Læsetid: 3 min.

Selvrealisering som en etik

Den store canadiske filosof Charles Taylors lille fornuftige bog om individualisering foreligger nu på dansk. Måske er det ikke så slemt?
4. december 2002

Ny bog
Vi har set det ske: Man bliver kunstner. Den specialeskrivende kan ikke komme videre. Han er gået i stå. Og som han svarer sine venner når de spørger til projektet:
’Jeg er ramt af skriveblokering.’
Der er politikeren, der taler og taler så kedeligt, at journalisten på pletten refererer ham som ’uinspireret.’ Journalisten der på sin side efter eget udsagn gerne skriver prosalyrisk, når ånden rigtig kommer over ham.
Som den canadiske filosof Charles Taylor noterer i sin fine bog Modernitetens Ubehag – Autenticitetens Etik, der nu mere end 10 år efter den udkom på engelsk, udkommer på dansk:
»Kunstneren bliver på en måde mønstereksemplet på mennesket, subjektet for en original selvdefinition.«
Vi beskriver det ikke-kunstneriske med kunstneriske termer. Denne retoriske tendens afslører for Taylor det moderne individualiserede menneskes bestræbelse på at realisere sig selv som et kreativt projekt. Det moderne menneske udfolder i den ekspressive kunstners billede sin egen unikke individualitet. Det går ud på: at manifestere det autentiske selv. Taylor pointerer, hvad det betyder for relationen mellem individ og fællesskab:
»Autenticitet indebærer originalitet, den fordrer et oprør mod konventionerne. Det er let at se, hvordan man kan nå et punkt, hvor den normale moralitet som sådan opfattes som ren og skær kvælende konvention.«

Glem tendensen
Charles Taylor er berømt for sit store værk om G.W.F Hegel og for sin emfatiske understregning af, at modernitet ikke er defineret ved afvikling af religion, men ved at religion sidestilles med andre konkurrerende centralperspektiver. Taylor har skrevet både filosofiske, politiske og samtidsreflekterende bøger, som har haft en kolossal og alsidig indflydelse. Morten Raffnsøe-Møller har i Modernitetens Ubehag skrevet en storartet præsentation af hele Taylors tanke og værk.
Modernitetens Ubehag er en enkel bog skrevet som korrektiv til to verserende opfattelse af moderniteten i almindelighed og individualisme i særdeleshed. Taylor taler om lovsangerne og dommedagsprofeterne. Lovsangerne mener det hele kører på skinner: Individualisering betyder frigørelse og selvansvarlighed og det teknologiske, industrielle og økonomiske fremskridt har skabt bedre betingelser for at føre menneskelig tilværelse. Dommedagsprofeterne slutter fra individualisering til egoisme og narcissisme og de betydningsbærende horisonters sammenbrud. Vi kan ikke engang diskutere rationelt med individualister, for de rummer selv personligt målestokken for, hvad der for dem er rigtigt eller forkert. De står uden for dialogisk rækkevidde. På et overordnet niveau foreslår Taylor end anden optik end lovsangernes og dommedagsprofeterne:
»Mit forslag er, at vi i denne forbindelse ikke skal søge efter tendensen, men at vi skal bryde med fristelsen til at søge efter irreversible tendenser og i stedet erkende, at der er en kamp i gang her, hvis udfald af væsen er åbent.«

Og så det etiske
Taylor abonnerer på momenter af begge parters analyse, men udkaster en ny tilgang, som rykker individualisternes ind i dialogisk rækkevidde. Det er hans afgørende indsigt, at selvrealisering som livsprojekt er baseret på en etik. Når en driftig erhvervskvinde ’ofrer privatlivet på karrierens alter’, er det ikke udtryk for kultiveret egoisme. Pointen er ifølge Taylor at mange i dag føler sig ’kaldet’ til at ofre sociale relationer. De føler sig moralsk forpligtede på troskab overfor sig selv. Den forpligtethed kalder Taylor autenticitetens etik, og den åbner for et værdigrundlag til diskussion af individualismen som praksis. For hvad vil det sige at være tro over for sig selv? Ethvert individ bliver til som individ i dialog med andre individer. Individer er indlejret i dialogiske kontekster som betyder at man forbryder sig mod sit værdigrundlag hvis individualisme degenererer til egoisme.
Den fortløbende diskussion af værdigrundlag og praksis er det, Taylor refererer til som den kamp, der er i gang. Og i den diskussion fører Taylor det argument, at autenticitetens etik i sidste instans fører til en forpligtethed over for den sociale virkelighed. Det autentisk individualiserede menneske er politisk engageret, fordi politik drejer sig om forvaltningen af den sociale virkelighed.
Taylor erkender anno 1991, at idealet er i forfald. Men Modernitetens Ubehag er anvisning til argumenter til stadig restaurering af den sociale, den politiske og den historiske ansvarlighed midt i en individualiseret kontekst. Og som sådan er denne lille fornuftige og påfaldende ydmyge bog vedkommende. Forestillingen om den selvrealiserende agent som kunstner afslører et moment af danskernes aversion mod politisk korrekthed: Politisk korrekthed er prototypen på den kvælende konvention der forhindrer fri selvudvikling. Det er ikke den undertrykte racist, men tværtimod den censurerede kunstner i sin hverdag, der klynker over det kulturelle superego, meningsmafiaen: politisk korrekthed. Det er ikke stor kunst.

*Charles Taylor: Modernitetens Ubehag. Autenticitetens Etik. Oversat af Peer F. Bundgaard. Indledning ved Morten Raffnsøe-Møller. 152 s., 179 kr. Philosophia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu