Læsetid: 11 min.

Play it again, Sam!

USA er sin egen værste fjende. I krigen mod terrorismen krænkes grundlæggende menneskerettigheder. Bush har glemt Roosevelts frihedsidealer
24. december 2002

Klokken 14.30 mandag den niende december bliver syv spanske marinesoldater hejst ned fra en helikopter. De indtager fragtskibet So-San, der befinder sig i det Indiske Ocean, på vej fra Nordkorea til Yemen. Gemt i lasten med 2000 tons cement finder de 15 Scud-missiler, som USA’s efterretningstjeneste, CIA, har mistanke om er på vej til al-Qaedas terrorister.
Det er endnu et akt i Operation Varig Frihed: Kloden skal befries for terrorister og slyngelstater. Spanske, britiske, tyske og australske krigsskibe er i det Indiske Ocean for at hjælpe USA med at blokere for våbentransport til bl.a. Irak. Kommandoen om at borde So-San udgår fra Washington. Efter aktionen ringer USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og udenrigsminister Colin Powell til Madrid og siger tak for hjælpen. Men om onsdagen beslutter USA at frigive skibet og de tilbageholdte søfolk, fordi Yemens regering forsikrer, at missilerne – trods manglende dokumenter – er bestilt af regeringen selv. Pentagon lader nyheden sive til tv-stationen CNN, før man informerer Spanien. Tv har en mere privilegeret position end NATO-partneren.
Forløbet vækker forargelse i Spanien. Og ikke kun der. Kim Jong-Il’s Nordkorea beskylder Spanien for ’piratvirksomhed’ og for at have ’handlet som en blind lakaj for USA’.
Præsident Bush’s talsmand i Det Hvide Hus, Ari Fleischer, siger, at aktionen var ’fuldstændig retfærdig’, for om mandagen havde ingen – heller ikke Yemens regering – taget ansvar for lasten.
Spanien frygter dog, at Scud-missilerne ender på det sorte marked, og en regeringstalsmand i Madrid siger, at »hvis nogen har begået fejl, er det ikke os.«
»Et imperium har ikke allierede, det har kun vasaller,« skrev Le Monde Diplomatiques chefredaktør, Ignacio Ramonet, for et par måneder siden, og i Spanien nikker mange genkendende efter episoden i det indiske ocean.
Den spanske forsvarsminister har stået skoleret i parlamentet, men socialistpartiet har ironisk spurgt, om ikke USA’s forsvarsminister Donald Rumsfield bør forklare sig i Madrid.
De geografiske grænser og politiske begrænsninger er under nedbrydning. Siden terrorangrebet den 11. september 2001 har USA med støtte fra sine allierede – eller vasaller om man vil – defineret hele kloden som amerikansk jurisdiktion. Selv ikke internationale retsregler får lov til at gå på tværs af USA’s nationale sikkerhed.
Søndag den 3. november slog USA til i Yemen, da et førerløst Predator-fly sendte et Hellfire-missil afsted og dræbte seks passagerer i en bil på en øde landevej. Det så ud som en sekvens i et computerspil, men CIA ønskede at likvidere Qaed Salim Senyan al-Harthi, der er mistænkt for at have planlagt al-Qaeda attentatet imod destroyeren USS-Cole i 2000.
Det ’fjendtlige objekt’ blev elimineret på landevejen. Hvad folkene med fingeren på aftrækkeren ikke vidste var, at en af de fem andre personer i bilen var en amerikansk statsborger, Kamal Derwish. Hans familie i byen Buffalo fik for tre uger siden nys om hans død – ikke fra den amerikanske regering, men via medierne.
Præsident George W. Bush’ sikkerhedspolitiske rådgiver, Condoleezza Rice, forsvarer Yemen-aktionen: »Jeg kan forsikre om, at det ikke er et forfatningsmæssigt spørgsmål. Der er bemyndigelser, som præsidenten kan give til sine embedsmænd.«
Derwish er mistænkt for at have været leder af en al-Qaeda gruppe i Buffalo, og han defineres derfor som en soldat fra en fjendtligtsindet magt. Det mener regeringen eliminerer hans forfatningsgarantier. Der var ikke rejst tiltale mod Derwish ved en domstol – men han blev ’elimineret’ med en delete-kommando på en computer. Det kan skam være svært at identificere en al-Qaeda mand på lang afstand. Han bærer ikke uniform, og man kan ikke kende ham på skægget.
Amnesty International har taget afstand fra angrebet i Yemen: »Hvis man i stedet for at anholde dem frit har dræbt mistænkte, som ikke udgør en umiddelbar trussel, kan det betragtes som en udenretslig henrettelse, der overtræder de internationale menneskerettigheder.«
Bush-regeringen hævder, at den har retten på sin side fordi USA er i krig mod terrorismen. Cirklen sluttes, men i krigens navn vender man ryggen til retssamfundet og menneskerettighederne. I Guantánamo-basen har USA i snart et år holdt 600 mennesker fanget og isoleret, fordi de er mistænkt som terrorister – ’illegale kombattanter’ – men USA har ikke ladet dem få deres sag prøvet ved en civil, endsige en militær, domstol. Der skelnes skarpt mellem mellem kæmpende soldater og civile borgere i Genevekonventionen, men USA forsøger at uddefinere fangerne til et juridisk limbo, et ingenmandsland, hvor Bush afgør deres skæbne.
Et mønster tegner sig, hvor USA som mægtigt imperium hæver sig op over menneskerettighederne, og frit erklærer mistænkte for lovløse. Ikke kun i en militærbase, men på en hel klode omdefineret til en global slagmark for den evige krig imod terroren. Tilsyneladende tør ingen i Bush-regeringen stille spørgsmålet: Kan vi stadig betragte os som en civiliseret og frihedselskende nation, når vi i jagten på en mistænkt terrorist dræber seks passager i en bil på en øde landevej i Yemen?
Deres svar er sikkert ja, og i den logik kan man nok også sende fjernstyrede missiler mod formodede terrorister i biler i New Yorks eller Washingtons gader.

Her i december er det kommet frem, at CIA har fået udvidede beføjelser af præsident Bush til at finde og likvidere terrorister i og udenfor USA. Efter den 11. september 2001 gav Bush ordre til at fange eller dræbe Osama bin Laden og andre ledende al-Qaeda folk. Men Bush er gået flere skridt videre end Bill Clinton, der i 1998 også udstedte dødsordre på bin Laden. I følge avisen The New York Times står der nu over et dusin terrorister på CIA’s udvidede liste over terrorister, der kan dræbes. Avisens CIA-kilder forsikrer, at præsidentens ’license to kill’ ikke kun omfatter personerne på listen, for CIA har fået et bredt mandat.
Visse eksperter hævder, at man ikke bør kalde det ’mord’ og ’drab’. Det lyder for brutalt. Dr. Kevin O’Brian, der forsker i asymmetrisk krigsførsel, kalder det »halshugning af en militær kommandostruktur«. Det er ikke manden, der dræbes, men strukturen der halshugges, forstås.
Hinsides sprogspillet har man i dag mere sofistikeret teknologi end i 1960’erne og 1970’erne, hvor CIA havde travlt med bl.a. at dræbe Cubas leder Fidel Castro og forsøgte at forgifte hans cigarer. CIA gik ind i beskidte krige i Latinamerika og i Sydøstasien. I Chile blev Salvador Allende kuppet og dræbt, og man sponsorerede diktaturer og dødspatruljer.
På papiret satte præsident Gerald Ford en stopper for dødslicensen i 1976 med dekretet, at ingen person på vegne af USA’s regering må konspirere og engagere sig i mord. Iran-contra-skandalen under præsident Ronald Reagan i 1980’erne viste dog, at ikke alt var i sin skønneste orden. Våben blev solgt til Iran og kanaliseret illegalt tilbage til paramilitære grupper, der førte krig mod sandinisterne i Nicaragua. Modstandere blev tortureret og dræbt af en amerikansk trænet dødsbataljon i Honduras.
Præsident Bush har nu rehabiliteret flere ansvarlige bag Iran-contra skandalen. Elliot Adams, der fik en frihedsstraf på to år for at have misinformeret Senatet og destrueret informationer, blev i 2001 sat til at lede regeringskontoret for ’demokrati, menneskerettigheder og internationale operationer’. USA’s ambassadør i Honduras i 1981-85, John Negroponte, er forfremmet til USA’s FN-ambassadør. Otto Reich, der er i dag er assisterende udenrigminister, var i sin tid en ihærdig forsvarer af Iran-contra-affæren og fabrikerede falske nyheder.
»Historien har afsløret amerikansk medskyldighed i alvorlige grusomheder i 1980’erne, og disse udnævnelser kan bidrage til at omskrive historien og rehabilitere en meget ulykkelig periode af vores historie,« har direktør i Human Rights Watch, Reed Brody, sagt til den britiske avis, The Guardian.
’Scientia est potentia’ er sloganet for det nye Total Information Awareness System, som Pentagon er ved at søsætte. Det er et system, der skal give det famøse Echelon-system baghjul og sikre global computerovervågning af milliarder af e-mails, banktransaktioner, rejsebestillinger, vareindkøb osv. Borgerretsaktivister frygter, at TIA-systemet vil krænke den private frihed, og en senator har endda sagt, at det vil skabe et »George Orwellsk Amerika«.
Manden, der skal lede TIA, er John Poindexter, der var Reagans sikkerhedsrådgiver og blev dømt for at lyve i Kongressen om Iran-Contra-affæren og for at destruere vigtige dokumenter. Men præsident Bush har sagt, at Poindexter er »en mand, der har tjent sit land godt«.
Juraprofessor Jonathan Turley har dog i Los Angeles Times skrevet, at »en mand, dømt for at forfalske og ødelægge information...får nu ansvar for at samle information om alle borgere. (..) Regeringen er den største trussel imod den personlige frihed og privatlivet,« mener Turley.
Det er næppe et tilfælde at rehabiliteringen sker nu. De, der under Reagan følte sig overbevist om,
at de med alle midler kunne bekæmpe Ondskabens Imperium, har under præsident Bush og i hans krig imod Ondskabens Akse og terroren igen fået kronede dage. Frygten for totalitarismen åbner for nye totale modforanstaltninger.
I år har Bush givet CIA ordre til at bruge ’dødbringende magt’ til at fange eller dræbe Iraks leder Saddam Hussein. Tilføjelsen, at CIA kan gøre det, ’hvis de handler i selvforsvar’, er nok ligegyldig, for Bush har jo defineret Saddams regime som en trussel mod USA.
»Det var ham, der forsøgte at dræbe min far!« udbrød præsidenten på et tidspunkt, som var der tale om et gammeltestamentelig øje-for-øje opgør.
Det er dog realistisk set mest frygten for masseudryddelsesvåben i Saddams hænder – og stærke interesser i Iraks olie – der får Bush til at lægge maksimalt pres på Irak.
Selv hvis FN’s våbeninspektører ikke finder spor af biologiske eller nukleare våben i Irak, taler alt for, at USA går hele vejen for at få væltet Saddams regime.
»Nægter han igen, at disse arsenaler eksisterer, er han trådt ind i sin afgørende fase med en løgn, og bedrageri vil ikke blive tolereret,« som Bush sagde under NATO-topmødet i Prag.
At Bush selv har bragt Iran-contraens hofløgnere til hæder og værdighed i USA, synes ikke at genere ham.
Hvis FN ikke er villig til at tage de afgørende skridt, vil USA sammen med ligesindede lande afvæbne Saddam med magt, er Washingtons klare melding. Den irakiske eksilopposition – og mange undertrykte irakiske borgere – længes utvivlsomt efter den dags komme.
Siden den første Golfkrig i 1991 har USA flere gange ført an i ’humanitære interventioner’ i Somalia, Haiti, Bosnien og Kosovo, der var i opløsning med kaos, stammehad og borgerkrig. Somalia viste, hvor svært det kan være – Kosovo viste, at humanitære krige i nogle situationer kan være det mindste onde for at sikre menneskerettighederne.
Præsident Bush ønsker som Clinton at promovere demokrati og frihed, men hans optik er anderledes. Bush-doktrinen er mere magtbetonet: USA er verdens uanfægtede militære supermagt, der skal fastholde og sikre sin overlegenhed. Man skal lave ’forebyggende angreb’ for at forsvare Amerikas sikkerhed og frihed. Doktrinen kan bruges imod Irak og mod alle såkaldt truende stater.
Forsvarsbudgettet er udvidet til foreløbig 383 mia. dollar – lige så meget som de næste ti stormagter på listen bruger på militæret til sammen. Der er store interesser på spil i det oppustede militærindustrielle kompleks. Forsvarsminister Rumsfeld fører an. Chefen for USA’s luftværn, James G. Roche, er hentet direkte fra toppen af våben- og flygiganten Northrop Grumman Corporation, og flådechefen Gordon England er fra General Dynamics.
Doktrinen kan måske føre til etablering af et nyt globalt imperium, hvor USA dominerer militært og leder via økonomi og kulturel ekspansion. I Washington begejstres konservative klummister over, at ordet imperium er lukket ud af skabet. Men doktrinen er også kritiseret af mange, for den anfægter basale principper i det internationale retssamfund.

I magasinet The American Prospect har John B. Judis skrevet, at Bush-doktrinen er i strid med FN-pagtens artikel 51 om ’selvforsvar’. Og den er risikabel, fordi den giver f.eks. Kina en ’undskyldning til forebyggende angreb’ imod Taiwan – og USA og andre nationer vil så få svært ved at retfærdiggøre et nej.
Den tyske intellektuelle, Jürgen Habermas, der i 1991 støttede Golfkrigen imod Saddams krænkelse af Kuwaits suverænitet, og som siden sagde ja til interventionen i Kosovo, kalder direkte supermagtens ide om forebyggende angreb for ’provokerende’. Han minder om, at »en generation af unge tyskere, der blev frigjort fra nazi-regimet af amerikanske soldater, udviklede en beundring for de politiske idealer i den nation, der var ledende kraft bag De Forenede Nationer og bag Nürnberg og Tokyo tribunalerne.«
Habermas henviser til, at USA hjalp til at begrænse statens suverænitet og åbnede op for overnational forfølgelse af forbrydelser imod den internationale ret.
Professor i internationale studier ved London School of Economics, William Wallace, stemmer i med, at »den aktuelle unilateralistiske stemning i Washington er et tragisk tilbageskridt fra den oplyste selvinteresse, der førte tidligere amerikanske regeringer til at bygge multilaterale institutioner, som kunne understøtte en åben international orden.«
USA’s ambassadør for menneskerettigheder ønsker hurtig opgivelse af ad-hoc krigsforbryderdomstolene for Rwanda og Jugoslavien. Bush har nægtet at ratificere traktaten for den internationale straffedomstol i Haag. Og han har – under trussel om ikke at give økonomisk og militær bistand – presset en række lande til at underskrive en bilateral aftale med USA om, at de aldrig vil udlevere amerikanske statsborgere til retsforfølgelse i Haag.
Human Rights Watch kalder det ’rystende dobbeltmoral’, der »underminerer en ny institution, der skal sikre, at retfærdigheden sker fyldes for alvorlige forbrydelser.«
I The New York Review of Books hævder Tony Judt, at USA er sin egen værste fjende: »USA er ofte en lovovertrædende international borger. Det er modstræbende overfor at deltage i internationale initiativer eller aftaler, uanset om det handler om klimaforandringer, biologisk krigsførsel, strafferet eller menneskeret. USA har ikke ratificeret 1989-konventionen om børns rettigheder.«
USA har stadig, med demokratiforskeren Benjamin Barbers ord, »den hurtigste skyder i vesten, men den ensomme sherifs dage er forbi. Selv om USA er den regerende globale hypermagt, der efter den 11. september er mere fristet til at sætte sig militært og økonomisk igennem i Pax Americana-stilen, er det ikke længere muligt.«
Det er ikke i USA’s egen interesse, mener historieprofessor Paul Kennedy fra Yale University. USA må vende tilbage til det, der gjorde Amerika så beundret efter Anden Verdenskrig. Kritikken af USA i dag »er ikke rettet imod, hvem vi er, men imod Amerikas mislykkede bestræbelse på at leve op til de idealer, vi selv altid artikulerer: demokrati, retfærdighed, åbenhed, respekt for menneskerettigheder; et engagement for at fremme Roosevelts ’fire friheder’,« har Kennedy skrevet.
Men kan den indsigt vinde gehør i Bush’s nye imperium? Michael Naumann mener i den tyske ugeavis, Die Zeit, at »USA satser i terrorkrigens navn på en stor moralsk magtmonolog.«
Og i det danske internetmagasin www.raeson.dk siger den internationale ekspert Stanley Hoffmann bramfrit, at »det er som om, at magten har gjort dem totalt berusede af USA og USA’s magt!«
Den slags kyniske analyser kan nemt ende i modmagtens monomani. Så måske burde man hellere sige: Play it again, Sam. Find Roosevelts frihedsidealer frem igen fra vinylhylden og opbyg et langsigtet globalt lederskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu