(2. sektion)
Kunstkritik
De kan blive enige om, at mediernes dækning af kunststoffet er for ringe. Men billedhuggeren Poul Isbak og formanden for foreningen af Unge Kunstnere og Kunstformidlere, Jakob Jakobsen, er dybt uenige om, hvilken rolle kunstkritikken bør spille.
Jakob Jakobsen lægger for:
»Et kunstværk kan ikke stå alene. Det fungerer først, når der kommer et sprog og en diskussion omkring det. Problemet er, at mange af de udsagn, der kommer fra kunstnerne, kommer til at stå alene. Der er ikke nogen resonnans mellem den og andre erfaringer. Og så falder kunsten til jorden,« vurderer Jakob Jakobsen.
Poul Isbak læser ganske vist kritikken af sine egne værker, men tillægger dem ikke synderlig vægt.
»Jeg laver, hvad jeg har lyst til, hvad enten anmelderen forstår det eller ej. Det ændrer ikke mine tanker om, hvilke skulpturer jeg har lyst til at lave. Jeg mener, at der må være noget galt med de mennesker, som bruger deres tid og liv på at arbejde hver dag og lade sig trække rundt i manegen af en anmelder.«
Poul Isbak køber ikke tanken om, at kunstværket kun har en værdi, hvis det kan generere omtale og debat i pressen.
»Det er en helt forkert opfattelse. For så kan man jo netop kun afvente dommernes bedømmelse af arbejdet. Hvis den model havde været anvendt, ville mange værker aldrig have set dagens lys. Jeg kunne blot nævne en Van Gogh. Han tænkte sgu ikke på, hvordan tingene ville blive bedømt.«
»De unge danske og udenlandske kunstnere, der arbejder med installationskunsten, vil jo have en journalist eller en kunsthistoriker til at beskrive deres værk. Og værket skal gennemfotograferes. Man får indtrykket af, at selve værket - det direkte fingeraftryk ikke eksisterer. Det bliver i øvrigt typisk skrottet ret hurtigt. For fremtiden vil der så ikke være brug for store museer, men blot for videoarkiver, hvor man så vil kunne kalde værket op på en skærm,« siger Poul Isbak.
Derved glider selve kunstværket i baggrunden til fordel for en debat om kunstværket. Poul Isbak mener i stedet, at det direkte møde med værket bør sættes i fokus.
»Det bedste, folk kan gøre, er at gå direkte til værket. Det handler om at bruge sine øjne og sine ører. Og sine hænder til at mærke stofligheden. Alt det er folk nu engang bedst til selv at vurdere,« siger han.
Jakob Jakobsen anerkender, at den enkeltes møde med kunsten er central. Men han mener ikke, at beskueren går uhildet til værket.
»Jeg har slet ikke tillid til værkets autonomi. Kunsten er først i live, når den bliver oplevet. Men den umiddelbare oplevelse er ikke en isoleret situation, men derimod en erfaring, der bliver medieret og forhandlet. Og sproget, der skaber den erfaring, kan være med til at udvikle kulturen ved at skabe andre og flere stemmer,« siger Jakob Jakobsen.
Men forudsætningen er en kvalificeret kunstdebat, og den mangler, mener han:
»Det virker, som om der er et kriterium om, at 14-årige skal kunne forstå det ellers er det ikke relevant. Men det er at tale ned til læserne. Fagligheden går fuldstændig fløjten. Og så kan jeg simpelthen ikke se, hvem der skal have glæde af at læse de her ting. Jeg kunne tænke mig mere diskussion om kunst. Også gerne de svære spørgsmål: Hvad skal det overhovedet bruges til?« siger Jakob Jakobsen.
For Poul Isbak rummer den evige jagt på debat og omtale dog en fare for, at opmærksomheden bliver fjernet fra det væsentlige.
»Mange udstillinger gør meget ud af at bruge pressen og medierne. Det er ofte udstillinger, hvor jeg mener, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er kunst, eller om man lige så godt kunne gå ind og se en fodboldkamp: Blenderfiskene på Trapholt eller udstoppede hundehvalpe og sammensyede grise. Det svarer til, at en kunstner lejer et stort tomt lokale, stiller sig op på en køkkenstige med en løkke om halsen og spørger publikum: Hvem tør sparke til stigen? Det bliver måske det næste?« spørger Isbak.
Men netop diskussionen om guldfisk og blendere mener Jakob Jakobsen er et godt eksempel på, at kunsten kan bryde ud af sin osteklokke.
»Selvfølgelig er det nedslående at læse, hvad der faktisk bliver skrevet om det. Men det er fint, at ting, der kommer fra billedkunsten, bliver taget alvorligt, for jeg synes bestemt, at det er diskussioner, som har noget at gøre i en bredere offentlighed,« vurderer Jakob Jakobsen.
Poul Isbak kan ikke se, at en diskussion på det niveau bidrager kvalitativt til kunsten.
»Man går efter provokationen, og det er også det, medierne hele tiden jagter. Hvis der ikke var en anmelder, intet tv og ikke en skreven linje om det, så ville det hurtigt forsvinde igen det er jo faktisk også ting, som hurtigt bliver glemt. Og for mit vedkommende: jeg vil hellere stoppe som billedhugger end at bevæge mig ind på det felt.«
Jakob Jakobsen har opholdt sig i England, hvor han har oplevet en anderledes medieinteresse for kunstverdenen.
»Jeg er tilbøjelig til at synes, at den måde, hvorpå man i England dyrker visse billedkunstnere på linje med Oasis eller Robbie Williams, er interessant. Billedkunstnerne kommer i de rigtige blade og til de rigtige fester. Det ville jeg personligt ikke være interesseret i, men nogle kunstnere kunne sikkert håndtere det. Interessen viser, at kunsten bliver taget alvorligt, og det sikrer, at den bliver diskuteret.«
Begge kunstnere er enige om, at navnlig tv-mediet rummer muligheder for formidling af billedkunst, forudsat det opprioriteres.
»Et fantastisk medie som tv sjofler kunsten, og det gælder alle de forskellige kunstformer. Det, der hele tiden sker, er, at de mennesker, der laver udsendelserne, skal lave det så helvedes hurtigt. Og så handler det om at lave kunst oven på det, som kunstneren har arbejdet med i atelieret. Det får nemt en karakter af show og underholdning. Det er der overhovedet ingen grund til, når vi har så mange dygtige kunsthistorikere i landet,« vurderer Poul Isbak.
Alligevel nærer Poul Isbak ingen illusioner.
»Hvis tv virkelig samlede sig om at lave nogle kvalitetsprogrammer, kunne de måske fungere som appetitvækker. Det kunne måske give nogle mennesker lyst til at gå hen at se en udstilling,« vurderer Poul Isbak, der fastholder, at målet er den enkeltes møde med værket.
Jakob Jakobsen fastholder omvendt, at kunsten fornemste mål er at bidrage til samfundsdebatten. Men det kræver en bedre kunstkritik.
»I dag er det meste kritik jo bare et referat, hvor man lige til sidst nævner, at der godt kunne være anvendt lidt mere blåt, fordi man jo skal være kritisk. Det hænger sammen med en benovelse, hvor kritikeren ikke ser sig selv som produktiv. Min ideelle anmelder er tværtimod en, der selvfølgelig kender stoffet, men bruger det til at producere noget mere. En anmelder skal være interesseret i at spille med.,« siger Jakob Jakobsen.
Poul Isbak sætte dog spørgsmålstegn ved, hvilken glæde publikum i mødet med et værk har af en anmeldelse.
»Det kan være svært for en anmelder at trænge ind i mine skulpturer. De er ekstremt enkle i deres form, og der er ikke en masse udenoms. Jeg laver dem og udstiller dem, og så kan folk selv se på det og forholde sig til det.«
