Læsetid: 2 min.

Staten fyrer ældre medarbejdere i bundter

Regeringen trodser sin egen politik om at holde de ældre på arbejdsmarkedet
27. december 2002

Ældre medarbejdere er i stor stil blevet ofret, når regeringens ministre i årets løb har svinget sparekniven, viser en redegørelse fra finansminister Thor Pedersen.
I alt 1.290 ansatte har mistet jobbet som følge af finanslovens besparelser.
I Undervisningsministeriet er 61 procent af de fyrede over 50 år. I Kulturministeriet – det ministerium med flest gamle – har 56 procent af afskedigelserne ramt folk over 50 år. Samme andel ligger Udenrigsministeriet på.
Fyringerne af de ældre er stik imod regeringens egne planer om at få ældre til at blive længere tid på jobbet.
»Regeringen lever slet ikke op til sine smukke hensigter. Melodien om at samfundet har brug for de ældre ser helt anderledes ud i virkeligheden,« siger arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen (S).
Regeringens finansredegørelse slår fast, at 5.000 flere danskere kommer i arbejde frem mod 2010 på grund af en bedre seniorpolitik.
Derfor er det særdeles uheldigt, at staten sender et helt modsat signal til de private erhvervsliv, mener Jan Petersen:
»Når staten afskediger stor en andel af folk over 50, så efterlader det indtrykket af, at vi ikke tager hensyn til de folk,« siger han.
Fyringerne er desuden skadeligt for udviklingen i samfundet, mener han:
»Det er kendt stof, at det er vanskeligt at få job bagefter i den alder. Ved at fyre de ældre, så bliver det vanskeligt at opretholde deres engagement og dermed risikerer vi, at de går tabt,« siger Jan Petersen. der har kaldt finansminister Thor Pedersen i samråd om fyringerne af de ældre.
Formanden for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, Venstres Jens Vibjerg er ked af, at så mange ældre er blevet fyret i årets løb:
»Det er jo ikke et positivt signal at sende til det private erhvervsliv. Jeg så gerne, at ministerierne havde prioriteret anderledes, men det er svært at sige noget om de enkelte fyringer,« siger han.
Jens Vibjerg understreger, at regeringen har gjort alt, hvad den kunne, for at tage hensyn til de ældre. Der er sendt et brev til de enkelte ministerier om at tage hensyn til de gamle, men de borgerlige ministre har ikke selv mulighed for at gribe ind, forklarer Jens Vibjerg. Desuden har mange ældre ansatte erfaringer, der ikke passer til tidens krav, mener han:
»Vi skal have den styrke tilage, der kan løse de aktuelle opgaver. Og der kan være nogle med kvalifikationer, som der efterhånden ikke er så meget brug for,« siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget.
Redegørelsen fra finansminister Thor Pedersen viser også, at enkelte ministerier har været dygtige til holde på seniorerne.
Socialministeriet indtager en førsteplads med kun 21 procent af de fyrede på over 50 år. Også Fødevareministeriet har med 34 procent af de fyrede på over 50 år gjort meget for at holde på de ældre.
Regeringen arbejder i øjeblikket på en ny personalepolitik, der med en såkaldt livsfasepolitik skal tilgodese de ældre medarbejdere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her