Læsetid: 5 min.

’Den perfekte gave’

Vanillekransen tørrer langsomt ud i min mund. Pak den så op, siger min bror. Det kan ikke udskydes længere – udpakningen af min svigerindes ’perfekte gave’
27. december 2002

Familiegener
Min mor har i år valgt at dele min julegave op i flere mindre julegaver:
En blå- og rødternet skovmandsskjorte der skal byttes fordi den er for lille, en beige sweatshirt der skal byttes fordi den er af 50 procent akryl, et par fingervanter jeg beholder fordi de er af uld og passer mig, og så – ikke mindst – en lille perle af en bog som hun har købt henne i Folkekirkens Genbrugsbutik, som siden jeg var hjemme sidste jul, har åbnet en filial, der hvor min fætter engang havde en skotøjsforretning, før han blev skilt, og flyttede ned til Brovst.
Det var også så trist, at det bare skulle stå tomt.
Vore Sangfugle af Severin Petersen. »Lærer i Slotsbjergby,« står der under forfatternavnet på titelbladet. »Med 31 billeder. Tredje gennemsete oplag. 1905.« En perle af en bog, som sagt, eller vel snarere et æg, min mor ved jo, hvor meget jeg interesserer mig for fugle, og sjovt nok matcher den fint, den gave jeg har købt til hende: en gærdesmutteredekasse.
Det er rigtig godt at have gærdesmutter i haven, for det er en fugl, der synger næsten hele året. En frejdig og meget karakteristisk sang, lærer Severin Petersen beskriver den som noget i retning af:
»Vit, vit, vi-vi-vi-vi-vi-vi-vi-vi-vi/ lang Trille / vi-vi-vi-vi / kort Trille / vi!«
Har man først én gang bidt mærke i de triller vil man altid kunne genkende dem: Hør, det er en gærdesmutte!
Jeg sidder altså der i min mors elendige lædersofa og får ondt i ryggen, mens jeg læser spredt i mit æg af en bog. Mine søskendes børn leger mere eller mindre begejstrede med alle deres julegaver. Der er mange. Et af børnene synes jeg i øvrigt ikke, jeg har set før, men min mor forklarer mig, at det er min tvillingebrors nye kones eksmands barn. Velkommen i familien.
I det hele taget er min mor meget omhyggelig med at holde mig ajour med alt muligt. Hun langer et af småkagefadene rundt og gør mig opmærksom på, at jeg endnu har visse forpligtelser i det til højtiden sammenbragte selskab. Du mangler stadig at pakke en julegave op, siger hun akkurat så højt, at de alle sammen kan høre det og kigger hen på mig. Ja, du mangler stadig én! gentager min storebror triumferende.
En forventningens stilhed sænker sig over vores familie, julefreden har mange ansigter, selv fjernsynet synes at skrue sig selv en smule ned. ’Pak den så op, morbror Thøger!’, kommanderer min niece.
Vanillekransen tørrer langsomt ud i min mund. Det kan ikke udskydes længere. Jeg har trukket det og trukket det. Drukket kaffe og cognac i forsøget på at sætte tiden i stå og forvandle mig selv til ren, salig juleånd.
Men nej, selv om jeg er sunket så dybt ned i min mors lædersofa indtræffer det uundgåelige. Der skal nu ske det, jeg har siddet og gruet for hele aftenen: Udpakningen af gaven fra min storebror og svigerinde.
’I år har Lotte simpelthen fundet den perfekte gave til dig!’, kunne han afsløre, allerede mens vi sad til bords og dårligt nok var gået i gang med julemiddagen. Simpelthen. Den perfekte gave. Jeg prøver at rette mig lidt op i sofaen, men glider straks tilbage på de kolde, glatte hynder med den tyngende julegave på skødet.
Min svigerinde hedder Lotte og arbejder i en gavebutik i Kolding. Den kreative og superprofessionelle indpakning får julegaverne fra mig til at ligne frokostmadpakker. Jeg tæller 11 forskellige farver metalglinsende gavebånd samt nogle totter af noget brunt, bastagtigt materiale. Desuden er der limet et lille, grønt plasticmoshjerte fast på indpakningspapiret.
Forsigtigt løfter jeg på gaven. Det er noget i en æske, men desværre ikke helt tungt nok til at være en flaske whisky. Kan det være en af de fyrfadslysestager udformet som en sort, ægyptisk, antik, liggende Nefertiti-i-bar-røv-og-viklers skulptur som min tvillingebror og svigerinde har i deres badeværelse, og som jeg engang kom til at sige, ’de er da meget pæne?’ Eller er det mon et sæt magen til de femten centimeter høje Carl Larsson vindueskarmfigurer som min mor fik til sin 80-års fødselsdag, og som jeg i ustyrlig kådhed udråbte til århundredets mest fantastiske gave? Nej, det er ikke pænt af mig at sidde der og gætte, så jeg skrider til handling og trækker i de 11 gavebånd og sløjfer og snoren af bast.
Næh! udbryder børnene med et suk, en skattekiste! Og det har de sådan set ret i. En skattekiste. Det er i hvert fald en æske af træ. Nærmest en overdimensioneret cigarkasse med nogle lidt hjælpeløse mønstre nedlagt i træ af en lysere sort. Blankpoleret, den skinner faktisk lidt. Hvad er det? spørger min mor og vipper ryglænet på otiumstolen en ekstra tak frem. Jeg ved det ikke, svarer jeg og åbner låget. Et virvar af penneskafter og – spidser rasler rundt på det øverste dæk. Det er et pennesæt, forklarer min storebror. Til når du skal skrive. Der er også en pen af glas. Jeg tager den op. Det er der søreme også, siger jeg og holder glaspennen op, så alle kan se den funkle i skæret fra lysene på juletræet. Den er godt nok flot, siger en nevø og vælter sin sodavand udover kakkelbordet. Tak skal I have, siger jeg og kigger på svigerinde Lotte. Det er en tro kopi af et nordamerikansk emigrantskrivesæt, siger hun, vi har solgt rigtig mange af dem inde i butikken, de er bare så populære.
Et emigrantskrivesæt. Jeg nikker til familien og prøver at forestille mig æsken stå under kuskesædet på en prærievogn, for så at blive taget frem hver aften når faderen skulle skrive dagbog: I dag er vi så nået til Rocky Mountains. Vi mistede desværre en hest på vej op ad bakken, men til gengæld skød jeg 14 bisonokser og en indianer.
Vi tænkte at trææsken ville se flot ud at have stående på dit skrivebord. Jeg nikker igen til familien. For at tjekke hængslerne klapper jeg låget op og i et par gange for. Det bør man vist ikke gøre for tit.
Nu skal I altså spise noget konfekt, siger min mor. Hun er selv blevet begavet af svigerdatteren med en indonesisk frugtskål fremstillet af lyserøde kæmpefiskeskæl. Jeg rejser mig og tager mine gaver i favnen. Hvor skal du hen? spørger min mor bekymret, du tager vel ikke allerede afsted igen? Nej, nej, svarer jeg, jeg slår bare lige en vend ud i haven og hænger gærdesmuttekassen op.
»Vit, vit, vi-vi-vi-vi-vi-vi-vi-vi-vi/ lang Trille / vi-vi-vi-vi / kort Trille | vi!«
Man glemmer det aldrig.

*Thøger Jensen er forfatter. Født i 1960. Han debuterede i 1998 med novellesamlingen ’I vores familie kan vi ikke lide ubåde’

FAKTA
Familiegener
*Information har i anledningen af julen bedt fem danske forfattere fortælle en historie ud fra stikordet: familiegener.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her