Læsetid: 10 min.

Mission: Skatten skal ned

Det kommende år vil indenrigspolitisk blive domineret af den skattereform, som den borgerlige regering har bebudet med virkning fra 2004. Og statsministeren har på forhånd låst sig så fast, at det bliver svært for de øvrige partier at få stor indflydelse på Venstres linje
31. december 2002

Det politiske establishment på Christiansborg har forlængst defineret det kommende års vigtigste hjemlige spørgsmål: Der skal gennemføres en skattereform, hvis vigtigste formål er at sænke skatten for folk, som er i arbejde.
Årsagen til, at næsten alle politiske partier er så enige om denne dagsorden, skal findes i den ændring i danskernes aldersfordeling, der finder sted i disse år. Der bliver ganske enkelt langt flere ældre – samtidig med at der bliver langt færre yngre:
I dag er der tre danskere i den erhvervsaktive alder til at forsørge hver borger, som er fyldt 60 år. Det tal ændrer sig i løbet af de kommende 25 år til at være blot to danskere i den erhvervsaktive alder for hver folkepensionist. Frem til 2035 viser prognoser fra Danmarks Statistik, at den samlede befolkning vil være øget med fem procent i forhold til nu – men at der vil blive 50 procent flere ældre. I faktuelle tal svarer det til, at vi om få år har godt 200.000 flere ældre, der skal forsørges af godt 140.000 færre yngre.
Enhver kan – selv uden adgang til Finansministeriets enorme regneark – forstå, at denne ændring vil få kolossal indvirkning på samfundets samlede økonomi. Denne ændring i befolkningens alderssammensætning sætter i virkeligheden politikerne i en dobbelt klemme:
For det første ved, at de mange flere ældre lægger beslag på en stadig større andel af de offentlige udgifter. For det andet ved, at de stadig færre yngre fører til et fald på fem procent af arbejdsstyrken og derved også betaler tilsvarende mindre i skat.
De flere ældre vil, ud over at skulle have udbetalt pensioner, især belaste ældreplejen og sygeplejen. Kommunernes Landsforening, som skal betale for hjemmehjælp og plejehjem, har vurderet, at blot ved at beholde den nuværende service vil det øgede antal ældre føre til en stigning i udgifterne på mere end 50 procent om 25 år. Amtsrådsforeningen, der driver landets sygehuse, har beregnet en lignende udgiftseksplosion – og tror allerede, at udgiften til behandlingen af de flere ældre i 2015 vil være øget med 30 procent.
De store stigninger repræsenterer vel og mærke en uændret service – og tager derved ikke hensyn til det nærmest automatiske krav om øgede bevillinger til de ældste. Et eksempel: Vælger politikerne at øge den månedlige folkepension med 1.000 kroner, så koster det samfundet syv milliarder kroner. Det svarer til halvdelen af udgiften til børnechecken.
Det er denne i virkeligheden ganske enkle dagsorden – flere ældre og færre yngre – som er de politiske partiers største udfordring. Både den tidligere SR-regering og den nuværende VK-regering er i hovedtræk enige om, hvilke to grundmodeller, der skal i spil for at løse problemet:
*For det første skal der presses mere arbejde ud af hver dansker. De unge skal begynde deres uddannelse lidt tidligere, så de bliver tilsvarende hurtigere færdige. Alle skal over et helt arbejdsliv arbejde lidt flere timer hvert år. De ældre skal motiveres til at blive på arbejdsmarkedet lidt længere, inden de går på pension.
*For det andet skal der høvles markant af på den store statsgæld, som i dag belaster de offentlige budgetter med godt 50 milliarder kroner – eller en ottendedel af statens udgifter. Den såkaldte 2010-plan, som daværende finansminister Pia Gjellerup (S) udarbejdede i 2000, anbefaler, at gælden er halveret i 2010, så renteudgiften falder dramatisk, når ældrebyrden for alvor begynder at sætte ind. VK-regeringen har tilsluttet sig målet.
Langt fra enighed til praksis
Men i politik er der som bekendt langt fra enighed om en målsætning til også at kunne finde ud af, hvilke konkrete værktøjer, der skal benyttes. Det kommende år på Christiansborg vil derfor indenrigspolitisk blive domineret af den skattereform, som den borgerlige regering har bebudet med virkning fra 2004. Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale, Kristeligt Folkeparti og Socialdemokraterne ønsker alle at skabe et skattesystem, der overordnet sikrer to forhold: Dels at det bedre kan betale sig at gå fra en overførselsindkomst til et lønnet arbejde. Dels at skatten på arbejde kommer ned, så flere får lyst til at arbejde flere timer og i flere år.
Men skattepolitik er også det sted, hvor den største fordelingspolitik overhovedet finder sted – ja, det er faktisk langt lettere at vende op og ned på samfundets goder via opkrævning af skatter end ved at opfinde nye udgifter. Derfor vil hvert eneste parti, der går ind i forhandlingerne, møde op med en række specifikke krav og ønsker, som altid gør skatteforlig til noget af det mest indviklede.
Den samlede skatteindtægt ventes i 2003 at nå 692 milliarder kroner – penge, der hentes fra skatter, afgifter og moms. Det giver et skattetryk – summen af skatteindtægter divideret med bruttonationalproduktet – på 47,7 procent. Derved er Danmark et af de lande, hvor det offentlige samler allerflest penge ind fra dets borgere. De penge, der opkræves, bruges i langt overvejende grad på sociale udgifter – hvilket igen gør Danmark til et af de lande med den allermindste forskel på rig og fattig.
De, der strør om sig med planer for skattelettelser, har det med at glemme, hvor store milliardbeløb, der rent faktisk skal til, før den enkelte borger kan mærke det – og hvilke penge, der så skal spares et andet sted på det offentlige budget. Da regeringens målsætning er at sænke skatten på arbejde, har de af samme årsag afvist at røre ved moms og afgifter – ligesom de næppe vil røre ved de kommunale skatter. Det efterlader i virkeligheden blot fem muligheder i det eksisterende skattesystem:
*Personfradraget:
Næste år kan man tjene 35.600 kroner, inden man skal betale skat. For hver 1.000 kroner, man øger det beløb, koster det statskassen 1,6 milliarder kroner. Et personfradrag, der er 1.000 kroner større end nu, ville blot give den enkelte dansker 390 kroner mere i hænderne om året – eller lidt mere end en krone om dagen. Skulle det virkelig kunne mærkes med eksempelvis 5.000 kroner mere til den enkeltes forbrug om året, så skulle fradraget øges med 13.000 kroner, og det ville koste staten mere end 20 milliarder kroner. Det giver ikke den store mening at øge personfradraget – og da det ikke hjælper på hovedsigtet, nemlig at få flere i arbejde, så kan man givet se helt bort fra denne model.
*Arbejdsmarkedsbidraget:
Landets godt 4,1 millioner skatteydere betaler otte procent af deres indkomst før fradrag i arbejdsmarkedsbidraget. Den giver mere end 50 milliarder kroner i statskassen, og det ville koste godt syv milliarder kroner at sænke satsen med et procentpoint. For en gennemsnitlig indkomst på 250.000 kroner om året, ville det give små 1.400 kroner om året i skattelettelse – næsten fire kroner om dagen. Lettelsen vil blive mærket af alle, men med så små beløb, at det ikke vil have nogen effektiv virkning i forhold til at motivere folk til at arbejde mere. Derfor vil der sandsynligvis heller ikke bliver rørt ved den.
*Bundskatten:
Den statslige bundskat betales af indkomsten op til 217.324 kroner. Den er på 5,5 procent og betales af stort set alle de 4,1 millioner danske skatteydere. Staten tjener godt 40 milliarder kroner på bundskatten, og den er derfor også en af de dyre at ramme. En lettelse på et procentpoint ville give den enkelte borger mellem 1.000 og 3.000 kroner mere om året – eller mellem små tre og ni kroner om dagen. Staten vil til gengæld miste 7,1 milliarder kroner. Ud fra hovedsigtet – at øge arbejdsudbuddet – giver det næppe mening at røre ved bundskatten, hvorimod det af fordelingspolitiske årsager alligevel kan give mening. Bundskatten kan derfor godt komme i spil.
*Mellemskatten:
Der er i alt 1,8 millioner, som betaler mellemskat af indkomsten mellem 217.000 og 324.500 kroner. Den er på 6,0 procent og giver 12,5 milliarder kroner i statskassen. Hvis man sænker mellemskatten med et procentpoint, giver det en lønmodtager, der tjener 250.000 kr., mindre end 300 kroner i mindre skat – hvorimod ham, der tjener 400.000 kroner sparer næsten 1.700 kroner. Med andre ord er gevinsten uforholdsmæssig meget større, jo mere man tjener – hvilket gør denne skat til et yndet mål i kampen for at motivere folk til at arbejde mere, eksempelvis gennem ekstraarbejde. Det er givet, at en delvis sænkning af mellemskatten er med i regeringens oplæg, idet den både er effektiv og forholdsvis billig at skrue på.
*Topskatten:
De 800.000 danskere, der tjener mest, betaler også 15 procent i topskat af deres indtægter over 324.500 kroner. Det tjener staten 15,6 milliarder kroner på, og en sænkning på et procentpoint ville koste 1,1 milliarder kroner. Lettelsen for den enkelte stiger hurtigt i takt med stigende indkomst. Ved 600.000 kroner er lettelsen på 2.500 kroner om året. Topskatten vil næppe komme til diskussion, da det vil virke stødende på det store flertal, hvis de, der tjener mest, også er dem, der får den store lettelse.
Problemerne med skattelettelser findes altså på tre felter: Hvem skal lettelsen rettes mod for at opnå det ønskede resultat – flere i arbejde? Hvem skal betale for de lettelser, der næppe kan gennemføres for mindre end syv til 10 milliarder kroner? Hvordan kan lettelsen gennemføres, så den rent faktisk af borgerne kan mærkes på pengepungen?

Regeringens grundpiller
Det ventes, at statsminister Anders Fogh Rasmussen vil benytte sin nytårstale til at komme med hovedlinjer i regeringens skattepakke. Han vil givet repetere de to væsentligste grundpiller, som hans skatte- og velfærdspolitik bygger på.
*Det skattestop, han opfandt i 1999 og indførte ved sin tiltrædelse i 2001, vil blive opretholdt. Danskerne skal vide, at med ham ved roret, kommer der ingen stigninger i hverken skatter, moms eller afgifter. Det løfte bryder Fogh ikke – det ville være værre end forgængerens efterlønsbrud. Man skal huske, at Fogh definerer sit skattestop bredt – idet han eksempelvis også betragter en forringelse af et fradrag, en stigning i et gebyr eller en sænkning af børnechecken som skattestigninger.
Der vil ikke blive rørt ved nogen former for overførselsindkomster. Danskerne skal kunne regne med, at den ydelse, de får, også vil fortsætte. På den måde er der ro i samfundet og ingen utryghed over, hvornår den borgerlige regering kunne finde på at finde sparekniven frem over for svage grupper. Det er afgørende for Foghs vælgerstyrke, at der ikke må opstå en fornemmelse af, at skattelettelser til de mest velhavende betales af de svageste grupper – altså den såkaldte omvendte Robin Hood. Af samme årsag signalerede Fogh i valgkampen, at han egentlig var mest stemt for skattelettelser til de laveste indkomster.
Man kan altså roligt sige, at statsministeren har låst sig selv temmeligt fast op til det kommende års forhandlinger. Han har selv valgt at udstyre regeringen med et bundet mandat – og der er slet ingen grund til at håbe eller frygte, at Fogh kunne drømme om at slække på de to grundpiller. Det vil ikke ske, så derfor kan man hurtigt forstå, hvor svært det bliver for de øvrige partier at få stor indflydelse på Venstres linje.
Bendtsens retorik
De Konservative har, lige siden de trådte ind i regeringen, kæmpet for at bløde skattestoppet op. Partileder Bendt Bendtsen, der er økonomi- og erhvervsminister, gik til valg på et løfte om at fjerne mellemskatten fuldstændig – og det ville han blandt andet finansiere ved at spare tre gange så meget på ulandshjælpen, som regeringen allerede har gjort, og ved at fjerne fradraget for medlemskab af fagforeninger. Fogh kan ikke acceptere de to spareforslag – og har gentagne gange forklaret Bendtsen, at han bør begynde på at dæmpe retorikken.
Socialdemokraterne har i september i år fremlagt et meget omfattende skatteudspil, der vender op og ned på så mange skattesatser, at det må betragtes som et valgudspil. Med dets krav om øget skat for eksempelvis boligejere og virksomheder, som skal betale for lavere skat til folk med almindelige indkomster, er det ganske enkelt uspiseligt for Venstre. De Radikales markante skatteudspil opererer blandt andet med øgede grønne afgifter og en fjernelse af retten til at bruge arbejdsmarkedsbidraget som fradrag, som skal betale for markante lettelser på personskatterne. Udspillet er derfor også uspiseligt for Fogh, men det er dog værd at notere, at De Radikale i de seneste uger har bevæget sig tættere på regeringens udspil.

Kombination af skattelettelser
Både Socialdemokraterne og De Radikale kan dog sagtens tænkes at gå med i en skattereform sammen med VK-regeringen – også sammen med Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti. Det kræver blot, at retningen i forliget vurderes til at være den rigtige. Mit bud på et sandsynligt forlig vil være en kombination af tre skattelettelser:
*For det første – en lettelse af mellemskatten på maksimalt to procentpoint. Pris: 4,2 milliarder kroner
*For det andet – en lettelse af bundskatten med maksimalt et procentpoint. Pris: 7,3 milliarder kroner.
*For det tredje – en indførelse af et nyt jobfradrag på 2.000 kroner for de godt 2,7 millioner danskere, der har et arbejde. Pris: 5,4 milliarder kroner.
Den samlede pris for dette forlig ville være 17 milliarder kroner. Det svarer i runde tal til driften af forsvaret eller den samlede ulandsbistand eller til at sænke folkepensionen med 25.000 kroner om året.
Det er med andre ord meget store beløb, men ifølge Beskæftigelsesministeriets store udspil Flere i arbejde fra april i år, så vil skattelettelser for folk i arbejde i den størrelsesorden øge arbejdsudbuddet med op til 35.000 danskere (kan downloades i pdf fra www.bm.dk/publikationer/). Og det er den bundne opgave for danske regeringer i de kommende årtier – de skal ganske enkelt skaffe flere i arbejde.
Lykkes det ikke, vil velfærden falde dramatisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her