lene Espersen (K) afviser at give den tjetjenske vicepremierminister Akhmed Sakajev en officiel dansk undskyldning efter beslutningen om ikke at udlevere ham til Rusland.
»Jeg må igen tage skarpt afstand fra enhver påstand om, at der skulle være truffet politisk prægede beslutninger i sagen,« siger Lene Espersen.
Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har alle opfordret VK-regeringen til give Sakajev en undskyldning.ritzau

Haarder lover DF nye stramninger
*Integrationsminister Bertel Haarder (V) lover nu Dansk Folkeparti stramninger omkring den danskprøve, som udlændinge skal bestå for at få statsborgerskab. Løftet fra ministeren kom i går, efter at Dansk Folkeparti havde meldt ud, at partiet ikke er tilfreds med de krav til danskkundskaber, som udlændinge skal opfylde for at få indfødsret. Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Søren Krarup, ville derfor ikke melde klart ud, om partiet vil stemme for listen over de personer, som står til at få statsborgerskab.
Ifølge Bertel Haarder vil kravene til danskprøven blive højnet, så den ikke længere kun sikrer, at en ny statsborger kan arbejde som ufaglært. Ifølge de nye sprogkrav skal en udlænding også kunne følge et AMU-kursus eller en efteruddannelse på arbejdsmarkedet.
Dansk Folkepartis Søren Kraup betegnede ministerens løfte for »hæderligt«.ritzau

Opposition tager magten i Farum
*Oppositionen i Farum Kommune, den tidligere ’Vinkelvejsgruppe’, har taget magten fra det gamle Venstre og borgmester Lars Carpens (V) ved at konstituere sig som et nyt flertal i den politisk og økonomisk fortumlede kommune. Det nye flertal vil reducere antallet af fagudvalg fra 12 til otte og overtager samtidig selv formandsposten i samtlige udvalg bortset fra børneudvalget, som det gamle Venstre har fået lov til at få. Desuden er Lars Carpens som borgmester ’født’ medlem af det niende udvalg, økonomiudvalget.
Sabine Kirchmeier Andersen (S) siger, at initiativet er et kraftigt signal til Lars Carpens om, at byrådet og borgerne ikke længere kan leve med, at tingene ikke bliver gjort ordentligt, og at han handler bag om ryggen på byrådet og økonomiudvalget.
ritzau

Per Stig presser Grækenland
*I kan blive eneansvarlige for, at den historiske ’big bang’-udvidelse af EU fuser ud. Dette indtryk ønskede udenrigsminister Per Stig Møller) at efterlade, da han i går var på lynvisit i Athen og talte med græske politiske ledere. Per Stig Møller sagde, at hvis Grækenland nedlægger veto mod at lukke 10 nye lande ind i EU, fordi de øvrige EU-ledere nægter at acceptere et delt Cypern, så er det værst for den græske ledelse selv.
»Det bliver den græske regering, som får alle problemerne, hvis udvidelsen ikke gennemføres,« sagde den danske udenrigsminister med et skævt smil. Han henviste til, at Grækenland fra nytår overtager EU-formandskabet efter Danmark.ritzau

Globalt

Dansk håndtering af EU-sag skoses
*Finansminister Thor Pedersen stødte frontalt sammen med Luxembourg, da han i går forsøgte en feberredning af en fastkørt EU-strid om beskatning af skjulte formuer. Luxembourg, Østrig og Belgien afviste pure det kompromisforslag, som Thor Pedersen fremlagde på et møde for EU’s økonomi- og finansministre i Bruxelles.
Ifølge Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, havde danskerne været så sent ude i sagen om den såkaldte skattepakke, at Luxembourg end ikke kendte til det danske udspil forud for mødet.

Saudi vil slå ned på velgørenhed
*Saudi-Arabien vil begynde at slå ned på velgørenhedsorganisationer, der muligvis kanaliserer penge videre til ekstremistiske, militante grupper.
Det rapporterede den amerikanske avis Washington Post i går. Saudi-Arabien har længe været under amerikansk pres for at gøre langt mere for at hindre, at terrorister får tilført penge fra private saudiarabere og fra organisationer, der siger, at de bruger pengene til velgørende formål.

’Optag ikke et delt Cypern’
*Den tyrkisk-cypriotiske leder, Rauf Denktash, har opfordret EU til ikke at sætte en Cypern-fredsaftale over styr ved at optage et delt Cypern i Unionen på topmødet i København senere på måneden. I et brev, som det danske EU-formandskab modtog i går, lover Denktash snart at komme med sit svar på FN’s fredsplan om at genforene de tyrkiske og græske cyprioter.
»Indtil da håber jeg ikke, at hele processen vil blive sat over styr på København-topmødet ved at EU indlemmer ’Cypern’, mens FN gør sig alle bestræbelser på at finde en fælles løsning for de to parter,« hedder det i brevet.

Omstridt søgetjeneste lukker
*Den omstridte internetsøgetjeneste Newsbooster lukker i Danmark og genopstår i Storbritannien. Næste år stiles mod et franchise-selskab i Japan, og i flere andre lande er aktiviteter undervejs.
»Kassen i Danmark er ved at være tom. Danske dagblades retssag mod os har været en dræbende tidrøver, så nu går jeg i gang med et mere frugtbart arbejde i udlandet,« siger medstifter af Newsbooster, Nicolai Lassen til Journalisthøjskolens nyhedsbrev E-jour.
Newsboosters tjeneste fungerede ved, at abonnenter kunne få foretaget automatiske tværsøgninger på bl.a. danske nyhedsmedier på nettet.

Irak synes at arbejde med FN
*Irak synes at ville samarbejde til fulde med FN i verdensorganisationens bestræbelser på at fastslå, hvorvidt styret i Bagdad råder over masseødelæggelsesvåben. I går gav irakerne FN’s våbeninspektører uhindret adgang til et af præsident Saddam Husseins paladser, og samtidig ser det ud til, at den rapport, Irak er blevet pålagt at aflevere om dets våbenarsenaler, bliver færdig før tiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her