(2. sektion)
Kritikken
Et kunstværk er i dialog med sit publikum, og når det hele lykkes, går snakken. Der er mange ord omkring kunsten, og sådan har det altid været men måske er der kommet for mange? Eller for få? Det er, som om dialogen mellem kunsten, kritikken og publikum er gået skævt. Og så kommer en ny amerikansk rapport med det overraskende budskab: Kunstkritikere ynder slet ikke at kritisere kunst. De vil hellere beskrive. Er kunstkritikken kommet til kort over for samtidskunsten?
Det ligner en generationskonflikt mellem samtidskunsten og dens kritikere. I mandags vandt kunstneren Keith Tyson Turner-prisen, og da den britiske kulturminister, Kim Howells, så værkerne, karakteriserede han dem som »koldt, mekanisk, konceptuelt klamphuggeri.« Han var ikke begejstret.
I de gode gamle dage... sådan starter fortællingen også her. Dengang i det forrige århundrede lavede kunstneren et kunstværk på et lærred, gav det til galleristen, der inviterede borgerskabet indenfor. Man var ikke i tvivl, om det var kunst, for det hang på væggen, kunstneren havde lavet det, og galleristen sagt god for det. Autoriterne var på plads.
Siden hen, vil mange hævde, er det blevet knap så simpelt.
Tidligere på året inviterede den danske kunstnergruppe Superflex publikum til at skyde terrorister på kunstmuseet Rooseum i Malmø. Computerspillet Counterstrike er så populært, at det har dannet egne sociale forgreninger, og det synes Superflex er så interessant, at de har sat spillet på museum. På en 10-15 skærme kan man aktivere det sociale netværk og lege med.
Er man under 16, er det gratis resten af os må betale 40 svenske kroner.
Skulle det være kunst, lyder et tilbagevendende spørgsmål i museets lobby. Superflex svarer som så mange gange før: Det er kunst, fordi vi siger, det er kunst.
»Vi er interesserede i, hvordan folk organiserer sig i forskellige sammenhænge,« som Bjørnstjerne Christiansen fra Superflex forklarer i et interview. Lidt af det samme kunne han sige om gruppens seneste projekt: pensionistproduceret tv på internettet om EU. Kunst?
Simon Sheikh er formand for Foreningen af Danske Kunstkritikere, og har mest af alt hovedrysten til overs for alle disse spørgsmål. Hvorfor gøre det så svært, når det er nemmere end nogensinde, lyder hans spørgsmål.
»Det overrasker mig egentligt ikke, at mange synes, det er svært,« indleder Simon Sheikh fra New York.
»Kunsten har ændret sig meget i løbet af de senere år og en stor del af kunsten beskæftiger sig mindre med æstetiske objekter som malerier og mere med en æstetisk indramning af politiske, sociale eller eksistentielle problematikker.«
»Men når kunsten forholder sig til præcist det samme, som vi andre gør i vores hverdag, er det jo i virkeligheden ikke særligt svært at debattere med den.«
Sheiks budskab er, at nutidskunsten ikke er esoterisk, gemt bort og ophøjet på et museum. Den er lige til at gå til. Den handler om EU.
Den amerikanske kunstkritiker Arthur C. Danto har en anden måde at formulere det med den æstetiske indramning på. I en af sine bøger hævder han, at kunsten er »fordampet i en glans af ren tænkning omkring sig selv.«
»Herved overlever den så at sige kun som genstand for sin egen teoretiske bevidsthed.«
Selvom de to er uenige om, hvordan teksten skal udlægges, er de tilsyneladende enige om én ting: Kunstværkets autonomi, det som kendetegnede det klassiske kunstværk, er i færd med at overskride sig selv. Og det, som lægfolk måtte forbinde med et kunstværk, æstetik, er måske mere et appendiks end sagen selv.
Så hvis det ikke handler om æstetik, så kunne aviserne vel lige så godt sende deres debatredaktør ud for at anmelde kunstudstillinger?
»Jah...,« tænker Simon Sheikh, »det ville være oplagt.«
Vi stiller spørgsmålet til Rasmus Nielsen fra Superflex. Hvilken form for respons vil de gerne have på deres pensionist-tv om EU? Hvilken avissektion hører det hjemme i?
»Debatsiden,« siger Rasmus Nielsen. »Helt klart.«
»Jeg forstår godt, hvis folk bliver forvirrede, men vi taler om vores arbejde som værktøjer: De kan fungere i en kunstnerisk kontekst, men de kan også fungere hos nogle pensionister i Søllerød eller Roskilde, hvor det intet har at gøre med kunst. Det ser vi ikke som et problem, men det er klart, at det bliver et logistisk problem i de klassiske strukturer: Hvis bord skal den her lande på? Sådan et projekt her bør komme derhen, hvor man debatterer EU,« siger Rasmus Nielsen og tilføjer:
»Det ville nærmest være synd, hvis den kom på kultursiderne. Det ville bare være sådan noget forurenende støj.«
I tidsskriftet Kritik citeres den arg
entinske forfatter Jorge Luis Borges på siderne, hvor der udøves kritik. »At dadle og at lovprise er to sentimentale operationer, der intet har med kritik at skaffe,« står der, og man forstår, at kritik i hvert fald ikke har noget at gøre med tre ud af fem Bogart-hatte eller fire ud af seks kokkehuer i Politiken. Det handler ifølge Borges ikke om at bedømme, men om at kritisere, debattere, stille spørgsmål.
En ny rapport fra The National Arts Journalism Program på Columbia Universitet i New York bidrager med en overraskende konklusion: Amerikanske kunstkritikere ynder slet ikke at kritisere. Rapporten The Visual Art Critic er baseret på 169 besvarelser fra kunstkritikere, og de er blandt andet blevet spurgt om, hvad de betragter som deres væsentligste funktion. At formulere en personlig holdning til et kunstværk rangere som nummer sjok.
Kunstkritikerne mener derimod, det er væsentligt at give en nøjagtig beskrivelse af kunstværkerne og placere dem i rette historiske kontekst. Et flertal mener sågar, det er vigtigere at give deres tekst litterære kvaliteter end at kritisere. Det er en noget anden betydning af det at være kritiker end den, man finder i Ordbog over det Danske Sprog: »Kritiker: person, som kritiserer kunstneriske frembringelser; kunstdommer, smagsdommer; recensent.«
Rapporten har provokeret Christopher Knight, der er kunstkritiker på Los Angeles Times. Ikke mindst det faktum, at 91 procent af de adspurgte mener, at de ikke blot skal informere deres læsere om kunst, men ser det som deres opgave at uddanne og opdrage, har forarget Knight. I en kommentar spørger han retorisk, hvad kritikerne så laver, hvis ikke de kritiserer.
»Små skolebøger,« svarer han selv.
»Formålet lyder agtværdigt, men dets høviske arrogance er faktisk forbløffende. Når en skribent begynder med forestillingen om, at læseren er uuddannet om emnet eller i det mindste ikke nær så dannet som ham selv må man forberede sig på kede sig til døde over det skrevne. Og værre endnu, det er næsten umuligt at undgå en snigende tone af hovmod.«
Simon Sheikh ser ikke noget overraskende i rapportens konklusion. »Den der gamle kunstkritik... den er der ingen, der har brug for.« Ifølge Sheikh er den bundet til en højborgerlig kultur, der ikke længere er dominerende. Den er blevet en subkultur.
»I de store aviser går kultursektionerne op i en form for pop, hvor man bruger den borgerlige dannelsesstrategi som underholdning: Det handler næsten kun om at gå på cafeer. Det siger jeg ikke for at være kritisk, men bare for at pege på, at formen har overlevet sig selv.«
Rasmus Nielsen fra Superflex går ikke helt så langt. Der eksister trods alt, siger han, flere generationer inden for samtidskunsten.
»Jeg hører ikke til dem, der mener, at det hele skal ende i et stort blur, hvor kunstkritikken forsvinder, og den politiske diskussion bliver æstetisk og alt det der med det kreative potentiale. Jeg synes, det ville være synd, hvis den politiske redaktion skulle blande sig i en æstetisk debat.«
»Jeg ved ikke, hvordan man skulle forholde sig til Per Kirkeby på debatsiderne. Og man han jo ikke afskaffe Per Kirkeby. Han lever og producerer trods alt stadigvæk, og jeg ved ikke, hvor meget mening det ville give at få den politiske redaktion til at forholde sig til hans værker.«
