Læsetid: 10 min.

Nå, Silvio, hvor’n skær’n...

Deres Overfrankerede oplever under topmødet pingvinen, sælen, Fogh, Solana og Penelope samt paradokset: At flere hundrede mediefolk er samlet om næsten ingen nyheder
14. december 2002

Mediecirkus
Aldrig så snart var man kommet inden for døren i Bella Center, før man blev bestormet af topledere, som ville byde velkommen og sørge for, at pressen følte sig hjemme.
»Nu skal jeg tage frakken,« sagde Schröder.
»Hva’ med en kop kaffe,« sagde Blair. Han stod parat med en termokande.
Chirac, som havde holdt sig lidt i baggrunden, ville vide, hvor jeg kom fra.
»Information,« sagde jeg.
»Åh,« sagde han og smilte nådigt. »Det er den, der svarer til Le Monde, n’est-ce pas?«
»Oui,« svarede jeg.
»Er det ikke den, Schultz-Jørgensen er redaktør for?«
»No, it is not« sagde jeg til den lille, skaldede mand, der spurgte, og som gik for at være mediemogul. Der var mange sprog i luften, så man kunne godt komme til at blande dem lidt.
Egentlig havde jeg tænkt, at hvis Berlusconi dukkede op, ville jeg kigge demonstrativt til den anden side og fløjte. Nu stod han der med sit store pastasmil. Han viste sig at være enormt flink, hvorfor det var svært at spille fornærmet, selvom man hele tiden tænkte på, at han havde alle mafiabosserne og hele ytringsfriheden i Italien under sig. Fogh var tydeligt indtaget i den lille mand, der havde kaldt ham for den kønneste statsminister i Europa – for næsen af Blair, der ikke var i sit sædvanlige humør, fordi konen, Cherie, nu igen havde lavet ulykker hjemme i England.

Afmålte lunser
Nej, sådan var det naturligvis ikke. Man blev ikke bonkammerat med Tony og Jacques ved det topmøde. Journalisterne er strengt adskilt fra politikerne. Man kan ikke se ind i konferencelokalet og ej heller følge deres forhandlinger via monitor. Måske spiller de i virkeligheden billard?
Engang imellem får journalisterne en luns i form af et afmålt pressemøde, hvor politikerne behændigt siger så lidt som muligt. Det er de mest kontrollerede nyheder, man kan forestille, og mulighederne for at få egne historier er få og små. Aviserne skriver om »dramaet i København,« men det virker ganske udramatisk. Det er paradokset: At flere hundrede mediefolk er samlet om så få nyheder. De stiller de samme spørgsmål igen og igen: Hvad med Tyrkiet, Polen og Cypern? Og kommer Kofi Annan? Et rygte vil vide, han er ved at tjekke ind på et københavnsk hotel. Det dementeres snart efter.
Men så alligevel: Det er i de sproglige nuancer, nyhederne ligger. Og selve kampen, duellen, om man vil, med de mest obsternassige ansøgerlande. Et forkert valgt ord – og milliarderne fosser ned i eller ud af EU-kassen. Eller »pungen,« som Fogh siger.
Man har på forhånd hentet sin akkreditering i Udenrigsministeriet. Det er ikke nok med almindeligt pressekort, man skal have et særligt et om halsen også, og således kom vi journalister til at minde om overfrankerede breve i juleposten.
Deres Overfrankerede ankommer i al ydmyghed med Metroen til Sundby, hvorfra jeg til fods bevæger mod Bella Center, der er omgivet af bare marker, dog dækket af et hvidt lag sne eller rimfrost. Formentlig noget, EU har lagt ud, så gæsterne kan se, de er kommet til Norden.
En ung freelance fotograf, der præsenterer sig som Tobias begynder straks, mens vi går, at filme og interviewe Deres Overfrankerede. Han fortæller, at hans mor er guide for nogle af demonstarnterne. Er han fra TV-Stop? Nej, han vil forsøge at sælge optagelserne til svensk tv, som han har forbindelse med. Jeg skriver til gengæld om ham. Og sådan er det også i den store pressehal, hvor journalisterne sidder ved lange arbejdsborde i mange rækker, med deres powerbooks og en telefon lige ved hånden. Kan man ikke få interview med andre, kan man altid få en kommentar med en vurdering fra kollegerne fra de andre lande. Gensidig befrugtning.

Fri pølsebar
»Mohammad Achmed,« lyder det gentagne gange fra en af de mange mindre, stærkt oplyste scener eller podier i det store sceneri. En tv-journalist laver stemmeprøve. Senere ser jeg ham ved pølsevognen med fri pølsebar midt i lokalet : »What kind of meat is it?« vil han vide. »Pork,« lyder svaret, og han forføjer sig. En kvinde bestiller 30 franske hotdogs »med det hele.« Det viser sig at være en joke, og pølsepersonalet ånder lettet op. Situationen opløses i smil.
En spanskudseende donna står på en anden scene i sylespidse, højhælede – i chik damehabit med silkerevers. Hun stryger en afbleget hårlok fra panden, mens hun gør klar til at komme på. En tv-journalist på næste scene retter lige på sit slips. På en tredje scene kommunikeres nytheder på døvstummesprog. Mette Fugl sidder sammen med Per Stig Møller på en fjerde scene. Og dèr står en lille, elegant franskmand, der til forveksling ligner Charles Aznavour.
Bare at se på alle disse presserepræsentanter er som at overvære et show. Johnny Reimars Partyband kunne godt passe ind – med smølfer. Selv om de ikke er helt så elegante som Aznavour.
»Polakkerne lyver. De lyver simpelthen,« kommer det forarget fra et hjørne. Et rygte vil vide, at polakkerne hævder, de har fået en 50 procent bedre aftale, hvilket senere dementeres.
»De var oppe på taget,« forlyder det også. Nu er der tale om nogle demonstranter. Også det er et rygte.
Et par mænd støvsuger på området - lidt sent, skulle man mene. Alle tv-stationer har fået særlige lokaler til rådighed – inde hos italienske RAI sidder en mand og stirrer intenst på sin computerskærm - han er ved at lægge en kabale, fremgår det, når man træder nærmere. Den, der hedder Napoleon. Sådan kan man fordrive tiden mellem ikke-nyhederne.

Kommunikationsvirus
Jeg løber! Vi løber i flok. En af EU’s tunge drenge, Solana, dukker undtagelsesvis op i pressecentret på BBC’s podium, hvor intervieweren har en ledning strittende ud fra jakken bagtil. Det ligner en hale. Og »vrooom« siger det, så er Solana omringet af en præstekrave af mikrofoner. Har benene overhovedet jordforbindelse?
Ud over CNN ses også mikrofoner fra mindre stationer som Valencia, Andalucia og Catalunya.
Solana er en af de roligste mænd i Europa. Kun de nærmeste kan høre, hvad han siger. Det er derfor vi løber – for at komme om foran nu, hvor han bevæger sig tilbage mod konferencen. Vi er grebet af en kommunikationsvirus, men har intet at kommunikere. På afstand ligner optoget – et halv hundrede mediefolk – et dyr, en slange, én stor organisme, og Solana må hele tiden standse og besvare spørgsmål. Boduguards forsøger at bane vej for ham.
»This summit is bound to be a great succes,« hører man ham sige. Jeg er nu så tæt på, at jeg kan se, at han både har vandrette og lodrette rynker i panden.
Ellers er det mest de mindre vigtigt politikere, der dukker op i pressecentret. Michalis Papapetrou f.eks., talsmand for den græske regering, har samlet et meget mindre opløb, hovedsageligt græske journalister.

Sælsomt
På vej hen til pressemødet med det danske formandsskab bliver distraheres jeg af to tv-monitorer. På den øverste taler Anders Fogh, på den lige nedenunder ser man en sjov pingvin traske over isen med en bylt på en stang.
»Jeg frygter ikke negative reaktioner fra Tyrkiet,« siger Fogh. En polsk journalist spørger om, hvordan det ser ud for Polen lige nu.
»Vi vil afslutte forhandlingerne i morgen,« siger Fogh. »De kandidater, der er klar, kommer med.«
Pingvinen har sat sig på en kælk. Den græder hjerteskærende. En sæl dukker op med en fisk. Den sparker fisken hen til pingvinen.
»For de ansøgerlande, der ikke kommer med i denne omgang, skydes afgørelsen måske ud til 2007,« truer Fogh.
Sældyret tager en række armbøjninger på isen. Det ser... sælsomt ud.
En dansk journalist spørger: »Får vi en afgørelse for Tyrkiet i aften.«
Pingvinen går hen til sin iglo og henter et par stylter.
»Jeg stiler efter en tyrkisk løsning hurtigst muligt,« siger Fogh. »Jeg præsenterer en plan på arbejdsmødet.«
Pingvinen afprøver stylterne. Den klarer sig bravt på det isglatte underlag.
»We have come to a limit,« siger Fogh. »No more money.«
Mette Fugl har også fået sparket et spørgsmål ind. Hun vil vide, hvad der står i Foghs drejebog, idet hun ikke går ud fra, det er drejebogen til Nøddebo Præstegaard eller Jul i den gamle Købmandsgård. Hun stiller – under behersket hyssen – spørgsmålet på dansk.
Jeg når hen til pressemødet, hvor der er så overfyldt, at det er vanskeligt at komme ind, men det lykkes. Fogh, flankeret af Per Stig Møller og Bertel Haarder, taler pænt engelsk – ikke prangende, men nydeligt og tydeligt. Ikke som dengang Lone Dybkjær skal have sagt: »We have to stop now, as we all have to catch our flies.« Hun mente flyvemaskiner, men journalisterne begyndte med hænderne at fange imaginære fluer med hænderne under moro. Eller som da Haarder ville sige: Prikken over i’et og sagde: »The prick over the eye.« Historierne er ikke nødvendigvis rigtige.
Haarder er den, der på vej ud, får »fornøjelsen« at blive overfaldet af journalisterne, idet det lykkes de to andre at undslippe.

Date med miss
En lille pause, jatak. Man kan jo sættes sig og læse lidt i Slovenia News, der er lagt frem på avisbordet sammen med International Herald Tribune og Financial Times – eller European Voice, der på forsiden har en historie om, at den 21-årige tyrkiske miss World gerne vil have en »date.« Men Chirac & co. skal ikke glæde sig for meget, for den »date«, hun ønsker, er en dato for Tyrkiets EU-optagelse. Tyrkiet er et moderne land, der er helt klar til at blive fuldgyldigt medlem, mener hun.
På bagsiden fortælles, at bladet i Bruxelles har bevidnet, at en af Romano Prodis nære medarbejdere overgav en stor konvolut til Giscard d’Estaing, da denne stod af TGV-toget fra Paris – som en scene fra en James Bond-film. I kuverten skulle angiveligt være en plan for EU’s fremtid under kodenavnet, Penelope. der følger nu en udredning af, hvem Penelope var i den græske mytologi.
Smart indretning
For dansk midterpolitik er EU en smart indretning. Den voldsomme eksponering af det danske formandsskab lukker munden på dem på den yderste højrefløj – f.eks. præsterne Langballe & Krarup, der har subtile grunde til – ejendommeligt nok – at være modstandere af menenskerettighederne. Den aktuelle EU-politik lukker munden på venstrefløjen ved at gøre menneskerettigheder, lighed for loven og demokrati til betingelser for optagelse af Tyrkiet – og ved i det hele taget at lukke østlandene ind. For når nu venstrefløjens helt, Havel – Europas svar på Nelson Mandela - vil ind, hvad så? Eller kort sagt: Skakmat til højre og venstre. EU er over os, hvad enten vi vil eller ej.

124 km toiletpapir
I det fjerneste hjørne af pressehallen sidder et hold fra TV 2’s Deadline Claus Hagen Petersen, Jimmy Andreassen, Jørgen Chemnitz bl.a. De har haft Lykke Friis, Anne Knudsen og Helle Thorning-Schmidt til samtale i deres XM2-studie – og Nyrup, som har talt smukt om Anders Fogh, fortæller de. Nyrup har sagt noget om, at det gælder om at have et kropssprog, der udtrykker den holdning, man har. Det syntes han, Fogh gjorde.
Hvad snakker et tv-hold ellers om, når der er pause?
Lidt om, at det er underligt, regeringen vil privatisere TV 2, når folk er så glade for stationen, som den er. Lidt om, at konkurrenten, DR, ikke har genvundet de mange seere, som de tabte under konflikten for nylig. Og en hel del om maden ved dette topmøde og i dette center – journalister og tv-folk bespises gratis – sammenlignet med andre tilsvarende begivenheder.
På Kronborg i sin tid fik man slet ingen mad – det var en skandale.
I Bella Centret er man i gang med at koge 70 kilo ris. Det er høje tal, der opereres med. 10.000 kilo mad alt i alt. Og 124 kilometer toiletpapir klar til brug efter middagen. Skal vi skyde på en kilometer til statscheferne, når de har spist den kronhjort, som Fogh har bestemt, de skal have?

Pandekager nok
Deres Overfrankerede går om aftenen til reception på Københavns Rådhus, hvor man hilses af ordene: »Welcome Europe! Copenhagen – human capital.« Der er udsmykket med dannebrogsflag og højt til loftet, men ikke specielt hyggeligt i den, hvad atmosfære angår, kolde rådhushal, hvor et team af damer med fine, hvis forklæder står klar. Alle er inviteret, kun få møder frem. »A sweel party,« synges der over højttaleranlægget. Det kan man diskutere.
»Det er ligesom sidste gang,« sukker damen, der skænker rødvin ved et af bordene. »Da havde vi kalkuleret med 1000 gæster, men der kom kun 176.«
Denne gang er der vist endnu færre. Folk spiser i Bella Centret eller foretrækker Københavns restauranter.
Det forlyder, at Bente Frost skal holde en tale, men da er jeg gået ud i københavnerkulden igen. Ingen grund til at vade i det. Så fik man da endelig smagt de rådhuspandekager, som der var så rigeligt af. Ikke nemt at være Københavns Kommune – havde man ikke arrangeret noget for topgæsterne, var det nok også blevet kritiseret.
Fredag formiddag begynder det store show i Bella Center igen. Hvert land har fået tildelt et lokale til afholdelse af pressekonferencer. Der er run på et med en repræsentant for den polske regering.
En kvindelige journalist forsøger at presse sig ind, men bremses af en mand med ordene, »Gonna fly?« Hun må flyve hen over mængden, hvis hun vil ind.
»Vi kan ikke sige noget om detaljerne, for der forhandles lige nu,« lyder det inde fra lokalet. »At vi er her er et mirakel, vi ikke havde turdet drømme for en halv snes år siden. Vi forventer mirakler... det er et spørgsmål om at finde de rigtige løsninger sammen. Det, der ikke løses i dag, bliver morgendagens problemer...«
Det store show, der vel kun indeholdt fire-fem reelle nyheder, fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu