Mere end en kvart skefuld

Nekrolog
The Lovin’ Spoonfuls canadisk-fødte guitarist Zal Yanovsky, døde forleden 57 år gammel af et hjertestop. I midten af 60’erne var han med til at servere den ene skefuld perfekte pop-rock efter den anden for en mere end taknemmelig genera-
tion af harmoni- og melodielskende præ-hippier.
Zalman var kommet til USA’s østkyst fra Canada, sammen med et band fra Halifax, men endte som medlem af et af de bogstavelig talt mest farverige og succesrige amerikanske ’folk-rock’-bands i 60’erne. En på samme tid næsten tragisk og ganske tidstypisk saga om en karriere, der i dag kan ses som en neonbøjet illustration af udtrykket ’storhed og fald’.
Efter et kort ophold i gruppen The Mugwumps, med bl.a. de to senere Mama’s and Papa’s, Cass Elliott og Denny Doherty, mødtes Zal Yanovsky igen med sangeren, sangskriveren og guitaristen m.m. John B. Sebastian. De havde et par år tidligere snakket om at lave et band sammen. Det gjorde de nu, suppleret med bassisten Steve Boone og trommeslageren Joe Butler. Det blev i 1965 til The Lovin’ Spoonful. På dette tidspunkt var den ’Britiske Invasion’ på sit højeste, men The Lovin’ Spoonful var klar til at tage udfordringen op.
Lovin’ Spoonful (læs: John Sebastian) var rent inspiratorisk langt fra kostforagtere. De så populærmusikken som én stor gavebod – eller det store ta’-selv-bord. Blues, folk, pop, rock, jug-band, serveret med både overblik, friskhed og humor.
John Sebastian var den kunstneriske dynamo bag bandet, med Zal var med sit utraditionelle og meget varierede guitarspil i høj grad med til at tegne et dusin af midtdekadens mest mindeværdige pop-hits. Store åbne akkorder med brede klangflader, eller sej, melodibærende bund. Han var ofte en ganske sparsommelig guitarist, som gerne understøttede vokal-harmonierne, frem for at overstryge det hele med bred pensel.
Men på scenen tog Zal over. Han var en uforlignelig blanding af gadedreng, klovn, glimrende guitarist og entertainer, som hellere end gerne stjal billedet fra John Sebastian og de to mere anonyme folk i rytmesektionen.
Succes’en med den første single, »Do You Believe in Magic« tog bogstavelig talt gruppen på sengen, og andre med bukserne nede. Lovin’ Spoonful havde job på en strip-klub i San Francisco da det skete. Og så tog fanden ellers ved hitlisterne. De næste knap to år udgav de tre album der i sig selv ikke var specielt spektakulære, langt mindre udviste nogen form for sammenhængende hele, men til gengæld rummede de et uhørt antal singlehits. Iørefaldende men alligevel skæve, vildt romantiske og syng-med-egnede, nærmest latterligt enkelt instrumenterede og samtidig komplekse nok til at være ny-
skabende. Og de hed »You Didn’t Have to Be So Nice«, »Daydream«, »Nashville Cats«, »Did You Ever Have to Make Up Your Mind?« og gruppens helt store ever-green, »Summer in the City«.
Men så brast boblen. Ya-novsky og Boone blev i 1967 taget for besiddelse af marijuana, og i en virkelig laset handel med politiet stak Yanovsky sin leverandør, og undgik dermed fængsel/udvisning. Dette faldt i absolut dårlig jord hos gruppens fans, som opfordrede til en boykot. Zal Yanovsky forlod gruppen i midten af ’67, intet blev det samme igen, og året efter gik John Sebastian sin vej.
Musikalsk var det nedtur for Yanovsky resten af vejen. I 1968 udgav han solo-albummet Alive An Well In Argentina, men næppe nogen uden for familiens nærmeste kreds investerede i værket. Han producerede en smule for Tim Buckley og Pat Boone(!), og viste sig kort i Paul Simons film One Trick Pony i 1980. Men længe inden da var han sammen med sin anden hustru rejst tilbage til Canada, hvor de indtil hans død drev en succesfuld restaurant i Kingston, Ontario.
The Lovin’ Spoonful blev i 2000 stemt ind i The Rock and Roll Hall of Fame.