Læsetid: 10 min.

Meget mere end bar’ mad

Jamie Oliver er en af verdens mest berømte kokke. Men den hurtigtsnakkende unge flab er mere end det. Han har startet en organisation, hvor han med et overvældende engagement forvandler unge drop-outs til succesrige kokke. Eksperimentet er en enorm succes, og det hele kan ses på tv
21. december 2002

Jamie Oliver – i hele den engelsk-talende verden kendt som The Naked Chef – er elsket af mange og hadet af stort set lige så mange. Den 27 år gamle verdensberømte kok med (lad os blot sige det lige ud) det bedårende udseende har, siden han var barn, og utrætteligt kokkererede i sin fars pub-køkken, levet og åndet for madlavning af den ærlige, basale no-nonsense slags – og det er hans hang til det basale, der er grunden til det med det nøgne på engelsk.
Hans livslange kærlighedsforhold til mad og hans konstante strøm af ubetalelig cockney slang (som desværre for danske læsere og lyttere er så godt som uoversætteligt) har dog også fået mange kritikere på banen, ikke mindst dem, der talte om dobbeltmoral, da manden med de superhøje krav til friskhed og kvalitet sidste år var hovedpersonen i en massiv reklamekampagne for supermarkedskæden Sainsbury’s.
Oliver selv siger, at »mange af dem, der bare ser den her lidt frække, sjuskede 27-årige fyr på en scooter, der fører sig frem på tv og laver mad til sine smarte venner, glemmer, at jeg har været igennem en yderst traditionel kokkeuddannelse og faktisk har arbejdet fuld tid i køkkenindustrien i 10 år.«
Forsvaret kan man – sammen med en del andet – selv læse på Jamie Olivers egen hjemmeside, jamieoliver.com. Oliver selv har danskerne kunnet se på DR2 hele foråret.
Men glem for et øjeblik Jamie Olivers åbenlyse unikke talent som kok og som tv-stjerne. Det sidste nye fra Jamie-fronten handler om noget helt andet – selv om det selvfølgelig stadigvæk (også) handler om mad.

Den klogeste banan
Jamie Oliver har i 2002 kastet sig over en helt anden metier, som på det nærmeste fuldstændigt har udraderet hans mange engelske kritikere. Han er blevet coach, leder, træner, forbillede, erstatningsfar, lærer – you name it – for en flok unge engelske no-hopers, som han ikke bare har lært at lave mad.
Han har også fundet arbejde til dem og skabt en ny restaurant, ’Fifteen’ i Hackney, London, hvor de unge styrer butikken. Hvorfor? Selv siger han:
»Jeg var ikke selv den skarpeste pen i pennalhuset, da jeg gik i skole« – faktisk siger han, at han aldrig var »the brightest banana in the bunch«, men prøv selv at oversætte det…, »og jeg har indset, at mit stærkeste våben her i livet er min beslutsomhed, entusiasme, at jeg er tilstede og nærværende, og at handlinger tæller mere end ord. Det har jeg lært af min far, og den tilgang til livet ville jeg gerne viderebringe til andre unge, specielt dem, som er interesseret i mad.«
Jamies idé blev kogt ned til en vision; »at træne arbejdsløse unge med interesse i og passion for mad og åbne en top-restaurant i London, som disse unge skulle styre.«
Ideen om den nye restaurant, Fifteen, var hermed født. Og med ideen fulgte et tv-program af reality-slagsen på den engelske Channel 4. Tv-serien skulle følge både udvælgelsen af de unge (fra 1.500 kandidater til 15, som fik chancen) og den efterfølgende uddannelse af dem.

Jamie som Messias
Fra starten stod kritikerne i kø.
»Da jeg hørte om Olivers nye ide, at træne 15 unge 16-24 årige, der var på understøttelse, til at blive top-køkkenchefer, og at overskuddet fra den restaurant, de skulle styre, ville gå til velgørenhed, var jeg mere end skeptisk. Det lød rent faktisk rædselsfuldt. Som en blanding af Fame Academy (hvor unge dyster om at blive popstjerner, red.) og den gamle sit-com klassekomedie, Please Sir. At Oliver virkelig skulle være på en kærlighedsmission, hvor han skulle redde børn uden en fremtid og give dem en frisk start i livet, var klart for meget, for selvretfærdigt, en slags Michael Jackson som Messias klædt i hvidt, mens han redder verdens børn. Kort sagt totalt utroværdigt,« skrev eksempelvis skribenten og madkenderen John Walsh i avisen The Independent, for nogle måneder siden.
Men så startede tv-serien, Jamie’s Kitchen. I åbningsafsnittet ser vi vores helt brænde en toast med ost og Marmite (uspiselig engelsk specialitet, en slags smørepålæg, der smager af gær og bouillon) på med ordene »fuckin bollocks«.
Allerede her aner vi, at den glade dreng vil få problemer. Og det får han i rigt mål. De unge elever er ikke just villige studerende. De er klart imponerede og stolte over at være blevet udvalgt, enkelte af dem er også yderst bevidste om, at de er en slags tv-stjerner in spe. Men de er klart ikke forberedt på, at hele projektet handler om rigtigt arbejde, om at yde, kommunikere, lære, og om at respektere chefen og hinanden som et team.
I arbejdet med sine unge elever bevidner seerne en dybt fortvivlet Oliver til tider, en tyran med et sprog som en evigt bandende og sværgende parodi på en grov havnearbejder, en arbejdsgiver, der totalt chokeret får sig en ægte overraskelse og skuffelse over, at nogle af de udvalgte unge simpelt hen bare blev væk om morgenen.
I det hele taget var det at stå tidligt op en udfordring af de helt store for størstedelen af deltagerne.

De er bare lort
Og pludselig er det med kritikeren
John Walshs ord, som om BBC-personligheden bliver menneskelig på en helt ny måde:
»Den forkælede superchef forsvandt for øjnene af os og muterede ind i en helt ny, tænksom mand, der havde eksistentielle problemer, som skulle overkommes.«
Ud over sin vision har han investeret 15 millioner kroner af hans egne, og det giver også en del problemer undervejs.
Vi ser også Olivers bestemte løfte til sig selv om ikke at blive »personligt involveret« kollapse ganske hurtigt. I stedet opretter han en særlig telefonlinje, som de unge kan komme igennem på til ham direkte. I en episode ser vi ham omfavne en grædende pige, som ikke kom igennem med ordene »don’t worry darling, we’ll look after you, we’ll get you on the course you wanna do and come and see us next year, OK?.«
Vi ser ham skaffe børnepasning til den enlige mor, der kommer ind i gruppen, da han finder ud af, at det er fordi hun ingen hjælp har til at passe den seks-årige datter, at hun ikke møder til tiden. Vi ser ham rædselsslagen, da han frygter, at gruppen måske bare ikke magter at lave mad til den standard, der vil blive forventet, når restauranten åbner:
»Det skræmmer mig dybt. Jeg har investeret 16 millioner kroner i den her restaurant, hvor de her mennesker skal lave mad. Og de er shit. Så simpelt er det.«
Men Olivers passion og dybe engagement virker til slut. Vi ser ham omfavne, græde, råbe, trøste, men frem for alt kommandere, rose og give enorme skideballer, til de unge, hvor nogle af dem efter tv-serien at dømme aldrig nogensinde havde fået stillet et eneste krav til sig.
Som uddannelseseksperiment var det meget mere end Skipper Fulton-pædagogik i et køkken. Hvis vi skal finde en dansk parallel var det nærmere Kasper Holten på Det Kongelige, Ulrik Wilbek på en bane eller Peter Langdahl på teateret. Med den store forskel, at eleverne her er toptrænede fra starten.
Det lykkes til slut for 13 ud af 15 unge rent faktisk at blive superkokke. Restauranten Fifteen kører nu også med mega-succes. Alle borde er booket til langt ind i det nye år. Madanmelderne, som bestemt ikke var indstillet på at give ved dørene, er positive.

Millioner af seere
Og tv-programmet var dybt fascinerende. I de første afsnit trak det 5,4 millioner seere, hvilket svarer til en seerandel på 24,2 procent.
»Dybt imponerende,« lyder det fra tv-selskaber og producere, der i Storbritannien ligesom i resten af Europa kappes om de stadigt mere troløse og uforudsigelige seeres gunst. Dybtfølt entusiasme og engagement kombineret med et element af konkurrence og høje krav, er kort sagt et vinderkoncept – også på tv.
Måske Oliver siger det bedst selv i episode nummer fire. Efter en totalt mislykket omgang madlavning med blodige fingre, kogende vand, der løber over og tårer løbende ned af kinderne på nogle af pigerne, da det absolut ikke lykkes for dem at grille en rokke, siger Oliver til kameraet:
»Jeg er virkelig glad for, at de sad i lort til halsen her i aften. Fordi når du laver mad i virkeligheden, når gæsterne bare sidder derude i restauranten og the shit hits the fan, jamen så er det forfærdeligt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre. Det skræmmer i hvert fald mig. Og jeg er glad for, at det skræmmer dem. Det er muligt, de ikke kan li’ mig, men jeg var ikke engang et dumt svin her i aften. Vent I bare, til der kommer rigtige kunder, og der iblandt gæsterne sidder AA Gill og Fay Maschler (engelske madanmeldere, red.), og vi prøver at gi’ dem en kop gammel tør pasta. Det duer bare overhovedet ikke.«
Og hvad synes så eleverne om deres læremester og mentor? På programmets hjemmeside (ww.channel4.com/jamie) kan man læse interviews med dem alle, og udover at have dyb respekt for Oliver, er de ikke uventet ret begejstrede:
Ben på 18 år fra det nordlige London, som forlod skolen uden nogen form for eksamen og arbejdede på en byggeplads (»tjah, jeg hængte ud med den forkerte slags mennesker – hvad skal jeg sige«), før han gik arbejdsløs i halvandet år, siger:
»Jeg havde ingen selvtillid før dette her. Nu tror jeg på mig selv. Og jeg har lært noget om holdarbejde, samarbejde og kommunikation. Min drøm i det lange løb er at åbne en restaurant. Jeg elsker at lave italiensk mad, risotto og en lovely pasta dish. Og Jamie ? Han har noget sejt hår og kan li’ en god beskidt joke.«
Elisa Roche fra det sydlige London boede på et ungdomsherberg, da hun hørte om Jamie Olivers projekt. Hun kommer fra en tyrkisk familie og havde et afbrudt studium og en del mislykkede job, bag sig. Hun siger om Oliver:
»Han prøvede at lægge en distance til os, men det mislykkedes. Han er blevet en ven.«
Johnny Broadfoot på 18 og fra Australien (»Jeg tog til England for at se på cricket, og så blev jeg bare hængende«) siger om Oliver:
»Han er »mad, great, one in a million.«
Julakha ’Jools’ Sikdher, som er bengali, siger, at hendes forældre er »de stolteste i hele Hackney«, og at Jamie Oliver er »bloody lovely and marvelous to put himself in this situation for us.«

Hattedame?
Oliver har på baggrund af de velykkede erfaringer startet den frivillige organisation ’Cheeky Chops’ (igen et uoversætteligt udtryk, men cheeky betyder fræk og chops er slang for både kinder og koteletter Og Cheeky Chops er normalt noget, man siger til børn, når de er lidt sjove), hvis mål er at hjælpe ubemidlede unge fra den engelske underklasse – og den er anderledes stor og anderledes fattig end den danske til et liv og en fremtid i køkkenindustrien. Hele overskuddet fra Fifteen går til organisationen.
Kyniske iagttagere vil sikkert sige noget i retning af »kom igen om et par år, og lad os se, hvad der er blevet af disse unge,« råbe »hattedame« efter Oliver eller antyde, at det hele er et publicity-stunt fra den unge køkkenchefs velsmurte mediemaskine.
Til dem er der kun at sige: Når nu DR eller TV2 snart køber Jamie’s Kitchen – det gør de som regel, når en tv-serie har været en stor succes i det britiske – så se den, og døm selv.

FAKTA
Mesterkokken
*Jamie Oliver tilbragte sin barndom i sine forældres landsbypub, the Cricketers i byen Clavering i Essex. Her startede han sin løbebane ved som otte-årig at kokkerere til de lokale gæster og gå på markeder med sin far.
*Han studerede til kok på Westminster Catering College i London, hvorefter han tog til Frankrig i et par år. Herefter startede han som pastachef hos en af Storbritanniens mest respekterede køkkenchefer – Antonio Carluccio på the Neal Street Restaurant. Videre gik det som køkkenchef hos Rose Gray og Ruth Rogers fra den legendariske River Cafe også i London.
nOliver er i dag chefkonsulent-kok på restauranten Monte’s i Knightsbridge, London og styrer desuden restauranten Fifteen som nævnt i denne artikel.
Han skriver hver lørdag for The Times’ magasin, er madredaktør ved Marie Claire, og har spillet hovedrollen i sine egne mad programmer, der har været sendt verden over – også på DR2.
*Han er gift med barnekæresten, Jools og har to små piger – den sidste født midt i tilblivelsen af Jamie’s Kitchen. Han har sin egen hjemmeside – www.jamieoliver.com – også hans forlag, Penguin har dedikeret en hjemmeside til superkokken:
www.penguin.co.uk/jamieoliver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu