Små december-krystaller af is danner sig på oversiden af vingerne, mens det lille, tætpakkede rutefly fra Tyrolean Airways arbejder sig ind over midten af det europæiske kontinent. Bagude ligger Bruxelles, forude Wien, Bratislava og Prag, det centrale og østlige Europa, utallige næsten glemte slagmarker. Mod syd, på den anden side af Alperne ligger det Italien, som den lille, firkantede mand savner, mens han sidder der presset ind mod glughullet.
»Der er skyer over det hele, man kan jo ikke se noget af Europa i dag,« siger professoren lidt skuffet. Han grifler en sidste note på et talepapir og rækker det frem til sin finske talsmand, der er omtrent dobbelt så stor som ham selv. Men Romano Prodi vokser i det sekund, man bliver ramt af de legesyge øjne. Dem vi ikke ser i fjernsynets udmattede maske af magt. Drengen fra landsbyen Scandiano, fritænkeren fra Bolognas universitet er hos os.
»Ja ja, der er skyer i dag. Men ellers ser det lyst ud for Europa,« klukker han. Den slags sætninger kan godt få folk til at gøre nar af EU-Kommissionens formand. Lidt kryptisk, intellektuel og naiv kan han virke. Det ved han alt om.
»Jeg er en mærkelig politiker,« siger Prodi senere på flyveturen, »for jeg kan ikke lade være med at sige, hvad jeg mener.« Men det vender vi tilbage til. Først åbner han samtalen med endnu en af de bramfrie konstateringer, der vil få andre europæiske ledere til at himle med øjnene:
»Hvorfor giver vi ikke bare østeuropæerne nogle flere penge?« En forbløffende udiplomatisk udtalelse i betragtning af, at der kun er ganske få dage til det afgørende topmøde i Bella Center, hvor de 15 EU-lande efter planen skal lukke 10 nye medlemmer ind. På et tidspunkt, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) spurter af sted for at få enderne til at mødes, hvor Polen kræver mere og mere, mens Tyskland allerede synes, at tilbuddet til øst er for dyrt. Økonomiprofessoren Romano Prodi er ikke enig.
Så brug dog de sidste milliarder
»Hvis det viser sig nødvendigt at bruge alle pengene for at få en aftale, ja, så synes jeg virkelig, at vi skal gøre det,« siger Prodi, »begge sider må give sig nu.«
På det seneste topmøde i Bruxelles i oktober lagde unionens stats- og regeringsledere sig fast på en overordnet pakke, der indeholder knap 285 milliarder kroner til de 10 kandidatlande, som regner med at afslutte forhandlinger i København om et par dage. Beløbet gælder perioden fra 2004 til og med 2006.
Især lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet synes slet ikke, at det er nok og derfor har det danske formandskab foreslået at smide knap 10 milliarder mere på bordet, plus en samlet rabat på indbetalinger til landbrugsbudgettet, der er omkring otte milliarder kroner værd.
Men selv efter det danske tilbud, som tyskerne altså finder for dyrt, er der stadig penge tilbage på budgettet. Der er 15 milliarder kroner mere at hente, før EU rammer det loft for udgifter til udvidelsen, som stats- og regeringslederne lagde fast på et topmøde i Berlin i marts 1999. Det loft skal den tyske kansler slet ikke være bange for at ramme, mener Romano Prodi.
»Vi har i Kommissionen og formandskabet arbejdet hårdt for at holde styr på alle udgifter, så vi kunne være sikre på at have penge til udvidelsen. I Berlin besluttede vi os for et beløb til seks lande, og vi har været så gode til at kontrollere budgettet, at vi nu har penge nok til 10 lande,« siger han og fortsætter:
»Derfor synes jeg ikke, det vil være nogen dårlig aftale, hvis vi bruger alle de penge, vi har sparet op. Selvfølgelig er man nødt til at holde meget, meget omhyggeligt øje med medlemslandenes budgetter, men med vores forberedelser er det allerede sikret for længst.«
Romano Prodi tror stadig på en historisk aftale mellem øst og vest, før København-topmødet lukker dørene ved udgangen af denne uge. Ligesom Anders Fogh Rasmussen havde han håbet på en tidligere aftale om pengene for at »mindske risikoen for en ny debat på topmødet«. Men nu erkender Prodi, at det hele kommer til at ske i sidste sekund i København.
»Stats- og regeringslederne foretrækker åbenbart at ordne sidste problemer personligt. Man kan sige, at de selv vil fuldende maleriet. De vil have det sidste ord sagt i en højtidelig atmosfære under alle mediernes rampelys, så det virkelig ser ud som deres beslutning. Så de virker troværdige og magtfulde over for deres befolkninger,« siger han.
Der er grænser for Europa
Mens den lille jet summer videre over skydækket, bringer kommissionsformandens tanker om Europas heling ham tilbage til barndommen i den norditalienske region Emilia-Romagna. Fødslen i Scandiano nær byen Reggio nellEmilia i et stærkt religiøst hjem som nummer otte af ni børn. Opvæksten i »en by hærget af krigen og fascismen,« som han siger.
63-årige Romano Prodi blev født netop som Anden Verdenskrig brød ud, og hans barndom og tidlige ungdom i efterkrigsårene var fyldt med bøger og drømme om et Europa uden krig. Derhjemme sørgede faderen, der var ingeniør, for, at alle Prodi-børnene sad om bordet og studerede sammen. Syv af dem blev universitetslærere, inklusive Romano, der til de flestes forbløffelse var mest interesseret i økonomi.
I skolen var halvdelen af kammeraterne forældreløse. »Jeg har aldrig kunnet glemme dem,« siger han, »en af dem blev en stor dirigent for et orkester. Han døde for et års tid siden.« Måske tænker Prodi videre over, hvad det har med Europa at gøre, mens han ser ud over de næste 10 års Europæiske Union.
Efter den nuværende udvidelse med 10 lande i øst og syd følger Rumænien og Bulgarien naturligt, forklarer han. Bagefter er det Balkanlandene, Prodi vil have unionen til at tage sig af.
»Balkan ligger på vore skuldre. De er helt sikkert en del af Europa, så alt afhængigt af deres fremskridt og reformer vil de et efter et træde ind ind i EU,« siger han og understreger, at disse landes økonomier tilsammen kun udgør 1,1 procent af unionens bruttonationalprodukt (BNP).
»Det er kun spørgsmål om politiske strukturer, menneskeret, demokrati og retssystemer, der er relevante på Balkan. Økonomisk kan vi nemt, nemt, nemt klare det,« siger han, stadig mere italiensk gestikulerende. Han har en vane med at gentage væsentlige ord tre gange og trække det sidste ord ud som en elastik. Easily, easily, eeeesily. Og så stop, stop, stooop.
»Men så bliver vi nødt til at stoppe. Stoppe og tænke, ikke stoppe og lukke døren for evigt. Men vi, vi, vi europæere må beslutte, hvor Europas grænser går. Hvad vil vi med vores union? Vi kan ikke bare blive ved med at udvide, vi kan ikke give vore borgere den besked, at udvidelsen er uendelig og uden regler,« siger Romano Prodi.
Den debat er svær, men den haster, advarer kommissionens formand. Og det er ikke amerikanerne eller tyrkerne eller nogen som helst andre, der skal fortælle os, hvem der skal være medlem af EU.
Tyrkiet og bevidste fortalelser
»Jeg har set de stærke amerikanske erklæringer om, at Tyrkiet skal med i EU. Men det må og skal være en europæisk beslutning. For det her er et ægteskab, og det er os, der skal vælge vores hustru... eller vores mand, om man vil,« griner Prodi. Man kan skimte den elskelige og omhyggelige universitetsprofessor, han var gennem 30 år, før politikken ramte ham.
»Jeg kan godt forstå, at amerikanerne siger sådan. Og at nogle lande siger, at de har ret til at blive medlem. Jeg er enig i, at unionen skal være åben. Men det er os, der definerer kriterierne,« siger han.
Tyrkerne vil bruge København-topmødet til at få en dato for, hvornår de kan åbne forhandlinger med EU. Efter lang tids tøven er de store landes ledere begyndt at hælde til en dato på visse betingelser, mens andre medlemslande stadig er lodret imod.
Derfor vakte det opsigt, da Romano Prodi for nylig satte sig imod tyrkernes krav. Eller sådan blev det opfattet.
»Som italiensk politiker var jeg den eneste, der skrev tyrkisk unionsmedlemskab ind som et mål i mit partiprogram. Og det er stadig min holdning. Men nu er jeg formand for Kommissionen, og det er min opgave at vurdere, om alle kandidatlandene lever op til kravene om demokratisk udvikling. Efter en dyb analyse er Kommissionen nået frem til, at Tyrkiet trods store fremskridt ikke er klar endnu,« siger han. »Jeg har intet imod Tyrkiet, men tyrkerne har brug for mere tid, så enkelt er det.«
Rolig, seriøs og ordholdende et skarpt og frigjort intellekt, siger vennerne om Romano Prodi, mens fjenderne i italiensk politik har kaldt ham alt fra Mortadella-pølsen til kassehovedet eller den nyttige idiot. På det politiske skafot i Bruxelles er han blevet beskyldt for at være en dårlig taler, der fyrer den ene fortalelse af efter den anden. Nogle vil sikkert føje Tyrkiet til listen.
Som dengang han talte EU-lederne midt imod og kritiserede deres sanktioner mod Østrigs regering. Eller dengang han inviterede Libyens diktator Muammar Ghadaffi til Bruxelles og blev nødt til at aflyse. Eller da Prodi for nylig sagde, at det var »dumt« at fortolke stabilitetspagten eurozonens regler om budgetdisciplin for firkantet.
»Jeg sagde ikke, at stabilitetspagten er dum. Jeg sagde bare, at alle regler er dumme, hvis de bliver fortolket for stramt i forhold til en kompleks virkelighed. Og det er jo sandheden. Alligevel blev det opfattet som en eller anden form for skandale,« siger han.
»Men det satte gang i en debat, og så forstod alle, at vi har brug for mere intelligente løsninger. Dem har vi fundet, og nu siger alle folk okay, det her er da bedre!. Jeg løb den personlige risiko, og nu er alle faktisk glade for, at jeg gjorde det. Jeg hader politikere, der ikke tør løbe en risiko.«
De har jo ikke noget tøj på
Il professore har talt sig varm jeg er jo italiener, som han siger så meget, at han glemmer at spise sammen med de andre passagerer i tyrolerflyveren, der nærmer sig Wien.
»Jeg er jo en mærkelig politiker,« siger han og mindes dengang midt i 1990erne, hvor han forlod både sit elskede universitet i Bologna og posten som chef for den italienske industrigigant IRI for at køre landet tyndt i en gammel bus. Han førte valgkamp mod en milliardær, der personligt ejer en stor del af landets medier men Prodi og hans Oliven-koalition slog alligevel Silvio Berlusconi af banen ved valget i 1996. Stille og roligt.
Da professoren for første gang i sit liv stod på talerstolen i det italienske parlament, var det som regeringsleder. Talen var stadig ved at blive skrevet, da han tog ordet.
»Når man kommer ind i politik som 56-årig, så er man måske mindre subtil, mindre nervøs over at sige tingene åbent. Jeg har ikke nogen personlig politisk baggrund, som jeg skal forsvare. Efter min opfattelse bliver jeg nødt til at bruge denne frihed til at være åben, oprigtig og måske endda til tider lovlig ligefrem,« siger han. Alt for meget politik bliver til Kejserens Nye Klæder, mener Romano Prodi: »Der er mange, der siger, at jeg ikke er diplomatisk. Måske er det rigtigt. Men jeg tror, at vi for tiden har brug for nogen, der tør sige om kejseren, at han jo ikke har noget tøj på. Jeg ved da godt, at folk har forsøgt at gøre nar af min direkte måde at tale på, men efterhånden tror jeg, at de forstår, at det bare var den enkle sandhed. Det var ubehageligt, da jeg sagde det, men nu deler de mine holdninger.«
Tag nu arbejdet i det parlamentariske konvent, som i disse måneder tegner skitsen til en europæisk forfatning. Kampen om magtfordelingen i et EU med 25 medlemslande eller flere er begyndt, Kommissionen skal skæres til, og de europæiske stormagter vil binde magten blandt nationale regeringer i ministerrådet. Alligevel foreslog Prodi i sidste uge, at Kommissionen skal have mere magt, og at meget mere af samarbejdet på længere sigt skal være overstatsligt.
Veto-retten på områder som forsvar og politisamarbejde skal droppes, og alt skal afgøres ved afstemning med »dobbelt flertal« et simpelt flertal af lande plus et flertal af borgere.
»Hvis det skal kunne foregå på en åben og effektiv måde, så må vi gøre en ende på kravet om enstemmighed. Vi kan ikke engang få et EU med 15 medlemslande til at fungere med enstemmighed. Det ville være latterligt at forsøge det med 25.«
Superformand og forfatning
Romano Prodi er nervøs for, at store lande som Frankrig, Spanien og Storbritannien vil rulle unionen baglæns med deres tale om nationernes Europa og en fast formand for EUs Ministerråd.
»Det er helt klart, at hvis man svækker Kommissionens rolle, så vil de små lande miste magt,« siger han. »Der er også et andet problem med de tanker. Hvis man har en stærk formand for Ministerrådet og en stærk formand for Kommissionen, så bliver magten splittet. Man skaber to bureaukratier, der kæmper med hinanden på måde, der både er dyr og ineffektiv.«
Til gengæld er Prodi åben for en idé, som Tyskland på det seneste ser ud til at finde støtte til både i Frankrig og blandt Beneluxlandene: Tanken om at slå ledelsen af Ministerråd og Kommission sammen i én og samme person. En slags superformand for EU.
»I princippet kunne det blive det endelige kompromis for fremtiden. Det forslag lever op til kravene om både klarhed, åbenhed og effektivitet i ledelsen på betingelse af, at han den person vælges både af regeringerne og Europa-Parlamentet,« siger kommissionens formand.
Han advarer også om, at det vil være vanskeligt for Danmark og andre lande at overføre vore undtagelser og forbehold til fremtidens forfatning. »I har ret til jeres undtagelser. Men det kan få dybe, negative konsekvenser, hvis et medlemsland står uden for hele forfatningens tekst eller dele af den. Det kan også have meget tunge konsekvenser, hvis man giver ét land ret til at blokere hele den europæiske integrationsproces,« siger Prodi.
Konventet må finde en løsning, der er »fleksibel« over for skeptiske lande som Danmark, »men vi må undgå, at 25 lande har 25 forskellige opfattelser af, hvad EU er for noget,« som han siger.
Fattigdom på huden
Det er sådan heromkring, at flymotorernes dybere brummen signalerer nedstigning, og Romano Prodi kommer i tanker om et par ting.
For det første en appel: Selv om der er grænser for Europa, så standser vores ansvar ikke ved Østeuropa eller Balkan eller Middelhavet. Vi bliver nødt til at gøre meget mere for den tredje verden, ellers styrer vi direkte mod »en katastrofe,« siger han.
»Hvis vi fortsætter med at splitte verden i rige og fattige, så skaber vi en umulig situation. Jeg kan efterhånden føle de afrikanske lederes foragt på min hud. De skelner ikke mellem USA og Europa. De siger: I slår os i ihjel!, og foragten vokser for hver dag. Der begår vi en stor fejl,« siger Prodi.
Det må være det med fattigdommen, der får ham til at tænke på den anden ting: At barndommens forældreløse kammerat ham, der blev dirigent var så fattig, at han ikke havde råd til at købe et frimærke for at sende et julekort. At lærerinden altid bad dem skrive om en fremtid, hvor der var fred og ingen forældreløse krigsofre. Og at otteårige Romano skrev om et samarbejde mellem europæiske folk.
»Skridt for skridt har skabelsen af det europæiske samarbejde været som opfyldelsen af et håb for mig,« siger han.
Professorens tidligste erindringer er billeder af et ødelagt land.
»Derfor har jeg altid ønsket, at folk kunne stikke hovederne sammen for at undgå den slags. Det var vist det, jeg skrev dengang,« siger han. Og så lander vi.
