Læsetid: 1 min.

Stemnings-musik i butikken

Lette genrer branded worldwide mellem jul og nytår – Butiksmusik fås til både byggemarked, guldsmed og punkbutik
27. december 2002

Opringning
Kabelforbindelse til direktør Benny Rinaldo, Metorion Music:
– Hvor kommer musikken fra?
»Den er enten oplinket fra Hilversum over satelit og kabel, eller kører på maskine direkte i butikken, otte timer pr. cd...«
– Er det dig der vælger numrene?
»Nej det er der specialister til. Og vi sælger i pakker, ikke enkeltnumre.«
– Hvis jeg nu var direktør for et byggemarked, hvad slags musik ville du så anbefale?
»Kunderne i et byggemarked er overvejende mænd, 20-55-årige. Så det skal nok være noget instrumentalt, let pop. Noget der ikke generer, men hygger...«
– Og specielt i december?
»Fra første december er vi startet med 25 procent julenumre, og det er så steget til 50-75 procent op imod jul.«
– ’Jingle Bells’ eller ’Jeg så julemanden kysse mor’?
»Ja sikkert, vi har fem-600.000 titler at vælge imellem...
– Også kendte kunstnere? Raquel Rastenni for eksempel?
»Nej!!«
– Nå, det er for gammeldags kan jeg høre. Men Søs Fenger...?
»...Kan du godt få. Der er licensafgifter på, så du afregner selv med Koda, foruden abonnementet til os.

Ingen seksuelle rytmer
– Hvor meget skal I have?
»Fra femhundrede om måneden...«
– Hvordan kan I leve af det?
»Jeg sagde fra femhundrede! Og der er mange kunder. Vi brander musikken til supermarkeder, eller individuelt til en butik hvis den ikke er kæderelateret. Det kan være alt fra hiphop til barok. I en guldsmedeforretning skal det nok være klassisk eller lovesong. Ikke breakdance...«
– Hvad så hvis jeg har en butik der sælger punktøj eller rå mode...?
»Så kan du få en pakke i retning af heavymetal... bare ikke seksuelt eller på anden måde udfordrende!«
– Er du selv gammel musiker?
»Næ, jeg er uddannet elektroakustiker.«
– Hvor længe kører julemusikken?
»Til juleaften. Så er vi tilbage på standardprogrammerne.«
– Og nytårsmusik?
»31. januar.«
– Også Champagnegaloppen?
»Klokken 12!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her