Læsetid: 7 min.

Lyden af forbandet ungdom

Rockmusikken og dens undergenrer har gennem hele efterkrigstiden fungeret som fortolker af unge menneskers følelser, fornemmelser og tanker, hvorfor man i lyset af det voldsomt faldende pladesalg må spørge, om den omstændighed har ændret sig?
6. december 2002

(2. sektion)

Identitet
Da en amerikansk sociolog engang i 1940’erne skabte begrebet teenager for at kunne beskrive de helt unge fra ’thir-teen to nine-teen’, skete det ud fra en erkendelse af, at de unges stilling i samfundet var ved at ændre sig. Til da og langt, langt tilbage i historien blev overgangen fra barn til voksen betragtet som noget, der skulle overstås. Ikke nok med det – i det i mange århundreder fundamentalistisk kristne Europa blev puberteten også opfattet som noget decideret farligt. Det var selvfølgelig den vakte seksualdrift samt de unges trang til det grænseoverskridende, der gjorde, at man både holdt kønnene adskilt og lynhurtigt forsøgte at forvandle dem til små voksne.
Selvfølgelig må der her peges tilbage på romantikken og ikke mindst Goethes roman om Den unge Werthers lidelser som startskuddet på den ungdomskult, der p.t. (forhåbentlig) kulminerer i den vestlige verden, hvor voksen er blevet et skældsord og alderdom et tabu på linje med incest og fækaliesex. Thi der hersker i det romantiske idegods en forestilling om, at unge (og børn) er tættere på det ’oprindelige’ og ’naturlige’ – to svært definerbare begreber, det netop af samme grund er så herligt at smide om sig med – der idelogisk kan knyttes til rockkulturen, især i hælene på det selvforherligende ungdomsoprør, der udspillede sig i sen-60’erne.
Fra starten har rockmusikken og velfærdssamfundet været tæt forbundne, thi det var da den økonomiske optur tog sin begyndelse i USA i de tidlige 50’ere, at unge begyndte at få penge mellem hænderne, som vel at mærke ikke skulle afleveres derhjemme for at indgå i den hjemlige økonomis kredsløb. Tværtimod kunne de unge forvente at få deciderede ’lommepenge’, som evt. kunne suppleres med indtægter fra et deltidsjob efter skole.
Parallelt med Den Kolde Krig og våbenkapløbet mellem USA og Sovjet øgedes fokus i Vesten på videregående uddannelser og den dermed afledte forlængelse af tilstanden ung. Disse samspillende faktorer betød, at såvel de unge selv som deres omgivelser begyndte at betragte teenagere – og efterhånden også folk langt op i 20’erne – som en selvstændig befolkningsgruppe, og dermed opstod behovet for at demonstrere denne nyfundne identitet. Dette afspejlede sig i første omgang inden for især felterne mode og musik; de unge ville ikke længere fremstå som små kopier af voksne og kunne slet ikke forholde sig til voksengenerationens musik, d.vs. genrer som swing, jazz, easy listening og croon.

Banke banke på – uden før døren stod rock’n’roll og lignede guddødeme en neger til forveksling. Den tidlige rockmusik ved folk som Bo Diddley, Little Richard og Chuck Berry lød i voksne ører som det rene jungle tam-tam og det var netop pointen: Det var af anderledes kontant fysisk karakter end den accepterede, stærkt stiliserede dansemusik og kunne derfor så let som ingenting føre til det mest frygtede af alt: uønsket svangerskab.
Med The Beatles og Bob Dylan i midt-60’erne blev det så nærmest livets allerdybeste mening at være ung, ja Swinging London var emblematisk for en tid, hvor det ny pr. automatik var det gamle overlegent. Og musikken emmede af lykkebetonet optimisme – Beatles – og en dybt samfundskritik stillingtagen – Dylan – som hånd i hånd skabte fundamentet for det ungdomsoprør, der skulle tilføje den allerede sprængfarlige cocktail en række nye farlige, men også potentielt lykkebringende ingredienser: bevidsthedsudvidende stoffer, friere seksualitet, østlig mystik og en kollektiv verdensopfattelse. For ungdomsoprørerne – den antalsmæssigt store generation af babyboomers – var musikerne nærmest hellige skikkelser, hvis sange bragte bud om Det Ny Samfund, der lå lige om hjørnet. Identifikationen var til at tage og føle på.
I løbet af 70’erne lykkedes det de store pladeselskaber at tøjle og inddæmme de anarkistiske kræfter, der blev sluppet løs i 1967, med tårnhøje indtægter til følge for alle involverede, hvilket skabte fundamentet for det Rock’n’roll Babylon, stærkt højreorienterede grupper ynder at fremvise som skræmmebillede, selvom det selvfølgelig har en tendens til at have den modsatte virkning. Samtidig dukkede de første klare generationsskel op mellem de helt unge og de lidt ældre unge... således tændte mange af 60’ernes frontkæmpere voldsomt af på de genrer, der satte dagsordenen i 70’erne: glamrock, disco, punk og new wave fik hårde ord med på vejen af en generation, der mere end nogen anden havde peget på musikken som største identifikationskilde og ikke mindst vigtigste bærer af Ungdommens Budskab. Så længe det vel og mærke var Det Rette Budskab. Men for dem, der stod i det, så det naturligvis anderledes ud, da denne musik udtrykte deres følelser og tanker i en økonomisk nedturstid.
Der opstod således brudlinjer de unge imellem, ja, sågar generationskløfter, som ofte var sværere at overskride end den klassiske forældre og børn imellem. Disse kløfter blev kun større i de hedonistiske 80’ere, hvor dekadence, glamourdyrkelse og popstjerner som Madonna, Prince og Michael Jackson bragede igennem med hjælp fra 24-timers tv-kanalen MTV, der til stadighed – og stadig den dag i dag – agerer udstillingsvindue for, hvad især de alleryngste musikforbrugere tænder på. Der blev tjent rigtig mange penge i musikbranchen i 70’erne og 80’erne, og selvom der fra samme branches side blev skumlet over den piratkopiering, der foregik fra lp-plader over på kassettebånd, gik det økonomisk så ufatteligt godt, at det kun var umærkelige prik. Også herhjemme havde branchen kronede tider, og folk som Anne Linnet, Kim Larsen, Tøsedrengene, Sanne Salomonsen leverede musik i en form, som rigtig mange unge mennesker følte perfekt udtrykte, hvordan de lige gik og havde det.

En nylanceret dippedut kaldet microchippen ændrede i løbet af årtiet ikke blot det teknologiske omkring selve musikproduktionen, men også måden, den konsumeredes på: Cd’en introduceredes og gik sin sejrsgang, samtidig med at de første primitive computere og dertil indretttede spil dukkede op som et nyt tilbud til de materielt set ofte forvænte unge. Men det var først, da internettet dukkede op i de tidlige 90’ere, at et helt nyt mønster tegnede sig, thi her var der mulighed for, at de indviede kunne skabe helt andre fællesskaber end de tilforn af mennesket kendte. Naturligt nok var det især de helt unge, der havde den fornødne tid til for alvor at udforske, hvad dette net egentlig kunne eller ikke kunne, hvorfor det berømte Shakespeare-citat nu lød, To be on-line or not, that’s the question. Samtidig stormede den tids- og kompetencekrævende spilindustri frem med pc-spil, der blev mere og mere avancerede, grafisk såvel som indholdsmæssigt – ofte i øvrigt med deres helt egne soundtracks, som spillerne lyttede til under udførelsen af de opgaver og gåder, spillet pålagde dem at løse. Gerne og ofte noget med at dræbe en masse virtuelle svin, men som Tøsedrengene sang engang, »Så gik der tid med det ...«
Ungdommen forandrede sig nu i en retning, de færreste voksne havde tid eller ressourcer til at forfølge, samtidig med at rockens rolle som talsrør for de vrede, de utilpassede og de kiksede i løbet af årtiet blev overtaget af den antagonistiske og voldsforherligende del af hiphoppen, der trods kopiering i dag sælger flere enheder i USA end nogen anden genre. I modsætning til (den illusion der herskede om) 60’ernes fællesskabskultur – i mange år det implicitte ideal for rockmusikken – fragmenteredes dens udtryk, behov og fremtrædelsesformer sig i løbet af 90’erne på en sådan måde, at det ikke længere var muligt for ret mange kunstnere at nå så bredt ud som i sin tid f.eks. The Beatles.

Og så kom cd-brænderen dumpende som manna fra himlen til ikke kun it-virksomheder, men til gud og hvermand. Pludselig kunne enhver ikketeknolokisk-minded nød gå ind fra gaden og købe sig en brænder og derefter systematisk begynde at kopiere enten venner og families dyrt – for cd’er er meget dyre – indkøbte cd’er. Eller simpelthen hente de sange, de måtte brænde (!) for, ude på nettet i det såkaldte mp3-format og kopiere dem på den måde.
Der flirtes med forbrugerne – engang kendt som borgere – som aldrig før, efterhånden som de fra officiel side godkendte og på alle måder tilskyndede og forkælede (nej tak, ingen skat til os) multinationale firmaer breder sig over hele kloden, hvormed vi oplever en global kulturel homogenisering uden sidestykke. Rigtig mange mennesker synes af ideologiske eller religiøse eller andre årsager ikke om udviklingen, og der er mange måder at give dem fingeren på; piratkopiering er såmænd én af dem. Men når man kigger på det styrtdykkende pladesalg, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om det ikke har andre forklaringer end denne blandt branchefolk så populære.
Måske er mønstrene ved at ændre sig og det er ikke længere muligt for de 30-40-årige, der bestyrer pladebranchen, at overføre erfaringerne fra deres ungdom på nutidens unge. De er alle sammen så specielle – og specialiserede – at de måske har vendt fællesskaber af enhver form (heriblandt de musikalske) ryggen og derfor slet ikke ønsker at blive associeret med tidens toneklang – medmindre, den er lige så special- og marginaliseret som dem selv! - som det ellers har været norm de sidste 50 år. Nye tider, nye skikke, nye mønstre – og dem måler man som bekendt på forbrug, når man lever i et samfund, hvor mantraet er vækst. For enhver pris, ikke, Bjørn Lomborg?
Måske har mange unge simpelt hen fået nok af at agere købekvæg for koloenorme firmaers globale manipulation med snart sagt ethvert aspekt af vores tilværelse? Måske er det tid til handling frem for indhandling? Det ville sgu da være forfriskende, i hvert fald!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu