Læsetid: 3 min.

Nysprog for grønlændere

Regeringen har udnævnt missilforsvar til ’et fredens projekt’, men faren for et nyt våbenkapløb er overhængende
3. december 2002

Analyse
Orwell har åbenbart skrevet forgæves, eller også mener den danske regering ikke, at hans advarsler gælder for Grønland.
Både udenrigs- og statsministeren har under kontakter med grønlandske repræsentanter kaldt missilforsvar ’et fredens projekt’.
Det er selvfølgelig ganske smart. Da Landsstyret den 18. november 1999 stillede en række betingelser for brug af Thule-radaren i et missilforsvar, lød det sidste punkt: »Landsstyret er af den opfattelse, at en eventuel opgradering af Thule-radaren ikke på nogen måde må bidrage negativt til den eksisterende verdensfred.«
Når man nu kalder et våbenprojekt, som skal anvendes i krig, for et fredens projekt, så imødekommer man tilsyneladende et grønlandsk ønske. Men det er nysprog hentet fra George Orwells 1984, hvor krig kaldes fred og ordene skal sløre virkeligheden.
Grønlændere kan også finde brug af nysprog for nedladende og gennemskue hensigterne. Det sproglige trick har ikke hindret, at missilforsvaret er blevet et hedt emne i den grønlandske valgkamp. Landsstyrets formand, Jonathan Motzfeldt, tog nysproget i sin egen mund, men hans parti, Siumut, står nu til nederlag, og han selv udsættes for hård kritik.

Offensiv værdi
Der er principielt intet galt ved et forsvar, som måske kan hindre, at såkaldte slyngelstater og terrorister kan begå massemord med raketter. Men det er altafgørende, hvordan et missilforsvar oprettes, og hvad det skal udrette i USA’s strategi.
Amerikanske kritikere har længe fremhævet, at et skjold mod raketter ikke kun er et defensivt initiativ. Siden Golfkrigen har USA været stærkt optaget af, hvordan regionale magter med raketter kan begrænse USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlefrihed. Set i den sammenhæng skal et missilforsvar genoprette USA’s handlefrihed – altså gøre indgreb mod regimer, som handler i strid med amerikanske interesser, muligt.
Denne kritik er nyligt blevet fremført af et ekspertudvalg, som den hollandske regering har nedsat. I udvalgets rapport, An Analysis of the US Missile Defence Plans, fremhæves, at USA’s allierede bør indse, at »missilforsvar nok er mere end blot et amerikansk svar på en opfattet trussel«. Det er »også en ekstra garanti for, at amerikansk udenrigspolitik kan opretholde handlefriheden i regionale anliggender«. Og: »Missilforsvar handler ikke kun om forsvar, men også om angreb«.
Bush-administrationen har fremlagt en ny national sikkerhedsstrategi, som fremhæver »forebyggende krig«. Missilforsvar skal i denne strategi fjerne modstanderes muligheder for gengældelse, altså afskrækkelse.
Landstingets holdning til sagen blev fremsat på et tidspunkt, hvor der var risiko for et amerikansk-russisk våbenkapløb. Derfor forlangte erklæringen respekt for ABM-traktaten, der stærkt begrænsede retten til oprettelse af et missilforsvar.
Siden har USA opsagt ABM-traktaten. Det skete trods russiske protester og flere allierede landes utilfredshed. Men de advarende røster er gjort til skamme, fordi USA og Rusland alligevel kan samarbejde, og de to lande har underskrevet en nedrustningsaftale, som, trods store mangler, alligevel udgør et fremskridt.

Våbenkapløb
Opsigelsen af ABM-traktaten er imidlertid led i et mønster, hvor Bush-administrationen har vendt ryggen til adskillige andre internationale aftaler. Den hollandske rapport peger på, at enhver fare ikke er væk, når det på længere sigt gælder risikoen for en russisk modreaktion. Den opstår, hvis et amerikansk missilforsvar bliver en trussel mod Ruslands evne til selvforsvar. Denne risiko er reel, fordi Bush-administrationen hidtil ikke har accepteret et behov for begrænsning. Den amerikanske indsats på feltet er bred og massiv, idet man undersøger mange muligheder.
Risikoen for, at missilforsvaret kan påvirke verdens stabilitet og fred negativt, eksisterer også på kort sigt. Især Kina kan opfatte en trussel fra et USA, der kun er udrustet med et lille skjold. Den hollandske rapport fastslår, at USA hidtil ikke har taget kinesisk bekymring alvorligt.
Det er i det hele taget et stort problem, at begrænsning af spredningen af raketter og masseødelæggelsesvåben ved hjælp af rustningskontrol og en fælles international indsats ikke længere er højt prioriteret. Der er risiko for, at vi bevæger os ud i en situation, hvor brug af våbnenes magt vil blive det eneste svar på denne udfordring.
Den hollandske rapport »fremhæver den kendsgerning, at missilforsvar under nogle omstændigheder kan få negative følger for strategiske forhold og stabilitet og således kan virke som en katalysator for et nyt våbenkapløb«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her