Det blev den engelske skuespillerinde og menneskerettighedsforkæmper, Vanessa Redgrave, der trådte først ind i receptionen på Hotel Ascot i København i går eftermiddag få timer efter, at den tjetjenske eksilpolitiker Akhmed Sakajev blev løsladt efter fem uger i varetægtsfængsel på Københavns Politigård.
Hun kom blot for at hente sine ting, før turen til lufthavnen, men i den pressefyldte reception fik hun lejlighed til at kommentere budskabet om Akhmed Sakajevs løsladelse.
»Han er ude,« smilede hun, mens hun forsøgte at få styr på sine ting.
Vanessa Redgrave var en af de første til at tale med Sakajev efter løsladelsen.
»Lige nu slapper han af, og jeg ved ikke, hvad hans planer er. Vi sagde bare varme ting til hinanden,« fortalte hun efter, at Justitsministeriet i går meddelte de russiske myndigheder, at bevismaterialet om Sakajevs påståede forbrydelser var utilstrækkeligt.
Det fremstår af Justitsministeriets afvisning til Rusland, at hovedparten af vidneforklaringerne imod Sakajev blev afgivet efter tjetjenerens anholdelse i København den 30. oktober.
»Det fremgår på den baggrund uklart, hvilket bevismæssigt grundlag der har givet anledning til de russiske myndigheders beslutning om anholdelse af Akhmed Sakajev,« hedder det i afvisningen, der blev forelagt den russiske ambassadør.
Samtidig fastslår Justitsministeriet, at vidneforklaringerne generelt bærer præg af at være meget upræcise: »Det gælder såvel med hensyn til gerningsbeskrivelse som gerningstidspunkt som med hensyn til Akhmed Sakajevs rolle i forbindelse med de pågældende handlinger. Det gælder ligeledes i forhold til angivelsen af, om vidnet selv har konstateret de pågældende forhold, eller om forklaringen bygger på oplysninger, som vidnet har modtaget fra andre personer.«
Sakajev selv valgte i går, at sunde sig efter de fem ugers fængsling langt væk fra offentligheden.
»Lige nu er det en stor omvæltning for ham efter fem uger i varetægtsfængsel. Han er for overvældet og træt til at stå frem i offentligheden,« siger Sakajevs advokat Ervin Birk Nielsen til Ritzau fra »et sted i København«, hvor Sakajev og hans støtter fejrede løsladelsen i går eftermiddag.
Russerne vil appelere
Mens der var jubel i Sakajevs lejr reagerede de russiske myndigheder med vrede og skuffelse over det danske justitsministeriums beslutning om ikke at udlevere Akhmed Sakajev og i stedet sætte ham på fri fod.
»Det ser ud til, at den danske beslutning er baseret på politiske snarere end juridiske argumenter,« sagde den russiske justitsminister, Jurij Tjajka, efter afgørelsen til nyhedsbureauet Interfax.
Den russiske generalanklager sagde kort efter afgørelsen, at han vil appellere den danske afgørelse om ikke at udlevere Sakajev til Den Europæiske Menneskeretsdomstol.
»Så snart vi får den officielle meddelelse om afgørelsen, vil vi appellere den til Menneskeretsdomstolen i henhold til konventionens artikel 10 om bekæmpelse af terrorisme,« sagde Robert Adelkhanjan, leder af generalanklagerens internationale kontor i Moskva.
Også generalanklagerens pressetalsmand var vred over den danske afgørelse.
»Ulykkeligvis har Danmark sit helt eget syn på kampen mod international terrorisme, og det adskiller sig fra den øvrige verdens,« lød kommentaren fra generalanklagerens talsmand, Leonid Trosjin.
Samtidig gav Trosjin udtryk for at være helt rolig og sikker på, at sagen »endnu ikke er overstået«.
»Vores krav er helt berettigede. Der hersker ingen tvivl om, at Sakajev er en terrorist, og at han fortsat vil komme til at fremstå som internationalt efterlyst,« sagde Trosjin.
De russiske myndigheder pegede desuden på, at Sakajev fortsat er på Interpols liste over eftersøgte personer, der har begået kriminelle handlinger.
Amerikansk ros
I USA kom gårsdagens løsladelse af Tjetjeniens viceministerpræsident i eksil, Akhmed Sakajev, ikke som den store overraskelse for amerikanske iagttagere af Tjetjenien-konflikten.
»Når Rusland efterlyser folk over Interpol, bliver det som regel taget med et gran salt. Vi ved jo alle, at russisk lov og ret ikke befinder sig i bedste velgående. Da begæringen om udleveringen kom, var der derfor ikke megen tiltro i Vesten til bevisernes holdbarhed,« siger John Dunlop, seniorforsker på Hoover Institution, Stanford University i Californien, til Information.
Ikke desto mindre udtrykker Dunlop beundring for de danske myndigheders håndtering af den storpolitiske meget følsomme affære.
»Danmark er det eneste vestlige demokrati, der har turdet tage et klart og principielt standpunkt i spørgmålet om Ruslands overtrædelser af Helsinki-aftalerne og Geneve-konventionerne. Det er modigt gjort. Bush-regeringens holdning til Ruslands Tjetjenien-konflikt har været katastrofal værre end Clinton-regeringens,« beklager Dunlop.
Han udgiver ugebrevet Chechnya Weekly og er medlem af American Committee for Peace in Chechnya i Washington.
»Jeg ved godt, at domstolene i Danmark formelt set er uafhængige af den udøvende magt. Alligevel mener jeg, at vi skal glæde os over, at den danske regering ikke blandede sig i afgørelsen. Det i sig selv er et kæmpe plus. Man må huske på, at Rusland har lagt stort økonomisk pres på Danmark.«
Dunlop, der har fulgt Tjetjenien fra sin stol på Hoover Institution siden 1985, er ikke i tvivl om, at Sakajev ville have lidt en krank skæbne, hvis han var blevet udleveret til Rusland.
»Der er flere eksempler på, at tjetjenske politikere er forsvundet efter deres anholdelse. Nogle er blevet tortureret,« siger han.
Betydning for tjetjenere
En dansk Ruslands-ekspert mener, at det gode ved Sakajev sagen har været, at den har skabt opmærksomhed omkring Tjetjenien.
»Det har skabt en masse opmærksomhed og fået mange intellektuelle i Vesten til at forholde sig til Tjetjenien-spørgsmålet. Det vil formodentlig gøre, at presset på Rusland for at finde en løsning bliver opretholdt,« siger studieleder ved Afdeling for Minoritetsstudier ved Københavns Universitet, Helen L. Krag til Information.
Ervin Birk Nielsen har endnu ikke drøftet med Akhmed Sakajev, om han eventuelt vil søge asyl i Danmark. Tjetjeneren var ved indrejsen til Danmark i besiddelse af et Schengen-visum udstedt af den belgiske ambassade i London, ligesom han i øvrigt var i besiddelse af visum til både Schweiz og Storbritannien.
Den engelske skuespillerinde Vanessa Redgrave er dog ikke i tvivl om, at Akhmed Sakajev vender tilbage til London på et tidspunkt, men i første omgang var hun bare lykkelig for afgørelsen.
»Det er en sejr for sandheden,« gentog hun nærmest overstrømmende, før hun til stor undren for chaufføren blev fulgt til taxaen af blitzlys og tv-kameraer.
Dernæst tog formanden for Støttekomiteen for Tjetjenien, Thomas Bindsbøl Larsen, over, og lige som hende var han lykkelig for løsladelsen.
»Jeg tror det hårdeste for ham har været, at han er blevet udsat for en masse beskyldninger, som han ikke har kunnet forsvare sig imod,« sagde den glade formand for støttekomiteen.