Læsetid: 4 min.

Memos fra noter til i morgen

Lidt om kunst her og nu om lidt og da
13. december 2002

(2. sektion)

Synsvinkler
Personligt, hvad ellers? Jeg sad på Café Zeleste og ventede på min roastbeef. Henne ved vinduet, ud mod gaden, sad en familie med brunch. Udenfor var en gigantisk maskine i gang med at brække asfalt op. Tre meter fra vinduet. Det anfægtede ikke familien. Så ankom dem, de ventede på. Det viste sig, at det var bedstefar og bedstemor med barnebarn i barnestol, og det var far og mor, der kom.
De kom direkte fra Charlottenborg. Det gjorde jeg sådan set også. De gav sig til at tale om det. Var det godt?
Nej, det var fuldstændig rædselsfuldt. Det havde jeg også lige hørt hjemme i Århus fra lokale kunstnere. Men det var ikke mit indtryk.
Jeg ved ikke helt, hvad mit indtryk var.
Årets efterårsudstilling stillede, i al sin skramlende mangfoldighed, flere spørgsmål, end jeg sådan lige uden videre kunne svare på. Men de kunne samles i ét: Skal det være kunst?
Svaret er ja. Og svaret er nej. Ikke lige på den måde. Og det fortsatte jo med familien i vinduet og asfalthakkeren tre meter væk på gaden.

Når kunsten går selv
Og det kom alle vegne fra. Tilbage fra Festival 2000, også på Charlottenborg, hvor jeg selv havde smidt originalbreve på gulvet i et rum, hvor nogen havde sået karse på en sofa. Mens Gernes et andet sted havde arrangeret kollektivt bad for dem, der måtte have brug for at spule skidtet af sig før eller efter en kunstnerisk oplevelse. Og en masse andet. Jeg husker, at jeg sad på gulvet ved siden af Poul Borum og overvejede noget, jeg har glemt.
Eller den, der hed Se den lav den i Århus Kunstbygning. Den, hvor alle kunne komme med hvad som helst og gjorde det. Den, der vistnok blev lukket, da en flok flippere gik over en eller anden streg og besluttede at overnatte i rotunden. Det er måske en erindringsforskydning, men jeg mener at øjeblikkets B.T.-Buddha, Erik Meier Carlsen, var med på det.
Selvfølgelig skulle der bruges kuratorer. Den går ikke, hvis kunstnerne bare selv ordner det hele. Der bliver kaos, og kaos er ikke målet, kaos er betingelsen for handling.
Som situationisterne, da de forkastede kunsten som udtryk, fordi den var bundet af kommercielt-historiske kraftlinjer, der udelod alt det sjove, sære, skæve, vigtige og i stedet ønskede sporadisk arrangerede, såkaldt ’konstruerede situationer’, direkte midt i hvad som helst. Bare her. Bare nu.
Eller som den amerikanske happenings nestor, Allan Kaprow, da han allerede i 60’erne gav sig til at forlange, hvad han kaldte u-kunst. Simpelt hen.
Eller som Dada, der sagde: »Glem ikke, lille mand, at Dada ikke er nogen kunstart!«
Eller Duchamps sidste peephul som farvel til det åbne skakbræt, hvor kongen var en piskumme og dronningen et flaskestativ, og alt i alt var det verden – og kunsten.
Den akademiske vinkel, som gennemgående er kuratorernes, dem, der samler til orden, gør det hele genkendeligt, debatterbart.
Ville det alligevel være bedre, ville det stå stærkere som udtryk, hvis det stod frem i sin fremmedhed?
Det er et meningsløst spørgsmål, ligesom det er meningsløst, når en gruppe som Superflex scorer allerede væltede kegler med en plakat som den der siger »PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES«
Men det er interessant.
Hvis man dengang, lad os sige omkring 1970, syntes, at man skulle bruge en bildør, så gik man ud på en losseplads og fandt sådan en.
I dag bestiller man den, i fuld lakering, på en fabrik og sætter et sponsorskilt på.

Kunstnere raser altid
Efterårsudstillingen mindede mig om Købestævnet i Fredericia. Det var noget, man som barn blev slæbt med til en gang om året. I de moderne 50’ere. En endeløs ørkenvandring mellem alt det, man lige nu for første gang i verdenshistorien kunne købe til sin traktor, sin plæne, sit køkken. Og barnet kunne kun gøre ét: vade fra bod til bod og samle brochurer sammen. En kæmpemæssig dynge ingen verdens ting med trods alt svært interessante greb i det indre rum.
Familien i vinduet er enig med sig selv. Det er rædselsfuldt. Det er meningsløst. Kunstnere af den gamle skole raser. Kunstnere raser altid. Den gamle skole raser mod den nye. Den nye skole raser mod den gamle.
Ovre på Charlottenborg kører Jakob Draminsky Højmarks koncert for cementblandere. De er fyldt med forskelligt, der hopper og danser, når maskinerne kører rundt. Ude i virkeligheden larmer asfalthakkeren.
Men kunsten er ikke en skole. Allan Kaprow starter et manifest fra 1966 sådan her: »Engang var det kunstnerens opgave at lave god kunst. Nu er den at undgå kunst i enhver form. Engang var publikum og kritikere dem, der så på; nu er det dem, der er autoriteten, og kunstnerne er fulde af tvivl.«
Det er den tvivl, det handler om. Sponsor please!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her