Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

27. december 2002

Polo Montañez, 47
*Skuffelsen var stor hos de tusinder, der var mødt op ved den store scene uden for megabogmessen i Mexicos næststørste by Guadalajara den 30. november. Vi ville høre den seneste stjerne på den cubanske musikhimmel, den selvlærte troubadour Polo Montañez. Han dukkede ikke op. I stedet for fik vi bekræftet rygtet om hans død fire dage tidligere.
Polo Montañez (Fernando Borrego Linares) blev kun 47 år gammel. Han døde af sine kvæstelser en uge efter at han på vej hjem fra en koncert var kørt ind i en mørklagt traktor. Han havde lige gennemført 20 koncerter i flere cubanske byer og en kæmpekoncert i Havana for op mod 100.000 mennesker, og havde så opfyldt et løfte til sin nabos datter om at optræde ved hendes 15 års fødselsdag. På vej hjem derfra sluttede hans korte liv som stjerne.
Polo Montañez var bonde fra den vestlige provins Pinar del Río. Han optrådte om aftenen og i weekenderne på det lokale hotel med en gruppe bestående af slægtninge og venner, som havde spillet sammen hele livet. Repertoiret var kendte sange og især Polo Montañez’ egne sange.
Det var disse sange og hans ligefremme stil, der gjorde ham elsket, da han takket være den franske pladeproducent José da Silva (der bl.a. gav den kapverdianske sangerinde Cesaria Évora hendes internationale gennembrud) indspillede sin første plade i 1999, Guajiro Natural (En almindelig bondemand).
Montañez skabte sine tekster i den traditionelle décima-stil, der er meget udbredt især blandt tobaksavlerne i hans hjemegn. Det er digte i ti-liniers strofer, der som regel beretter en historie. »Jeg digter om virkelige ting som er sket for mig eller andre. Mine sange er små romaner, der taler sandhed og jeg tror det er derfor folk virkelig tager dem til sig«, fortalte han engang.
Musikken er den traditionelle son og livlige guarachas, ofte med en tilsætning af afrocubansk inspirerede kor og rytmer, der giver hans musik en særlig swing.
Hans første plade blev en øjeblikkelig succes i Cuba og slog meget hurtigt igennem i Colombia, hvor han i 2001 blev udnævnt til »Berømt Søn af Colombia« og tidligere i år blev han udnævnt til Årets Musiker i Cuba.
Polo Montañez fornyede den traditionelle cubanske musik og løftede den ud af den museumsposition den så småt var ved at få. Han efterlader sig to cd’er, godt hundrede sange og et stort hul i cubansk sangskrivning.jl

Peter Tanner, 88
*Klipperen er den mest usynlige blandt de betydelige filmarbejdere, og man vil lede forgæves efter Peter Tanners navn i de fleste opslagsbøger. Men i al stilfærdighed klippede Tanner næsten 100 engelske og enkelte amerikanske film i en karriere, der varede over 60 år. Ganske pænt skuldret, for blandt de instruktører Tanner klippede for, var krævende herrer som John Cassavetes, David Lean og Alfred Hitchcock.
Tanner ville oprindeligt være jazz-trommeslager, men gjorde sig mest bemærket som jazz-skribent. Rytmesansens havde han dog i blodet, og den kunne han bruge som klipper. Han kom for alvor i gang under Anden Verdenskrig, hvor han klippede dokumentarisk materiale for Englands to førende instruktører, Carol Reed og David Lean. Sidstnævnte, der selv havde været klipper (og en mesterlig sådan), oplærte Tanner, som også klippede dokumentariske koncentrationslejr-optagelser forestået af Alfred Hitchcock.
Naturligt nok blev Tanner derefter klipper på en berømt engelsk krigsfilm som Havet sletter alle spor (1953), men den af hans credits, der huskes bedst fra den periode, er så afgjort Robert Hamers sylespidse sorte komedie Syv små synder (1949), der har Tanners klipning at takke for meget af sin velpointerede elegance.
I 1970 indledte Tanner et samarbejde med John Cassavetes på en af hans centrale film, Husbands. Det fortsatte på En kvinde under indflydelse (1974), som Tanner dog ville klippe ned til to timer, hvilket gjorde Cassavetes så vred, at partnerskabet ophørte. Siden har Tanner med stor dygtighed arbejdet sammen med instruktører som Gavin Millar og John Irvin (Hamburger Hill).
Tanner frabed sig fejring på sin 80-årsdag, da han ikke ville have det afsløret hvor gammel han var. Og han blev da også ved med at arbejde til kort før sin død.Pim.

Varinka Wichfeld Muus, 80
*Varinka Wichfeld Muus – enken efter chefen for faldskærmsfolkene under den tyske besættelse, Flemming B. Muus – er død.
Som sekretær for Flemming B. Muus udførte Varinka Wichfeld i dyb anonymitet et betydningsfuldt illegalt modstandsarbejde. Mens modstandskampen var på sit højeste i juni 1944 blev de gift.
I sin erindringsbog fra 1994, Fra Solskin til Tusmørke, fortæller Varinka Muus, at hun fødtes på livets solside. Tusmørket refererer til besættelsestiden og livet under jorden.
Varinka Wichfeld var datter af stamhusbesidder Jørgen Wichfeld og dennes engelske hustru, Monica, på godset Engestofte ved Maribo og levede indtil frihedskampen et internationalt præget overklasseliv. Både mor og datter engagerede sig i illegal virksomhed. Monica Wichfeld blev dødsdømt af tyskerne, men benådet og omkom i kz-lejr.
Da Varinka i juni 1943 var i København, skaffede hun sig gennem illegale forbindelser kontakt til en ’Hr. Møller’, der skulle være en af frihedskampens ledere, og tilbød sin arbejdskraft.
Hr. Møller var identisk med Flemming B. Muus, der havde meldt sig til den engelske hær og i marts var blevet kastet ned i Jylland for at lede de engelsk uddannede faldskærmsfolks arbejde i Danmark. Under to års nervepirrende tilværelse med bestandig skiftende boliger og et stigende pres fra Gestapo varetog Varinka Wichfeld Muus blandt andet sin mands kodede korrespondance med London.ritzau

Sv. Erik Nørregaard, 61
*Jazzmusikeren, trommeslageren Svend Erik Nørregaard, Vanløse, er død. Han var i mange år en af landets kendteste og velrenommerede trommeslagere og modtog i 1997 den fornemme Ben Webster-pris.
Svend Erik Nørregaards talent gjorde ham efterspurgt både i jazzen og i underholdningsmusikken. Han begyndte at spille trommer som 14-årig og blev professionel i 1960, da han tog til Sverige, hvor han i en årrække spillede sammen med førende svenske musikere. Fra 1965-75 spillede han med Jørn Grauengaards orkester, og fra 1976-77 var han en del af Poul Godskes orkester. Han nåede det meste inden for dansemusikken og revy og populærmusik på grammofonplade, men nærede en dyb kærlighed til den klassiske jazzkvartet med piano, bas, trommer og saxofon.
Selv betegnede han jazzen som en livsbetingelse, og fra midten af 1970’erne markerede han sig stadig oftere i selskab med folk som Niels Jørgen Steen og Jesper Thilo.
Nørregaards ry som en robust og swingende jazzmand gjorde ham til en hyppigt anvendt akkompagnatør, når der var prominente udenlandske gæster på besøg, og han spillede med et utal af internationale solister, bl.a. Dexter Gordon, Eddie Lockjaw Davis, Dizzy Gillespie, Thad Jones, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Red Mitchell.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu