Læsetid: 3 min.

Risikosamfund forklaret for franskmænd

Den tyske sociolog Ulrich Beck har i en kort artikel slået en ting fast: Samfundet er blevet et laboratorium, hvor ingen kan tage ansvar for eksperimenterne
13. december 2002

(2. sektion)

Frankrig
Det er simpelt: Pædagogik og teori mødes. Der er en bog med en tegning af en mand med hvidt hår på forsiden: Den hedder Dekonstruktion forklaret for børn, og den hvidhårede mand er filosoffen Jacques Derrida. Der er en anden bog med store bogstaver som hedder Det postmoderne forklaret for børn. Men der findes endnu ingen bog med titlen: Risikosamfund forklaret for børn. Selvom risikosamfund måske mere end dekonstruktion og postmodernisme betegner en tilstand, som kommer til at vedrøre dem, der i dag er børn, når de om nogle år bliver næsten voksne og efter en uendelig teenagepassage ikke kan nægte det længere: De er vokset op.

Pædagogik
Det var den tyske sociolog Ulrich Beck som i 1986 resumerede sine analyser i det citatvenlige sammensatte ord som titel på en bog: Risikosamfund.
Bogen er først kommet på fransk i år og straks er der opstået et nyt ord om Becks teori: risquologie.
Det var lederen af det nationale naturvidenskabelige center for forskning, Denis Duclos, der i tidsskriftet Le Monde Diplomatique lancerede termen i et kritisk opgør med Becks succes i Frankrig:
»Den succes, som Ulrick Becks bog om risikosamfundet har opnået, kan ende med at skabe endnu mere misforståede opfattelser af markedet og simple borgere som ophavsmænd til nye risici. Det er nødvendigt at advare imod de nye trusler, som kommer fra industrikatastrofer og ødelæggende epidemier. Men man skal være opmærksom på, at de ansvarlige næsten altid er store selskaber, arbejdsgivere eller regeringer snarere end enkeltpersoner.«
I det franske ugemagasin Le Nouvel Observateur forklarer og forsvarer Beck i en kort og koncis artikel under overskriften Det nye risikosamfund sine teser i en pædagogisk form:

Hvem har ansvaret?
»Mange har hurtigt konkluderet, at teorien om risikosamfundet er forbundet med en oplevelse af forøget fare i vores hverdagslige tilværelse. Det drejer sig i virkeligheden ikke om større og ukontrollable risici, men snarere om, at grænserne for risici er forsvundet. Grænserne er forsvundet på tre niveauer: rumligt, tidsligt og socialt.«
Hvad det rumlige angår, pointerer Beck, at konsekvenserne af hullet i ozonlaget og klimaforandringer ikke kan isoleres inden for suveræne landegrænser. Det gælder sådan set hele verden. Og de latente farer forbundet med atomaffald og genmanipulerede fødevarer og organismer kan ikke begrænses inden for en defineret periode.
Man kan ikke sige: Hvis der ikke er sket noget inden for fem år, så er vi sikre. De er med en amerikanisme måske accidents waiting to happen i en ubestemmelig fremtid. Måske ikke.
Til betragtning af den sociale dimension betjener Beck sig af en metafor. Han stiller ikke videnskabsmænd som simple selvstyrende borgere til ansvar, men postulerer, at der netop ikke findes selvstyrende overordede ansvarlige borgere overhovedet:
»Samfundet er blevet et laboratorium, hvor der ikke er nogen enkelte individer, som er ansvarlige for resultatet af eksperimenterne.«
For som Beck retorisk spørger:
»Hvem fremkalder forureningen? Hvem fremkalder finansielle krise,r og hvem har ansvaret?.«
Og som sociologen selv svarer med tænkte citater af andres svar:
»De naturvidenskabelige eksperter siger, at de ikke gør andet end at skabe teknologiske muligheder, men at de ikke bestemmer, om muligheder skal realiseres. Og de kommercielle agenter hævder, at de bare imødekommer forbrugernes efterspørgsel.«
Det for politikerne afgørende politiske spørgsmål i risikosamfundet bliver derfor: Hvordan skjuler man, at vi ikke længere regerer over økonomien, teknologien, videnskaben og politikken. Hvordan skjuler man, at man ikke kan kontrollere det ukontrollable, og at det ukontrollable fylder så meget? For politikerne bliver valgt i nationale forsamlinger af borgere i nationalstater som forventer at stemme på en, der kan løse deres problemer?
Beck appellerer til en anden politisk dagsorden, som ikke handler om at blive genvalgt, men om at bryde tabuet; acceptere, at der er udfordringer, som man ikke kan løse med et enkelt populært lovforslag:
»Man skal være klar til at tale åbent om de nye risici. Man skal udfordre tabuer og forhandle mellem forskellige rationelle tilgange til problemerne og demonstrere vilje til at handle ansvarligt når der opstår nye uforudsete skader på trods af alt hvad man har gjort for at forhindre det.«

ruly@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her