Læsetid: 11 min.

Pessimisme, Pinocchio og Holocaust

31. december 2002


LA STAMPA
Alberto Papuzzi, kulturskribent, Italien
– Hvad er årets vigtigste kulturbegivenhed?
»Årets vigtigste værk er filmen Pinnochio af Roberto Benigni som er kendt fra Livet er smukt. Den fik folk til at genopdage Carlo Collodis bog. Pinnochio er jo den vigtigste italienske børnebog, som er blevet læst i generationer og generationer. Men med det nye, teknologiske legetøj, videospil osv. er der en ny generation af italienske børn, som kunne have glemt bogen. Og det forhindrede filmen. Den fik skabt en forbindelse mellem de forskellige generationer.
– Hvad er så, set fra Italien, årets vigtigste europæiske kulturbegivenhed?
Det må være Documenta i Kassel, fordi vi for tiden oplever en stor interesse for moderne billedkunst. Documenta er jo netop et manifest for den moderne kunst og dermed et spejl for italienske kunstnere.
Navnlig i Torino har vi oplevet en opblomstring af billedkunsten. Det hænger sammen med tilbagegangen i industrien og ikke mindst FIAT’s krise. Den forholder billedkunstnerne sig aktivt til. Det har betydet, at Torino har fået en helt ny identitet som kunstby. I år er der åbnet tre nye museer, og vi tiltrækker folk fra resten af Italien og sågar Europa.«
– Hvad var årets vigtigste debat?
»Diskussionen om vores nyere historie, navnlig spørgsmålet om totalitarismen. Vi har som bekendt en højreregering og det har mange konsekvenser. Den ønsker for eksempel at ændre indholdet i skolebøgerne. De mener, at historieundervisningen er kompromitteret og politisk forkert.«
»Forfatterne er til dels gået ind den debat. Det forventes, at de også forholder sig til både politik og kultur. De fleste har forsvaret den traditionelle fortolkning af fascismen: at der var tale om et usympatisk diktatorstyre. Men der findes en mindre skare af forfattere og professorer på højrefløjen, der ønsker at nedtone disse aspekter. Deres budskab er, at fascisme vel ikke er værre end kommunisme. Så disse ting bliver diskuteret. Men man kan sige, at der mangler de helt store personligheder. Der er i dag ikke så vægtige navne som i 60’erne med Calvino og hans ligesindede.«

LE MONDE
Thomas Sotinel, kulturredaktør, Frankrig
– Hvad karakteriserer kulturdebatten i det forgangne år?
»For en kulturjournalist er det tragisk, at al debat om kulturel mangfoldighed er gledet i baggrunden siden den 11. september. Det er jo en absurditet, fordi den 11. september netop burde have gjort den debat endnu mere relevant. I stedet taler vi stort set kun om kanoner. Og jeg gør mig ingen illusioner for fremtiden. Forskellighedens fjender vil uden tvivl benytte politikernes uopmærksomhed til at få forskellige ting igennem i for eksempel WTO-regi.«
»Til gengæld er der måske håb på EU-niveau, fordi der bliver taget hånd om forskelligheden. Men det forudsætter stadig, at der tages initiativer på nationalt niveau – fra regeringer og de nationale industrier – for at bevare de nationale særpræg. I Danmark har De et udmærket eksempel med Lars Von Trier, som jo netop formår at begå sig både nationalt og europæisk.«
– Hvad betyder den manglende debat?
»Som filminteresseret kan jeg konstatere, at vores møjsommeligt opbyggede filmsystem er ved at blive afviklet i tavshed. Det sker ironisk nok samtidig med, at systemet var inde i en postiv spiral. Produktiviteten har aldrig været så høj, og der er aldrig blevet solgt så mange billetter. Det store spørgsmål er, om vi også fremover vil kunne fastholde en forskelligartet produktion, som samtidig hænger nogenlunde sammen økonomisk. Og i givet fald hvordan.«
– Hvad var årets vigtigste værk?
»Også her tænker jeg på film, men vakler mellem to: Amodóvars Tal til hende og Kaurismäkis Manden uden fortid.«
– Det er ikke franske film?
»Nej. To europæiske film, selvom der har været en række spændende franske film; men ingen, der når denne grad af modenhed. Her er tale om to instruktører, der mestrer deres kunst fuldstændigt, selv om der er tale om to meget forskellige film. Og geografisk kan man tale om en form for symmetri med Finland og Spanien. Det dækker meget godt det europæiske filmlandskab.«

LES INROCKTIBLES
Sylvain Bourmeau, litteraturredaktør, Frankrig
– Hvad var den mest markante kulturbegivenhed i 2002?
»Tavsheden. Kunstnernes – navnlig filmfolket og forfatternes – tavshed over for forvandlingen af det økonomiske system, som er grundlaget for deres arbejde.«
– Hvad skal det sige?
»I løbet af 2002 har vi oplevet, at vores originale filmproduktionssystem er truet. Det hænger sammen med den økonomiske krise, der har ramt Canal+ som medfinansierer størstedelen af alle franske film. Og som i øvrigt har støttet udenlandske producenter, der har villet lave film i Frankrig.«
»Allerede nu har det betydet, at filmprojekter måtte opgives uden at der er kommet en egentlig reaktion. Jeg mener, at det skyldes frygt og den indbyggede terror i systemet. Det er som om alle ønsker at redde sig selv og sine egne projekter. Men der er ingen samlet politisk mobilisering. Det tankevækkende er, at samme tendens kan spores i bogverdenen. Her har vi oplevet sammenlægningen af Hachette og Vivendi Universal. Uafhængige forlæggere som Gallimard og Seuil har bedt EU om at gå ind. De har offentligt udtrykt bekymring for det monopol, der er ved at opstå i hos forlagene og i distributionsleddet. Men heller ikke her har der været nogen reaktion fra kunstnerne.«
– Hvad er årets vigtigste værk?
»Det er umuligt at besvare. Men jeg kan nævne et værk, som godt nok først udkommer den 2. januar. Det er en debutroman, som er yderst relevant i forhold til det, jeg netop nævnte. Den hedder Exemplaire de Demonstration og er skrevet af Philippe Vasset – en forfatter, jeg end ikke havde hørt om for 14 dage siden. Bogen handler om fiktionen som råstof. Det er en roman, der beskæftiger sig med skabelsens forsvinden i kulturindustrien. Det er en roman, der sætter spørgsmålstegn ved ’indholdsproduktionen’, som man kalder det, hvor den skrøbelige etape, der hedder ’skabelse’ forsvinder og erstattes af automatiserede produktionsformer. Det er en knivskarp kulturkritik, og det er årevis siden – faktisk siden Houellebecqs første roman – at jeg sidst har læst så markant debutroman.«
»Jeg har en fornemmelse af, at det er en bog, der kommer til at skabe stort postyr, og som oven i købet kommer til at gå som varmt brød.«

ELET ES IRODALOM
Gyorgy Petocz, redaktør, Ungarn
– Hvad betragter De som årets væsentlige kulturbegivenhed?
»I Ungarn var det ubetinget at Nobelprisen gik til Imre Kertész. Det var utrolig vigtigt. Spørgsmålet om holocaust er aldrig blevet besvaret – endsige diskuteret – i Ungarn. Anden Verdenskrig blev afløst af det kommunistiske regime, så det opgør man havde i Tyskland, og som man i de seneste år har haft i Østrig, har vi aldrig haft.«
– Har det ændret sig?
»Ungarn har siden begyndelsen af forrige århundrede været delt mellem dem, der anså Ungarn for et grænseland mellem øst og vest, og dem, der gerne så Ungarn i en vestlig kontekst. Det var også skellet mellem Budapest og resten af landet. Efter omvæltningen i 1989 skulle den politiske diskurs jo starte et eller andet sted, og der gik man altså tilbage til disse rødder. Den gamle kulturkamp mellem de intellektuelle i Budapest og den mere konservative landlige befolkning, har sat sit tydelige aftryk i det politiske landskab. Da Kertész fik Nobelprisen var det som en meteorit, der landede midt i debatten. De landlige kræfter tog det ilde op: Han er jøde, ikke rigtig ungarer, mener de, og han er kritisk over for ungarerne. På en måde er han hvad Thomas Bernhard er for Østrig – og forestil dig reaktionerne hvis Bernhard havde fået Nobelprisen. «
– Men debatten kom?
»Ja, men ikke mellem fløjene, men internt i fløjene Det er ikke en rigtig debat – snarere en slags mumlen. Vi er så splittede i den offentlige debat og tonen er blevet så hård, at liberale slet ikke læser konservative aviser og vice versa. Men om ikke andet er debatten kommet på tapetet – og jeg tror det vil få en positiv effekt på sigt.«
– Hvad er årets vigtigste udgivelse?
Det er Imre Kertész hovedværk De Skæbneløse. Det er naturligvis ikke en ny udgivelse, men folk kendte ham ikke her i landet, før han blev hædret i Stockholm. Kertész tilfører ungarsk en præcision, som er sproget fremmed. Ikke i form af et levende billedsprog, men ved at indføre diskursen som stilelement i litteraturen. Ungarsk er et meget farverigt, men også meget upræcist; det er for eksempel næsten umuligt at oversætte germansk filosofi, Kertész giver sproget den præcision og dermed muligheden for at filosofere. Der er vigtigt i den politisk debat – det er altid præcisionen, der mangler.«

DAGENS NYHETER
Jan Eklund, kritikchef, Sverige
– Hvad var årets vigtigste kulturbegivenhed?
»Jeg tror, jeg må sige EU’s østudvidelse, der selvfølgelig er en politisk men også nok så meget en kulturel begivenhed.«
»Følgelig må årets værk derfor også være noget, der har med østudvidelsen at gøre. Jeg ville nævne Lukas Moodyson’s Lilia 4ever. Det er en film, der blandt andet handler om en ung russisk pige, der kommer til Sverige og bliver udnyttet. Det er ikke fordi jeg synes, at det er en fantastisk god film, men den er udtryk for en tendens til, at østdiskussionen er på vej ind i Europa og i Sverige.«
»Hvis jeg skal nævne en bog, der er blevet diskuteret meget i Sverige, er det Michel Houellebecqs bog. Og det er første gang meget længe, at en europæisk roman er blevet diskuteret på den måde. Det er ret usædvanligt. De fleste synes, at han er en ret dårlig forfatter – men at han stiller nogle gode spørgsmål. Det svarer i øvrigt meget godt til min egen opfattelse.«
»Hvis jeg skal nævne årets svenske bog, må det blive Klas Östergrens Tre porträtt, som skildrer tre forskellige personers syn på verden over de sidste 20 år. Den er dels særdeles velskrevet, og dels stiller den nogle meget interessante spørgsmål.«
»Årets bedste nordiske bog må være norske Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul. Jeg synes, at den var god, fordi den forsøger at give noget perspektiv på verdenspolitikken. Og i den forstand er den udtryk for en tendens. Jeg synes, at man kan pege på den og Lilia 4ever og lidt mere politisk Stieglitz’ bog Globalization and its discontent som også er et udtryk for en måde at nærme sig verden på. Det virker, som om der findes en lyst til at tage fat i disse ting og fortælle om dem. Og det er noget nyt.«
»Men ellers et det store spørgsmål, som har været diskuteret meget i Sverige, racismen. Men det er en debat, som har foregået på politisk niveau snarere end på det kunstneriske.«

DER STANDARD
Claus Philipp, kulturredaktør, Østrig
– Hvad betragter De som årets væsentlige kulturbegivenhed?
»Årets kulturbegivenhed var parlamentsvalget. Det debatteres stadigt af intellektuelle og kunstnere – for det er ikke længere så nemt at afvise alle dem, der stemte på Schlussel og Haider som højreekstremistiske grænsende til det fascistiske.«
– Havde kulturlivet svært
ved at affinde sig med højredrejningen?
»Lad mig sige det omvendt: De havde for nemt ved afvise befolkningen som halvfascistisk. Det var lidt for nemt at definere sig selv som modstand – ordet wiederstand har været ganske populært her omkring. Jeg mener ikke, at vi har en højreekstremistisk regering – jeg vil snarere karakterisere den som spidsborgerekstremistisk.«
»Østrig har en meget stærk midte og et hovedsageligt venstreorienteret intellektuelt miljø. De to grupper har meget svært ved at kommunikere med hinanden – selvom Østrig jo som nation har ligget på Freuds briks siden 1945. Jeg vil sige, vi er kommet til et interessant sted i terapien, der har bragt en række skævheder i vores fælles psyke op til overfladen.«
– Hvad betragter De som årets vigtigste udgivelse?
»Peter Handkes Der Bildverlust var utrolig interessant – at en 60-årig forfatter investerer i at skrive et så monstrøst værk. Jeg var imponeret af, at han kunne komme tilbage så kraftfuldt: Efter sine skriverier om Serbien var han sat ud på et sidespor, og alle betragtede ham som et fjols. Men det han skrev i Süddeutsche Zeitung om retssagen mod Milosevic viste, at hans sprog for det politiske er blevet rigere – det er ikke længere så simpelt, at han kan gemme sig bag polemiske pointer. Det var på mange måde det vi lærte i år – også fra valget: Et behov for større præcision.«
– De nævner stort set kun politiske emner?
»Jamen sådan har året været: Igen og igen er jeg blevet udspurgt af journalister om politiske emner: Hvad er islam, mellemøstlig kultur, oplysning, national identitet, opgøret med 68’erne? Der er så mange filosofiske emner netop nu, som ikke længere blot er teoretiske, men et decideret spørgsmål om overlevelse.«
– Er det filosofiens genkomst?
»Ja, eller et struktureret forsøg på at stille de rigtige spørgsmål i en tid hvor svarene forekommer helt ude af syne.«

DIE TAGESZEITUNG
Kolja Mensing, litteraturredaktør, Tyskland
– Hvad var årets kulturbegivenhed?
»En af de vigtigste må være udgivelsen af Martin Walsers seneste roman, der hedder En kritikers død, der handler om en litteraturkritiker, der bliver dræbt – formentlig af en forfatter. Alle ved, at kritikeren faktisk findes og er lig med Tysklands mest kendte kritiker Marcel Reich
Ranicki. Man sagde, at bogen var antisemtisk. Reich Ranicki var nemlig jøde, og kritikeren i bogen fremstilles ligeledes som jøde. Det diskuterede man så i månedsvis, for naturligvis er spørgsmålet om antisemitisme i Tyskland altid et meget stort spørgsmål. Forfatterens svar lød, at han naturligvis har anvendt virkeligheden som forbillede, men at bogen under ingen omstændigheder er antisemitisk. Hans argument var, at bare fordi man skriver en sådan bog, hvor der indgår jøder, er man ikke
antisemit. Han sagde, at hvis der var antisemitiske elementer, så må de tilskrives figuren og under ingen omstændigheder forfatteren. Det må uden tvivl være årets begivenhed. Det blev diskuteret intenst i månedsvis.«
– Hvad fortæller det Dem?
Først og fremmest er det åbenbart, at standarden for litteraturkritikken er sunket dybt. For alle var sådan set enige om, at der var tale om en meget dårlig bog. Men ikke desto mindre talte alle om det, som var det årets væsentligste bog. Og det må man kalde for et dårligt tegn.«
»Det andet element er, at selv 50 år efter Anden Verdenskrig bliver kultur først vigtig, når den forstås med udgangspunkt i
Holocaust. Det behersker os stadig. De fleste, der har deltaget i debatten, var end ikke født dengang. Men den type spørgsmål er tilsyneladende vigtigere end at diskutere, hvad årets bedste og vigtigste roman er. Hvad bringer os videre? Hvad kan forklare os vores samtid?«
»Derudover er der sparetider i Tyskland, og det slår også igennem i kulturen. Der er kommet en større alvor og pessimisme ind i debatten. Navnlig økonomisk: Forfattere holder foredrag om ikke at kunne leve af deres arbejde. Og journalisterne mærker nu krisen på egen krop. Det giver naturligvis næring til debatten, når debattørerne selv er direkte berørt af krisen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her