(2. sektion)
Filmens fremtid
2003 tegner til at blive et spændende år, hvad angår dansk film. Blandt andet kommer en lille håndfuld instruktører med hver deres engelsksprogede film. Thomas Vinterberg med Its All About Love, Nicolas Winding Refn med Fear X, Søren Kragh-Jacobsen med Skagerrak og Lars von Trier med Dogville.
Men det er ikke kun de danske film, som står højt på min ønskeseddel. Et hurtigt kig på premierelisten for de næste par måneder kan få mundvandet til at løbe hos enhver filmfan, og her er et par bud på, hvilke (amerikanske) film man godt kan glæde sig til.
Som Martin Scorsese-fan ser jeg frem til hans stort anlagte gangsterepos Gangs of New York. Filmen, der foregår i New York i begyndelsen af 1800-tallet, handler om bandekrigene mellem irerne, der føler, de har retten til byen, og immigranterne, som lige er ankommet til Amerika.
»America was born in the streets,« lyder en af filmens taglines.
Jeg så 20 minutter af Gangs of New York i Cannes tidligere i år, og ud over at være en flot film lader den til at byde på en pragtpræstation af Daniel Day-Lewis, der har en hovedrolle i filmen.
Gangs of New York har amerikansk premiere anden juledag, og ifølge Varietys chefanmelder, Todd McCarthy, er filmen ikke noget mesterværk, men alligevel en på alle måder stor film.
Hjernespind
I Hollywood har man altid været glad for genindspilninger det burde være sikre penge i banken. Men Steven Soderbergs nye film, Solaris, der er baseret på en bog af den polske scifi-forfatter Stanislaw Lem og i 1972 blev filmatiseret af den russiske instruktør Andrej Tarkovski, er ikke gængs metervare fra filmfabrikken.
Hvor Tarkovskis udgave var en filosofisk-religiøs
diskussion af menneskets eksistens, så fokuserer Soderbergh på bogens kærlighedshistorie mellem psykiateren Kelvin (George Clooney) og hans afdøde kone, Rheya (Natascha McElhone). Hun materialiserer sig på den rumstation i nærheden af den mystiske planet Solaris hvor Kelvin sendes op for at finde ud af, hvad der er sket med besætningen.
Soderbergh lover et kryds mellem »Rumrejsen år 2001 og Sidste tango i Paris.« 81-årige Stanislaw Lem har dog ikke de store forventninger, og i et interview med det amerikanske magasin Wired siger han, at »hvis amerikanerne får noget bizart ud af min roman, så bliver jeg ikke særlig overrasket.«
Filmen, der har haft premiere i USA, har fået en lidt blandet modtagelse.
Spike Jonze vakte opsigt med sin instruktørdebut, Being John Malkovich, skrevet af Charlie Kaufman, og makkerparret er nu tilbage med den, efter alt at dømme, ikke mindre skæve komedie Adaptation.
Filmen har Nicolas Cage i hovedrollen som en manuskriptforfatter, Charlie, der bliver hyret til at bearbejde en bog, han virkelig elsker. Men så får han skriveblokering, deadline nærmer sig, og i et sidste desperat forsøg på at løse opgaven beslutter han sig for at skrive sig selv ind i manuskriptet.
Being John Malkovich tog os med ind i skuespilleren John Malkovichs hjerne, og Adaptation, der rummer selvbiografiske elementer, giver os utvivlsomt en indføring i Jonze og Kaufmans mærkelige verden.
Også Steven Spielberg er på vej med en ny film, komedien Catch Me If You Can, tegneseriehelten Dæmonen når lærredet i Ben Afflecks skikkelse, og så får rapperen Eminem sin debut som skuespiller i en film baseret på sit eget liv, 8 Mile, instrueret af Curtis Hanson.
*Forfilm til de omtalte film på www.apple.com/trailers