(2. sektion)
Spanien
Han er blevet fejret som det 21. århundredes Che Guevara af Le Monde Diplomatiques chefredaktør, Ignacio Ramonet, José Saramago, Manuel Vázquez Montalbán, Noam Chomsky og andre venstreintellektuelle. Siden subcommandante Marcos trådte frem med maske, poesi og rygende pibe i januar 1994 og gav røst til det zapatistiske oprør i Chiapas-regionen i det sydøstlige Mexico, har de kendte venstreintellektuelle hyldet ham i en stribe bøger og essays. Marcos er også gjort til et oprørsikon for den fremvoksende globaliseringskritiske bevægelse i og omkring ATTAC, og musikere som Manu Chao, Joaquin Sabina og Carlos Santana har bidraget til at udødeliggøre myten om Marcos i musikken.
Men nu krakelerer masken måske. Det er kommet frem, at Marcos har skrevet et brev til en spansk rockmusiker som støtte til dennes ide om at arrangere et globalofobisk møde. I brevet gør Marcos bl.a. grin med den spanske konge Juan Carlos, han kalder ministerpræsidenten José Maria Aznar en idiot og kalder socialisten Felipe González for en hofnar. Det ville folk sikkert have valgt at le af, hvis ikke Marcos også havde hældt en skidtspand så stor som hele Atlanterhavet ud over undersøgelsesdommer Baltasar Garzón. Han kalder dommeren en grotesk klovn, der »latterliggjorde sig med det naragtige bedrageri at slå en klo i Pinochet,« så denne kunne få en betalt ferie. Og samtidig beskylder han Garzón for »sand statsterrorisme«, fordi han har »erklæret den politiske kamp i Baskerlandet illegal«. Det er Garzóns dekret om at illegalisere separatistpartiet, Batasuna, som Marcos langer ud efter. Han anklager Garzón for at vise »sande fascistiske tilbøjeligheder ved at nægte det baskiske folk ret til at kæmpe politisk for en sag, der er legitim.«
Fravær af begrundelse
Subkommandantens angreb har vakt harme i brede kredse. De påpeger, at Garzón ikke har forbudt nogen at kæmpe politisk. Han har ikke illegaliseret et baskisk seperatisparti som f.eks. det fredelige Aralar, der fordømmer terrorismen. Dommeren kom med sit dekret om at suspendere Batasunas aktiviteter, fordi han mener, der er bevis for, at partiet i praksis og økonomisk har støttet den ulovlige terrororganisation ETA.
Den mexicanske intellektuelle Carlos Monsivais skriver i den venstreorienterede mexicanske avis La Jornada, at Marcos »forfalder til fornærmelser i aggressive generaliseringer, der er funderet i fraværet af konkrete begrundelser.«
Monsivais mener, Pinochet-sagen har været »uundværlig i udkastet til en ny international straffelov«. Og han afviser Marcos syn på den baskiske konflikt for at være letkøbt, uden klar definition af, hvad der er en »legitim sag« for det baskiske folk. At Marcos på den ene side kalder Garzón for fascist og på den anden side undlader at fordømme ETAs terror, mener Monsivais kan skade også zapatisternes moralske autoritet. »På intet tidspunkt og under ingen betingelser kan ETAs aktioner kaldes legitime, og det understreger processionen af alle ofrene.«
Han har ikke til sinds at acceptere kampråb om at sige nej til logikken og til besindigheden. Marcos støtter ifølge Monsivais en »uforsvarlig« sag med »intolerancens sprog, den billige vittighed og det radikale hovmod.«
Forleden tog Baltasar Garzón til genmæle: »De har fornærmet alle dem, der har deltaget aktivt i opbygningen af demokratiet i Spanien,« skriver Garzón til Marcos.
»Jeg vil ikke diskutere med Dem, at de kalder mig »en grotesk klovn. Jeg foretrækker at se mit navn åbent forbundet med demokratiet som en klovn frem for at gemme mig bag et falsk oprør, vold, løgn, uvidenhed, manglende etik, ubehag og alle de andre træk, som De, med stadig større klarhed, repræsenterer.«
Pis og sommerfugle
»I Deres herskesyge og hovmod udstiller De et had til ofrene (for ETA, red.) og imod alle os, der ikke er og tænker som Dem. Jeg er sikker på, at Josef Stalin og Adolf Hitler ville være stolte af at have Dem i deres rækker. Ekstremerne rører hinanden.«
Filosoffen Fernando Savater har den 9. december også blandet sig i debatten i dagbladet El Pais. Han synes, »Marcos tone minder om den skandaløse japanske lort, pis og kusse tegneserie Shin Chan, der har en femårig pervers polymorf som hovedperson.«
Savater kalder Marcos poetiske udflugter for »uudholdelige« og refererer, hvordan Marcos misbruger den baskiske forfatter Bernardo Atxagas reggaedigt om de sommerfugle, der flyver over et hav uden øer og klipper.
»Hold op med at digte, Marcos!,« anbefaler Savater, som mener, at el subcommandante gør vold på den baskiske konflikt ved at reducere den til et (mytisk skabt) spil mellem værdige baskiske indfødte og en imperialistisk undertrykker.
Som repræsentant for de undertrykte i en underudviklet region er Marcos »acceptabel og nyttig«, men han bør holde sig til at tale om Chiapas, mener Savater. Den gruppe som den engagerede filosof egentlig er ude efter, er »de andenrangs europæere, der med deres dårlige underfundige samvittighed« bruger Marcos som »undskyldning«:
»Disse koryfæer, der opmuntrer ham og ledsager ham i legitimeringen og trivialiseringen af kriminelle handlinger begået i mit land, under foregivende af at ske i den retfærdige sags tjeneste.«
»Vi er omringet af venstrefløjens solidariske hjerter,« der »med rette« støtter oprørerne i Chiapas, men som »samtidig mener, at den totalitære kriminalitet i Baskerlandet er Aznars skyld og tilsyneladende også Garzons. Aldrig er det faldet dem ind at lave en solidarisk pilgrimsrejse til (de baskiske byer, red.) Andoain og Mondragón, sådan som de tager til Chiapas,« skriver Savater og minder om, hvordan dele af den parisiske intelligentisia for 50 år siden isolerede folk og betragtede dem som pestbefængte, når de som Czeslaw Milosz og Octavio Paz fordømte de stalinistiske koncentrationslejre.
Samme dag som Savaters kronik blev publiceret, rykkede Marcos ud igen. I et åbent brev til Garzón foreslår han en dyst på ord på øen Lanzarote i april, hvor syv dommere skal afgøre, hvem af de to, der vinder. Marcos lover at fjerne sin maske, hvis han taber dysten.
I et andet brev stilet til ETA opfordrer han dem til den 24. december i år at erklære en ensidig våbenhvile i 177 dage. Hvis han kan få ETA til det, vil det nok blive vel modtaget i brede kredse. Men folk som Savater, der må gå rundt med livvagt, fordi ETA truer dem på livet, vil næppe føle hans grundsyn betryggende. Marcos tager afstand fra angreb på civile, men postulerer i sit åbne brev, at den spanske stats metoder kan proppes i samme sæk som ETAs og al-Qaedas. Selv om den spanske stat ikke har sat militæret ind i Baskerlandet, men bruger retsstaten imod terroristerne, skriver Marcos, »at vi fordømmer militære aktioner ligeligt, uanset om de kommer fra ETA eller den Spanske Stat, fra al-Qaeda eller fra George W. Bush eller fra israelere eller palæstinensere...«
