Læsetid: 3 min.

SiD vil standse billig arbejdskraft på landet

Landbrugspraktikanter fra Østeuropa udnyttes som billig arbejdskraft, mener SiD, der ønsker reglerne skærpet
9. december 2002

Landbrugspraktikanter fra Østeuropa udnyttes
som billig arbejdskraft, mener SiD, der ønsker reglerne skærpet

Det skal være sværere for danske bønder at udnytte praktikanter fra Østeuropa som billig arbejdskraft, mener Specialarbejderforbundet, der ifølge sekretariatschef Gunde Odgaard har kendskab til flere end 20 tilfælde, hvor praktikanter fra Østeuropa fungerer som underbetalte bygningsarbejdere i stedet for at lære om landbrug.
Sidste år gav udlændingestyrelsen opholdstilladelse til 1.650 personer fra tredjelande, hvoraf langt de fleste skulle i praktik hos danske gårdmænd.
»Der er alt for lidt kontrol med området,« mener Gunde Odgaard fra SiD’s ’grønne gruppe’ og henviser til, at landbruget selv regulerer ordningerne.
»Reelt er mange af dem uddannede håndværkere og har intet med landbruget at gøre. Men ingen vil jo fortælle om det, når det opdages, så vi tror, at det kun er toppen af isbjerget, som vi har fat i,« siger Gunde Odgaard.
Faglig sekretær Niels Philipsen fra fagforeningen Træ-Industri-Byg i Viborg amt har med kritiske øjne fulgt den jobformidling for østeuropæiske landbrugspraktikanter, som svineavler Carlo Nielsen fra Ravnstrup ved Viborg har gjort til sit speciale.
»Set fra en fagforeningsvinkel er det grove løjer. De unge kommer herop under dække af at skulle lære noget om landbrug, men i stedet sættes de til at bygge haller, staldbygninger, skifte tage eller renovere stuehuse. Ikke bare på Carlo Nielsens egen bedrift, men også hos andre gårdmænd. Det virker ekstremt konkurrenceforvridende i lokalområdet,« siger Niels Philipsen.

Ude på landet
Men ifølge Carlo Nielsen har det altid været sådan på landet, »at en bonde selv kunne skifte en løs tagplade.«
– Men bruger du dine praktikanter til byggeopgaver i længere tid?
»Det kommer an på, hvad du mener med længere tid. Hvis det sker sammen med danske medhjælpere, og praktikanternes hovedbeskæftigelse stadig er at passe dyrene, så kan jeg ikke se noget galt i det.«
Nu vil SiD både have skrappere regler for hvor meget uddannelse, der skal være i et praktikforløb, og bedre kontrol med de landbrug, der bliver godkendt som praktiksteder. Efter nytår vil det socialdemokratiske folketingsmedlem Lissa Mathiasen fremsætte et beslutningsforslag, der imødekommer SiD’s ønsker, fortæller hun.
»Det skal ikke længere være muligt at blive godkendt til østeuropæiske praktikanter, hvis man ikke kan opnå godkendelse som praktiksted for danske landbrugselever,« mener Gunde Odgaard.
»Diskussionen om landbrugets praktiksteder har længe været betændt,« siger Hans Henrik Jørgensen fra Landøkonomisk Rejsebureau.
I mere end 90 år har bureauet arrangeret udveksling af praktikanter og hører under landboforeningerne. Langt de fleste praktikophold aftales dog direkte mellem den enkelte gårdejer og praktikanten, eventuelt via en formidler som Carlo Nielsen.

Ingen vil være bonde
I takt med at færre og færre danske unge gennem 1990’erne har ønsket at blive landbrugsuddannede, er antallet af udenlandske praktikanter mere end tredoblet:
»Landbrugseleverne har altid været en væsentlig arbejdskraft i landbruget,« siger Henrik Jørgensen.
I dag skal en landmand udfylde et skema på tro og love til Udlændingestyrelsen om, hvor vidt der er udarbejdet en uddannelsesplan, og hvad praktikanten »forventes« at lære under praktikopholdet, mens praktikanten skal fremlægge dokumentation om sin uddannelse.
»Det virker som en meget fornuftig ordning,« mener Hans Henrik Jørgensen.
Men selv om Udlændingestyrelsen ifølge specialkonsulent Rikke Thomsen vurderer skemaerne, inden de giver en opholdstilladelse, er der ingen form for tilsyn undervejs.
»Vi tager ikke rundt på gårdene og tjekker, om man også i praksis lever op til, hvad de under strafansvar har forpligtet sig til. Men hvis vi får kendskab til en overtrædelse, kan opholdstilladelsen inddrages,« siger Rikke Thomsen.
– Er det nogen sinde sket?
»I få tilfælde, ja.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her