Læsetid: 5 min.

Mennesker og sten i overtal

Etiopien må gang på gang tigge EU og USA om korn. På en mark i bjergene forstår man hvorfor
21. december 2002

DET NORDLIGE ETIOPIEN – Teshome Abera slår ud med armen og lader de blodrøde øjne vandre hen over sin mark, som skråner ned mod en udtørret å. Agerjorden myldrer med sten – nogle så store som fodbolde.
Stenene bør fjernes, for de kvæler fremspirende korn. Senere får jeg forklaret den manglende opsamling med, at etioperne betragter stenene som naturens vilje, og den skal man ikke modsætte sig.
Teshome Abera burde være en tilfreds mand. Hans ord vejer tungt blandt landsbyen Bilaks ca. 500 sjæle, for Teshome er præsten i udstedets runde kirke, der som den eneste bygning i byen er beklædt med tagplader af blik. Teshome har en mark og en rund hytte, der indvendigt har et statussymbol i form af to, mandshøje lerkrukker beregnet til vand.
Adspurgt om hvad den lykkeligste stund i hans 48-årige liv har været, svarer Teshome: »Jeg har aldrig været lykkelig. Der har været alt for meget sygdom, tørke og slid. For tiden må jeg overleve på et stykke af en injera (en halvsur pandekage, red.) om dagen, og alle her døjer med diarré.«

Stolte overlevere
Normalt er etiopere stolte overlevere, men Teshome og de andre i landsbyen virker ligeså slatne, som de bladløse grene på stedets tre baobab-træer. Et år med kun to dages regn og deraf følgende fejlslagen høst får skylden for mismodet. Men det er ikke hele historien. Den støvede landsby med runde hytter og tornebusk-indhegninger til køerne har i mange år været afhængig af madhjælp udefra. En hovedårsag er, at ligesom der er alt for mange sten, så er der alt for mange børn i byen i forhold til ressourcegrundlaget.
Jeg spørger Teshome om familieplanlægning. Han kigger på to af sine seks børn, der alle går rundt i gennemhullet genbrugstøj. Han får dog aldrig svaret på spørgsmålet, for distriktets øverste embedsmand, Altmayehu Adane, vil ikke oversætte spørgsmålet og svarer på alles vegne:
»Vi vil meget gerne have færre børn og tror bestemt på familieplanlægning.«
Embedsmandens forsikring klinger hult. For etioperne er vrangvillige over for at begrænse børnetallet.
»Her anses børn for at være en vigtig arbejdskraft og en garanti for, at nogle tager sig af én i alderdommen. Og børn er en velsignelse, som man ifølge religionerne ikke må slå ihjel ved at bruge prævention,« forklarer Mekonnen Dilbo, der leder børnesponsor-organisationen Plan Internationals kontor i byen Lalibela.
Kun fire procent af etioperne bruger ifølge FN’s Befolkningsfond prævention. Det bevirker, at landet har en selv i afrikansk sammenhæng høj fertilitet med seks børn pr. kvinde og en befolkningstilvækst på årligt 2,7 procent. Resultatet er langt flere munde at mætte på stadigt mindre jordlodder. Alligevel sidder regeringsalliancen EPRDF med hænderne i skødet.
»Forbruget af kondomer er angiveligt blevet 10-doblet på få år i Etiopien, så man nu er oppe på årligt fire millioner. Men det er i et land med 67 millioner indbyggere. Regeringen gør overhovedet ikke noget for at bremse befolkningseksplosionen, og donorerne sætter ikke regeringen stolen for døren,« siger Jonas Nøddekær, der leder Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Etiopien.
En hollandsk konsulentgruppe har regnet på om aids, der med mindst 6,6 procent hiv-positive i Etiopien, er et voksende problem, vil gøre en ende på overbefolkningen. Konklusionen er, at aids vil bremse væksten, men at sygdommen så at sige rammer forkert, idet det er mennesker i den produktive alder, der går bort.
Mens regeringen og de religiøse ledere nødigt taler for børnebegrænsning, så vil alle gerne tale om at gøre noget ved jorden. For 100 år siden var Etiopien et frodigt land med masser af akacie- og eukalyptustræer, løver og meget andet vildt. Den gang var 70 procent af landet dækket med skov, i dag er det tre procent. I den nordlige del af landet skal man være heldig for at se træer tykkere end lår, og de står som regel langt fra hinanden.
»Vores jord er udpint, og når vi så ingen regn får, går det helt galt,« siger Teshome Abera.
For at bedre jorden prøver staten og udenlandske organisationer at få bygget vandingskanaler, plantet træer og ændret på dyrkningsformerne.
Det sker især via ’Food for work-programmer’, hvor folk bliver betalt med mad for daglejerarbejde.
Landbrugsministeriet er imidlertid et sløvt foretagende. Og der er stærke udenlandske kræfter på spil.
»Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har presset regeringen til ikke at bruge penge på at sikre lave priser på gødning. Det har betydet, at prisen på gødning er fordoblet på fire år, så næsten ingen bønder har råd til det. Det er normalt fint med fri prisdannelse, men personligt mener jeg, at man her i Etiopien burde tage større hensyn til bøndernes vanskelige vilkår og give dem bedre mulighed for at gøde jorden,« siger Haile Aregawi, som er landbrugskonsulent for WFP.
Under diktator Mengistus rædselsregime i 1980’erne blev al jord nationaliseret, og de fleste bønder har i dag kun brugsretten til deres jord. »Det gør ingen forskel, om vi er lejere eller ejere,« siger Teshome Abera. Men det gør det ifølge Jonas Nøddekær, der nøje følger et dansk-etiopisk egnsudviklings-program.
»Ved en landsby var der et stykke fællesjord på en bjergside. Jorden var udpint, og der var næsten ingen træer. Så fik vi udstykket jorden i private lodder. Og i dag står der en usædvanlig sjælden, tætbeplantet, grøn bjergside og giver syn for sagn,« beretter Jonas Nøddekær.

Drømmene dør
I landsbyen Bilak og mange andre steder drømmer unge om at få en lille salgsbod eller blive ansat af staten. Men drømmene forbliver drømme, for erhvervs-diversifikationen er lille i et land, hvor de største eksportartikler er kaffe, huder og de euforiserende khat-blade. Ni ud af 10 arbejder i landbruget, og det betragtes af økonomer som en af Etiopiens største svagheder. Derudover peger de også på, at militærbudgettet efter den i 2000 afsluttede krig med Eritrea æder alt for stor en del af statens små indtægter.
Adspurgt om udviklingen i verdens sjette, fattigste land, kigger Jonas Nøddekær fra restaurant Top View ud over hovedstaden Addis Abebas beskedne skyline og siger:
»I de to år jeg har været her, er det gået stille og roligt ned ad bakke. Og der er ikke noget, som tyder på, at udviklingen er ved at vende.«

FAKTA
Sult truer Afrika
*2003 kan blive sultens år i Afrika. Informations Iver Houmark Andersen har været i Etiopien for at se nærmere på den truende elendighed

*Læs mere på:
FN’s Befolkningsfond www.unfpa.org
Verdensfødevareprogrammet www.wfp.org
Nyhedstjenesten
http://allafrica.com/ethiopia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu