Læsetid: 5 min.

Den lykkelige ulykkesprofet

Den 70-årige Paul Virilio er filosof og byplanlægger. Han tager med filosofisk klarhed temperaturen på et samfund, som er blevet sygt af hastigheden og de teknologiske risici
18. december 2002

Filosofi
Det er kvælende hedt. Den varme asfalt klæber til skoene på den unge mand med hårtotten og poterne på hans lille, hvide hund. De befinder sig udmattede i hjertet af byen, hvor forbipasserende uforstående peger på ildkuglen, som vokser på himlen. En skaldet mand med et lysende blik iført en hvid toga slår af alle kræfter på en gongong for at kalde til bodfærdighed. Han taler om verdens undergang og siger, at afstraffelsens time er kommet. Sådan lyder det fra Philippulus på side syv i Tintin-albummet Den mystiske stjerne. Onde tunger kunne give Virilio rollen som Hergés profet, i det filosofiske skakspil som er i gang.
Vi bevarer sindsroen. Vi taler om togene, som ankommer til tiden. Højhastighedstoget, som en efterårsdag bringer os til banegården i La Rochelle, har lagt en sikkerhed og præcision for dagen, som de helvetiske jernbaner misunder os. Manden er letgenkendelig. Han holder et papskilt, hvorpå der med tusch er skrevet ’Virilio’. Her fortoner silhouetten af Philippulus sig: Den lille skaldede mand har også et lysende blik men med et glimt i øjet, som viser nysgerrighed og varme, og at han holder af kontakten med andre mennesker.
Vi går med raske skridt gennem et nyopført havneområde med boligkomplekser, som omkranser et mediatek i glas, en intellektuel bogkasse for den bestandigt søgende. »Jeg bor deroppe!,« siger han og peger op på den øverste etage af en ejendom med havudsigt.
I en alder af 70 år har Paul Virilio forladt Paris for at indånde den friske havluft og sejle med sine gamle venner. »Det er en slags venden tilbage til rødderne,« fortæller han, mens vi venter på den elektriske vaporetto (ikke-forurenende), som krydser den gamle havn på dybt vand og ankommer til restauranterne langs molerne. »Min hustru stammer herfra, og jeg har selv tilbragt en del af min barndom i en havneby.«

Skudt som en kanin
En barndom som er en del af forklaringen på hans interesse for den moderne krigs mysterier. Han er ud af en familie af italienske immigranter fra Aubervilliers. Han er 10 år, da han oplever de allieredes bombardement af byen Nantes, hvor hans familie havde søgt tilflugt. Et tilflugtssted som viser sig at være en fælde, for byen udgjorde et svagt punkt på Atlanterhavsmuren.
»Jeg har oplevet de mest forfærdelige ting: Jeg har set sønderrevne kroppe stikke frem i ruinerne og hørt skrig fra overlevende, som var indespærret under ruinerne. Jeg mistede også min første kæreste. Hun var så uheldig at stikke næsen ud ad vinduet, medens kommandanten dekreterede våbenhvile. Soldaterne skød hende ned som en kanin.«
Mellem disse traumatiske billeder er der især et, som sidder fast på nethinden. Billedet af Frelseren. Han bar navnet Gabrielle, en nonne som arbejdede på vaskeriet på hospitalet Saint-Jaques, hvortil de sårede blev bragt. »I hendes ansigt så jeg Jesus Kristus«. Og sådan gik det til, at sønnen af en kommunistisk vognmager ivrigt begyndte at studere biblen og styrke sin følelse af det tragiske.
I 1950’erne fik en arbejderpræst ham til at konvertere, »jeg er siden trådt ud,« understreger han. Han var katolsk militant side om side med Abbé Pierre og Geneviéve de Gaulle-Antonioz, og han deltog i hjælpeprogrammer for bolig- og hjemløse i Paris. Tro flytter bjerge, men skaffer ikke mad på bordet.
Det gjorde maleriet, som han forsøgte sig med, før han begyndte at arbejde for en glaskunstner, heller ikke. Det var en dejlig tid, hvor han gjorde mange spændende bekendtskaber. Sammen med Georges Braque udsmykkede han kirkevinduerne i kapellet i Varengeville (Seine-Maritime), og glasmalerierne i kapellet i Vence udførte han for Henri Matisse. Bekendtskaber kom der flere af senere.

Undergang uden fremtid
Hans videbegær bringer den selvlærte til Sorbonne-universitetet i Paris, hvor han følger kurser i filosofi med Jankélévitch og Merleau-Ponty og fysikerne De Broglie og René Thom. Han lader hånt om alle sociale og kulturelle barrierer og bliver bl.a. venner med Claude Parent (venskabet bliver ødelagt, da sidstnævnte begynder at konstruere atomkraftværker), som åbner døren for ham til Arkitektskolen i Paris, hvor han får sin ilddåb som byplanlægger.
Han bliver kendt i 1974 med sin udstilling på Beaubourg i Paris om bunker-arkæologi, men det er Hastighed og Politik, som giver ham det egentlige gennembrud. Essays om Dromologi (videnskaben om hastigheden og dens indvirkning på alle områder) er rygraden i hans senere værk, som han uddyber med eksempler fra filmkunsten, fjernsynet, datalogien, cyberworld, krigen og moderne kunst.
Han fremsætter tesen om ’den globale ulykke’. Det glæder ikke Virilio (ifølge Virilio er ’verdensundergang’ et koncept uden fremtid), at historien med Three Mile Island, Bophal, Tjernobyl, Seveso, børskrak, golfkrigen, Kosovo, Twin Towers, AZF og Prestige med en slags skadefryd har bevist hans teser.

Hvis ikke det var livet?
Han taler meget lidt om sit privatliv. Han beskytter sin hustru som en hemmelig have, og hans datter skriver kriminalromaner under et andet navn for ikke at udnytte faderens ry. Paul Virilio er mere meddelsom, når det drejer sig om vennerne.
George Perec, »et krigsbarn som mig selv«, har han haft mange muntre natlige byture med, og han glæder sig over, at en stjerne, som for nylig er blevet opdaget, har fået vennens navn. Han har arbejdet sammen med Serge Daney inden for temaer som krig og filmkunst. Virilio beskriver Serge Daneys død, som var det Platon, som berettede om Sokrates død.
Han sætter stor pris på Deleuze, for at være så fintfølende i sit forhold til andre mennesker og ydmyg over for det ukendte. Og på grund af hans levende tankegang. Han var ikke en stuefilosof men en offentlig filosof.
»I denne tid spytter man meget på 68-begivenhederne, men jeg ønsker mere af den slags. Jeg husker de meningsløse diskussioner i maj i Odéon, de permanente fora, som gjorde Paris lysende som en græsk by. Hvis ikke det var livet, hvad var det så?«
For ham er debatten ikke slut. Den fortsætter i udstillinger, foredrag og seminarer, men også med de mange studerende som har fulgt hans kurser på Arkitektskolen i Paris, hvor denne fødte pædagog var leder fra 1968 til 1998.
Paul Virilio skal hjem. Der er lige tid til en lille rundtur i skibsredernes by på Ludvig 14.’s tid. Det er dejligt vejr, men pludselig bliver det overskyet, det blæser op, og vi rammes af en haglbyge, som er usædvanlig for denne tid af året. Lyn og torden sætter ind, og kort efter ligger byen hen i mørke. Det er den slags ting, som sker.

Oversat af Runa Trosborg

©Libération og Information

Paul Virilio
*Paul Virilio er født i Paris i 1932. Han har skrevet filosofiske bøger og lavet filosofiske udstillinger. Han er berømt og beundret som samtidskritiker og iagttager af de stadigt stigende hastigheder, der driver vestlige samfund mod nye undergange. På dansk er bl.a. kommet bøgerne Cyberworld – det værstes politik og Hastighed og politik. Pessimisten blev nærmest profet, da han efter terrorangrebet i 1993 på WTC forudsagde: »Lige meget hvem hvem der står bag, betyder dette starten på en ny æra inden for terrorisme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu