Læsetid: 4 min.

Hvad har mennesket brug for?

Tredje Verdenskrig er indtil videre lunken, men aktiv overalt, skriver Pablo Henrik Llambias om en uge med euroen, storforbrug, sult, korruption og terror på plakaten
6. december 2002

(2. sektion)

Dag for dag
1.Vi får indført euro i Danmark inden for de nærmeste år. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Euroen bliver indført ikke af politiske eller økonomiske årsager. Euroen bliver indført, fordi vi er glade for at bruge fremmed valuta. Når vi har fremmed valuta i hænderne, har vi en fornemmelse af noget nyt. Mange ferierejser simulerer en ny begyndelse. Når vi får de fremmede sedler i hænderne, studerer vi dem, har fornøjelse af at bruge dem. Den nye møntfod indvarsler forandring. Forandring fryder som bekendt. Det er derfor, vi i sidste ende får indført euro.

2.Lad være med at købe noget, hverken for euro eller kroner. Sådan lyder budskabet fra organisationerne bag den internationale Buy Nothing Day. Målet er at sætte fokus på et forbrug, som stadig eskalerer. Kravene til udstyringen af et komfortabelt liv stiger hele tiden. Det går kun én vej. Når man har fået en dims, der kan fritage én fra at låse dørene i bilen op ved hjælp af en nøgle, skal man også have en dims, der gør det endnu hurtigere at surfe på nettet. Fordi det er praktisk, fordi vi sparer tid, siger vi. Spørgsmålet er, hvor al den tid, vi sparer, bliver af?
En udstilling i Tyskland i 1995-96, Welche Dinge braucht der Mensch?, viste, at en almindelig, lille husholdning som min indeholder mindst 10.000 genstande. Af og til vælter de ned over mig, når jeg åbner skabene. Ofte får jeg lyst til at kaste dem alle bort. Visse dele af turistindustrien spiller på denne trang; en trang, der får én til at bilde sig selv ind, at éns rygsæk er alt, hvad man ejer, og at man er begyndt på en frisk igen.

3.Mandag var jeg på Mallorca. Tirsdag var jeg i Provence. Onsdag i New York og Berlin (en hård dag). Torsdag i Umbrien. Fredag i Fjernøsten. I går Antarktis. I dag skal jeg ud i rummet. Turistens veje er til at forudsige. Vi følger det samme spor som de andre. Også sporet til Kamchatka er lagt for længst. Det hedder »det sted, hvor de andre ikke tager hen«. Måske Troels Kløvedal har været der.
Anders Fogh Rasmussen tøver med udskrivelse af valg til afskaffelse af de danske EU-forbehold. Han har ikke lyst til at udvide sprækken mellem regeringen og støttepartiet. Henrik Dam Kristensen kalder det »en kynisk kalkule«. Jeg erindrer ikke, at EU nogensinde er blevet markedsført som et udenrigspolitisk anliggende. Tværtimod har man set regeringspartier af enhver farve slå knuder på sig selv, når det drejer sig om at sælge varen til de vrangvillige danskere. Må jeg anbefale at slå på de turistiske
aspekter?

4.Welche Dinge braucht der Mensch? I Argentina braucht de fleste efterhånden langt mere, end de kan få. De første tegn på sult har meldt sig. Det, der engang var et af verdens rigeste lande, er blevet udplyndret af i sandhed kyniske politikere, embedsmænd, forretningsfolk og mange, mange flere af den slags. Denne udvikling har naturligvis ikke noget med disse mafiosos forbrug at gøre (om end det formodentlig er stort), den viser bare, hvilke stærke kræfter man er oppe imod, når der tales om personlige og måske også regeringers interesser.
Også danskeren har i de senere år fornemmet, hvilket hårfint net der holder sammen på ubestikkeligheden og velviljen. Danskeren er ikke mere ubestikkelig end argentineren. Det er afvigende forudsætninger i opvæksten og samfundet, der gør, at man tjener penge på forskellig måde. Der skal ikke meget til, før nettet bliver klippet i stykker.

5.To herboende iranske søstre, Lida og Bahareh Jardid, kan ikke få besøg af deres mor, der bor i Iran. Udlændingestyrelsen vil ikke udstede et visum til moderen, fordi den (styrelsen) frygter, at moderen vil benytte lejligheden til at søge om asyl. Ja, tænk, hvis hun gjorde det. Den (styrelsen) kunne jo risikere, at asylet var berettiget.

6.Men spørgsmålet om berettigelse er ikke længere relevant. Spørgsmålet om at hjælpe mennesker i nød er ikke længere aktuelt. Det handler om at holde sig på den teknisk set korrekte side af FN’s flygtningekonvention.
Indholdsmæssigt har vi forrådt konventionen for længe siden. Vi vil ikke have flygtninge. Vi vil ikke hjælpe. Vi vil bevare vores lille paradis på jord, mens resten af verden lider. Kriminaliteten, siger vi. Forandringer, siger vi. Andre steder får folk hugget hovedet af, mens børnene ser på.

7.Sakajev bliver sat på fri fod. Danmark er under massivt pres fra en stormagt. Danske regeringer har tidligere bøjet loven under pres fra stormagter. Hvorvidt regeringen har gjort det i dette tilfælde, kan jeg ikke udtale mig om. Det er vel et faktum, at en udleveringsbegæring fra et andet land i alle tilfælde ville udløse en eller anden juridisk baseret reaktion. Samtidig har Mogens Lykketoft vel ret, når han siger, at anholdelsen »tilsyneladende er sket ud fra en storpolitisk overvejelse om, at man ikke kunne overse en russisk henvendelse«. Det ville han heller ikke selv have gjort. 11. september har skabt en krigslignende situation over hele verden, således at hvid altid bliver omtalt som hvidere end hvid, og sort sortere end natten.
»Han er nu renset for alle anklager,« siger lederen af Den Amerikanske Komité for Fred i Tjetjenien om Sakajev. »Det giver ham en god position både i forhold til Rusland, men især i forhold til resten af verdenssamfundet, som ved, at man kan stole på Sakajev.« Tredje Verdenskrig er indtil videre lunken, men aktiv overalt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her