Læsetid: 4 min.

Når katten er ude...

Den danske undergrund myldrer med talent, originalitet, vovemod og virkelyst
27. december 2002

DK-Rock
I løbet af år 2002 har der været uhørt fokus på musikbranchen fra de trykte mediers side. Flere af vore konkurrenter har været ude med store artikelserier omhandlende den såkaldte krise, branchen som helhed skulle være ramt af, og vi selv har været på banen i lignende ærinde. Det er jo altid en god historie, når det går nogen dårligt. Og jo, de fem store multinationale pladeselskaber, der dominerer verdensmarkedet, kan atter se frem til røde tal på bundlinjen, da pladesalget endnu engang viser hvad man vist kalder vigende tendens. Pudsigt nok går salget af vores hjemlige kunstnere frem, men ikke nok til at knække kurven.
Forklaringerne på den økonomiske nedtur er mange og da selvkritik ikke kendetegner de multinationale, har de valgt at placere skylden andre steder: på downloading fra nettet og folks hjemmebrændte cd’er. Mens kritikere uden for systemet peger på hvordan 15 års blind dyrkelse af hittet på bekostning af kunstneren nu svider et system, der konsekvent har forsømt at tænke på længere sigt og i bl.a. karrierer. Og i stedet har forvandlet det hele til et Absolute Fuck You Volume 303-tivoli, hvor kunstnere konsekvent omtales som ’artister’. Viljen til at bygge en kunstner langsomt op er simpelt hen forsvundet. Er der ikke jackpot første gang, er det simpelt hen ud af vagten. Læg dertil det dyre og æstetisk uindbydende cd-medie, angsten for og mistilliden til kvalitet, en støt voksende musikalsk infantilisering – det såkaldte ’Aqua-syndrom’ – og man kan drage sine egne konklusioner.

Rockens comeback?
Årets gode nyhed for de de store selskaber var, at EMI fik jackpot med Nyborg-kvintetten Saybias første single – og at debutalbummet solgte næsten lige så godt som i de gode gamle dage (læs: ’80’erne). Gruppen ramte ned i en åben salgsnerve med en letfordøjelig sturm-und-drang-præget hybrid, sammenstykket af en række af tidens toneangivende britiske rockbands lyd. Ret skal være ret – gruppen besidder i Søren Huss en sanger af stor spændvidde og med en udtryksfylde, der overgår sangerne i de bands Saybia gerne sammenlignes med. Og så skal succesen måske tolkes derhen, at rocken er ved at få et comeback – kommercielt, i det mindste – oven på en række år, hvor dance, house, pop, R&B, hiphop og electronica har sat dagsordenen. Måske.
Før vi vender blikket mod den frodige underskov af danske kunstnere, der ikke for deres død ville kunne få kontrakt med et stort pladeselskab bør BMG fremhæves for årets to væsentligste hiphop-udgivelser. Malk de Koijn lancerede det vittige og sprogbevidste Sneglzilla-album, der ud over at være årets morsomste udgivelse også var tæt på at være dets bedst producerede. Og så selvfølgelig de tre gutter fra Brøndby Strand, der kalder sig Outlandish, hvis Breads And Barrels of Water var et supermelodisk og råsvingende udspil på i hvert fald tre sprog (dog ikke dansk!) og et af de bedre argumenter mod vores nuværende fremmed- og kulturfjendske regering, der alle til hobe er helt brune i ansigterne af at sutte røv på erhvervslivet.
I en helt anden boldgade finder man to udgivelser fra det lille selskab, Resonance. Syv Cirkler bestod af fem remix af den elektroniske pioner Else Marie Pade, som dermed blev hevet ud af de skygger hun alt for længe har været henvist til, mens Halvvejs til Halfdan er en inciterende og opfindsom hyldest til den nys afdøde digter Rasmussen.

Fra territorierne
Resten af årets bedste danske plader blev udgivet af enten bittesmå pladeselskaber eller kunstnerne selv. Nikolaj Nørlund, selv en fremragende singer-songwriter, lancerede således selskabet Auditorium, som bl.a. udsendte Niels Skousen forrygende comeback, Dobbeltsyn, et usædvanligt smukt, modent og afrundet udspil samt debutplader fra den underskønne Lise Westzynthius, hvis Heavy Dream vokser ved hver gennemlytning og Superjegs umiskendeligt C.V.-inspirerede Alt er ego, der opridser, hvad der kan gå hen og blive en givtig karriere. På eget selskab udsendte Mikael Simpson det guddommelige Os 2 + Lidt Ro 2002, et usædvanligt hørværdigt og herligt skizofrent debutalbum, som virkelig kan føre kunstneren – og lytteren! – hvorhen det skal være. Og Århus-septetten Under Byen slog til for anden gang med det atmosfæremættede Det er mig der holder træerne sammen, en suveræn showcase for Henriette Sennenvaldts uafrystelige lillepigestemme.
Årets danske tekstforfatter kaldte sig Mikael K og med sit band Klondyke leverede han debuten Guld, der levede op til sin titel: 10 finurlige, poetiske, underspillede og melodisk skudsikre sange af usædvanlig høj karat. Det lille selskab Crunchy Frog udsendte det tredie Superheroes-album, der viste gruppens vækst, men også dens største problem i form af en forankring i 80’erne, der begynder at ligne en møllesten. Og så scorede selskabet kassen, da Sune Wagners nye duo The Raveonettes fik amerikansk millionkontrakt på baggrund af en stribe sange i Bb-mol. Endelig er det værd at notere sig gruppen Salem, hvis oversete I Kicked The Dog udsendtes på det herligt aktive undergrundsselskab Cope Records. Gruppens sanger Mikkel Risbjerg er i verdensklasse og pladen holder herfra og til evigheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu