Læsetid: 4 min.

Nye krydderier i en stor, stor fodboldverden

Brasilien vandt VM og Ronaldo både titlen som Europas og verdens bedste spiller i 2002, men ellers trådte en hel del nye ansigter og lande frem på fodboldscenen
24. december 2002

Verdensfodbold 2002
Skønt VM-finalisterne Brasilien og Tyskland cementerede deres positioner som fodboldhistoriens mest vindende nationer, så var det de nye lande, der rykkede i fodboldåret 2002 – og gjorde fodboldverdenen større.
Der er sket meget, siden Tyrkiet i VM 1954 lamme-tævede Sydkorea 7-0 for derpå selv at blive nakket 7-2 af Tysklands senere verdensmestre. Og der er altså ikke mere nogen, der giver en afrikansk VM-debutant en snitter, som da Zaire i 1974 blev fik en ørn på 9-0 af Jugoslavien. Men den store forskel i historiens første VM-slutrunde i Asien, og den første med to værtslande Sydkorea og Japan, bestod i, at Sydkorea, Tyrkiet, Senegal, USA og Japan både præsterede fin fodbold, vandt matcher i gruppespillet og kvalificerede sig til anden rundes knock out-kampe.
Det er et gennembrud, når fire af 16 hold er debutanter i VM’s ottendedels-finaler, og det varsler en ny verdensorden, at tre fortsætter til kvartfinalerne og to til semifinalerne.
Sydkoreas fyrværkeri-fodbold, der foregik med lysets hastighed, indtil de asiatiske maraton-sprintere løb tør som Duracell-kaniner i semifinalen mod Tyskland, var oplevelsen. Sammen med Tyrkiets flamboyante individualister, der var bundet sammen med stærk taktisk disciplin. De lyste op sammen med Senegals rå løver med den franske fodboldopdragelse plus USA’s modelatleter med fysik som 10-kæmpere.
Det hang til dels sammen med, at VM 2002 var afbleget – med trætte, slidte og skadede stjerner som Zidane. Selv brasilianerne blomstrede sent, og derfor blev Sydkoreas røde djævle med deres kompromisløse angriben, deres kombinationsspil med speederen i bund og deres konsekvente, traditionelle fornægtelse af overgivelsen ikke bare saltet i suppen. Sydkorea var det nye, spændende krydderi.

Mester i underholdning
For disse præstationer kårede verdensforbundet FIFA Sydkorea som det mest underholdende hold i VM. Anføreren, den uforlignelige libero med Beckenbauer-overblikket Hong Myong-bo, der lavede sin eneste alvorlige fejl 10 sekunder inde i den syvende og sidste kamp, bronzeopgøret mod Tyrkiet, fik en bronzebold som bedste spiller efter Oliver Kahn (guldbold) og VM-topscoreren Ronaldo, der lige før jul både vandt France Footballs afstemning om Årets spiller i Europa – og FIFA’s Verdens bedste spiller 2002.
Egentlig en mærkelig fordeling af titlerne, for det var ikke for Inter Milano i foråret, eller Real Madrid i efteråret, at Ronaldo foldede sig ud efter alle knæoperationene og de lange pauser. Det var i VM for Brasilien.
Her et halvt år efter, hvor nationaltræner og nationalhelt Guus Hiddink er vendt hjem til Holland, hvor den middelmådige K-League har oplevet et tilskuerboom og Sydkorea ikke vandt fodboldturneringen i Asian Game, er fremtiden tåget. Var Sydkorea successen i VM 2002 bare det sjældne resultat af den helt rigtige kombination af spillere, træner og hjemmebane?
Selv i fodbold sker det jp, at mennesker mødes og sød musik opstår.
Nuvel der var mere hårdt arbejde end sød musik bag 4.pladsen. Knaldhamrende hårdt. I halvandet år hersede hollænderen med sine koreanske spillere på et professionelt klubholds vilkår - og tog dem med ud i verden til lærerige tæsk, som var de statsamatører fra det hedengangne socialistiske diktatur i DDR.
Vi kender billederne af anstrengelserne – for vi har set dem igen og igen på TV. Fra hele verdenen og alverdens sportsgrene. De er forudsigelige, men uopslidelige, fordi de er rituelle. Genkendelige som kultiske offerhandlinger. De kan bruges til det bedste eller det værste i opfostringen af nye sports-ikoner og i opdragelsen af nye generationer. Og det bliver de.

Regnskabet
Kommercielt lever fodbolden som verdens populæreste sportsgren og FIFA World Cup som et registreret varemærke, der er lige så kendt som de olympiske lege.
Efter det første VM i Asien er der nu kun to kontinenter, der aldrig har haft en VM-slutrunde, Afrika og Oceanien.
Afrikanerne får fornøjelsen i 2010, hvis man kan regne med den magtfulde FIFA-præsident Sepp Blatters ’løfter’. Og det kan man nok efter overraskelsen, da Tyskland løb med VM 2006.
Som led i den globale udbredelse af fodboldspillet som Blatter sammen med sin forgænger Joao Havelange har gennemført siden midt i 70’erne, får Oceanien i 2006 én plads i slutrunden. Det er en logisk, at Oceaniens bedste ikke længere skal ud i en interkontinenal kvalifikationskamp mod det femtebedste hold i den sydamerikanske kvalifikationsturnering.
Sportsligt er det velbegrundet, at Asien beholder den ekstra plads, kontinentet fik i 2002, fordi både Japan og Sydkorea skulle være med som værter. Asien kan spille sig til en femte slutrundeplads i en play off match mod Nord- og Mellemamerika, der har fået en ekstra halv plads (play off kampen) fra Europa.
Det er der ingen saglig begrundelse for. Men Amerika/Caribien er i kraft af den korrupte præsident Jack Warner fra Trinidad/Tobago en del af Blatters magtbasis. Den skal plejes. Og det skal signaleres, at præsident Blatter er den nye fodboldverdens talsmand, ikke de gamle europæiske og sydamerikanske magthaveres forsvarer, for det er der stemmer i. Derfor måtte Europa af med en plads, så der er 13 spille om til VM 2006. Sydamerika går ned på fire, men får tilmed Brasilien med i kvalifikationen, fordi verdensmesteren for første gang siden 1934 ikke er født titelforsvarer.
Sådan arrangerer Blatter sin fodboldverden så den bliver så stor, så stor. Det har ikke noget med fodbold at gøre. Det handler om magtspil, og det er FIFA-bossen verdensmester i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her