Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

13. december 2002

Ole Bernt Henriksen, 68
*Nogle har skrevet, at han havde statsminister-ambitioner, men det blev for cand.phil. Ole Bernt Henriksen til en årrække som medlem af Folketinget for De Konservative.
Ole Bernt Henriksen, der døde søndag, 68 år gammel, var desforuden kendt som chefredaktør for Jyllands-Posten, som han ledede i perioden 1972-74 efter en årrække som bl.a. udenrigsredaktør ved bladet.
Henriksens sidste gerning for Jyllands-Posten var et indlæg for ti dage siden, hvor han med vanlig elegance og skarphed gjorde opmærksom på, at den af nogle forlangte ’kulegravning’ af Brixtofte-sagen er en meget dårlig betegnelse, eftersom kulegravning i
ordets egentlige betydning er den proces, hvormed man dynger jord på kålroer for at beskytte dem mod kulden. Og det var vel ikke lige forslagsstillernes dagsorden.
Ole Bernt Henriksen var klassisksproglig student fra Aalborg Katedralskole, hvorfra han bevægede sig til økonomi- og jurastudierne ved Københavns Universitet og i USA.
I kraft af sine skriveevner og sin store viden gled han imidlertid hurtigt ind i den journalistiske verden, hvor han efter et ophold hos Børsen kom til Information. Her blev han i 1964 chefredaktør, men den unge konservative ildsjæl gik ikke videre godt i spænd med bladets ånd og medarbejderskare – en gruppe kvindelige medarbejdere truede med at forlade avisen, hvis ikke Bernt Henriksen gjorde det – og i 1965 forlod han Information og kom til Jyllands-Posten, som han i forskellige roller var knyttet til frem til sin død.
Ole Bernt Henriksen var i offentligheden også kendt i perioden 1984-92 som kommitteret og civil chef for Hjemmeværnet, foruden som præsident for Akademiet for Fremtidsforskning. Han var midt i alle disse engagementer stærkt optaget af historien, skrev bøger om danske konger, om astronomen Ole Rømer og om Europa. I sine sene år gennemførte Ole Bernt Henriksen historiestudiet ved Århus Universitet og endte med titlen cand.phil.jsn

Mal Waldron, 76
*Den amerikanske pianist Mal Waldron var en respekteret og vigtig jazzmusiker med et ujævnt levnedsforløb, der delte hans karriere i to.
Han var en af jazzmodernismens repræsentanter – ikke mindst inspireret af Thelonious Monk – med boppens sprog i fingrene og med tiden også free jazz. Waldrons tørre og mørkt farvede klaverspil var dog ikke ud af nogen bestemt skole og står som et personligt bidrag til jazzen.
Han medvirkede på en lang række plader og spillede med musikere, der havde afgørende betydning for jazzens reception og udvikling, bl.a. Charles Mingus, Billie Holiday og John Coltrane.
Waldron, der var født og opvokset i New York, startede ud med musikstudier og R&B-bands. I 1950’ernes spillede han med saxofonisten Ike Quebec og begyndte i 1954 at arbejde med Charles Mingus. Waldron medvirkede bl.a. på dennes Pithecanthropus Erectus (1957). Waldron blev også Billie Holidays akkompagnatør i hendes sidste år i slutningen af 50’erne. Han var en flittigt benyttet sideman og studiemusiker og indspillede bl.a. med Eric Dolphy, Art Farmer og John Coltrane, der også forevigede Waldrons melodi »Soul Eyes« på pladen Coltrane (1962).
Waldrons heroinmisbrug førte i 1963 til en kritisk overdosis, der i flere år satte ham ud af spillet og berøvede ham hans opøvede pianistiske erfaring. Waldron måtte træne sig op næsten fra bunden og hans klaverspil ændrede sig derfor noget. Ydermere forlod Waldron i 1965 USA til fordel for Europa. Han opholdt sig bl.a. i München og siden Bruxelles, hvor han døde af kræft for nylig. Waldron var med til at skyde de to i dag velrennomerede pladeselskaber ECM og Enja i gang, da han stod for selskabernes respektive debuter i begyndelsen af 70’erne. Han indspillede igennem sin karriere en stor mængde plader i eget navn, der udgør et spændende og underprioriteret studiemateriale for jazzfolk. Waldron blev med tiden i højere grad interesseret i free jazz, hvilket bl.a. førte til et langt samarbejde og adskillige pladeindspilninger med sopransaxofonisten Steve Lacy ikke mindst i duoformat.cmh

Philip Berrigan, 79
*»Jeg ligger for døden uden at have rokket ved min faste overbevisning siden 1968 og Catonsville, at kernevåben er denne verdens svøbe: At eftertragte dem, fabrikere dem, opstille dem og bruge dem er en forbandelse mod Gud, mod menneskehedens familie og mod Jorden selv.«
Disse ord fremstammede den amerikanske fredsaktivist og tidligere jesuit Philip Berrigan på sin dødsseng 30. november i Baltimore. Seks dage senere udåndede han. Leverkræft tog livet af den 79-årige fredsforkæmper i løbet af et par måneder.
Ifølge de tilstedeværende – én af dem hans bror Daniel Berrigan – nåede den døende mand ikke at fuldende sit politiske testamente. Efter at have hvisket i nogle få minutter, blev han stoppet af et hosteanfald og genvandt aldrig sin evne til at tale.
Men Philip Berrigan havde i sit lange liv talt med så store bogstaver, at ingen kunne være i tvivl om, hvor han stod. Han var kompromisløs helt ind til benet, når det gjaldt at følge Guds ord i Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente (2:4).
»De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.«
Berrigan var sammen med broderen Daniel – ligeledes jesuiterpræst og en stor amerikansk digter – den første katolske præst til at gå i offentlig demonstration mod Vietnam-krigen. Han kom først til en bredere offentligheds kendskab under den berømte Catonsville-aktion i 1968.
Den 17. maj det år gik de to brødre og syv andre fredsaktivister ind i værnepligtskontoret i Catonsville i delstaten Maryland og fjernede dokumenter om 600 mænd, der var blevet indkaldt til krigen. Herefter satte de ild til papirerne med hjemmelavede napalm-bomber, bad en bøn og ventede på at blive arresteret.
Berrigan-brødrene og de syv andre blev sigtet for sammensværgelse og ødelæggelse af statslig ejendom. De blev alle kendt skyldige. Nixon-regeringen og FBI-chefen Edgar J. Hoover var imidlertid ikke færdige med dem. Inden sin fængsling giftede Philip sig med en nonne uden at meddele det til den katolske øvrighed. De to nygifte kommunikerede via en fange, som viste sig at være FBI-informant.
I 1972 blev Berrigan-brødrene og fem andre sigtet for at planlægge kidnapning af Henry Kissinger og et bombeattentat mod underjordiske varmerør i Washington. Regeringen tabte sagen. I de næste 30 år tilbragte Philip Berrigan 10 år i fængsel – ind og ud adskillige gange. Sidste gang han afsonede en dom var i 2001. Hver gang var anledningen en voldelig aktion mod en militærbase.
Berrigans radikale virkemidler inspirerede den såkaldte plovjernsbevægelse, som tog form i 1980. Selv havde han på egen krop mærket krig. Som artillerisoldat landede han med amerikanske amfibiestyrker i Normandiet. »Jeg blev uddannet til at dræbe andre,« fortalte han.
At have oplevet krigens rædsler på så tæt hold bidrog utvivlsomt til Berrigans rendyrkede pacifisme. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu