Læsetid: 2 min.

Det store ingenting

For de morbidt anlagte er der med Folketeatrets ’Det store scoop’ mulighed for at se teaterdøden direkte i øjnene
5. december 2002

Teater
Det går ud på at sælge billetter. I det kyniske Hollywood, hvor filmmogulerne slås om at finde de manuskripter, der kan få kasseapparaterne til at klinge. Det handler det om i den amerikanske dramatiker David Mamets 14 år gamle komedie Det store scoop, som Folketeatret – af gud ved hvilke årsager – har fundet frem. Og det handler det også et stykke hen ad vejen om i det københavnske teaterliv, der oplever en del glatføre i disse sæsoner, først og fremmest på grund af usikre publikumsprognoser.
Ikke mindst netop Folketeatret er røget hovedkulds i grøften med et underskud i millionklassen. Så stykkets tematik er en form for ironi, der er til at føle på. Sjovt nok – hvis ikke den var så gennemsyret bitter. For Folketeatrets tidligere chefduo Michael Moritzen og Tommy Larsen har da i den grad forregnet sig med denne langstrakte og kyniske bagatel, der hverken rummer rolleguf eller pointer nok til de to timer, den varer.
Hvis det her var den tidligere direktions bud på den forestilling, der skulle frelse Folketeatret fra lukningsdøden, så kan det sgu næsten være det samme.

Lirumlarum
Det så jo ellers så pænt ud med ren blærebesætning i Moritzens egen instruktion: Søren Pilmark, Preben Kristensen og Sidse Babett Knudsen. Tre vidunderlige skuespillere, der naturligvis har karismaen, charmen og timingen til at spille den her slags teater. Tre stjernespillere, der må være enhver teaterchefs drøm om det perfekte ensemble – på scenen og i dagbladsannoncen. Men ønskeholdets åbenlyse talenter spildes helt og aldeles i denne langstrakte bagatel, der er præcis så øde en omgang som de rødglødende ørkenbjerge, scenograf Birgitte Mellentin lader dukke op over den Hockney-blå swimmingpool i mellemakten.
Med Pilmark som den benhårde produktionschef, der skal træffe det svære valg mellem producent Kristensens uundgåelige publikumstræffer i vold-og-sex-kategorien og sekretær Knudsens eksalterede forsvar for den væsentlige, men økonomisk urentable filmatisering af en undergangsroman med indbygget kærlighedsbudskab.
En reverenter talt kedsommelig konflikt, der serveres professionelt af de hårdt kæmpende skuespillere, javist. Pilmark og Kristensen fører endeløse dialoger i højt, amerikaniseret tempo, men siger meget lidt. Og Sidse Babett er sødmefuld i sin særlige beregnende uskyld. Resultatet er og bliver lirumlarum i højeste gear.

Ryd så op
Folketeatrets kasse er helt og aldeles tom. Det gælder åbenbart også kukkassen. Tom for ideer. For sjældent har man set en teaterforestilling, der var mere inderligt ligegyldig. Hvordan kan nogen tro, at denne fatale dosis ingenting skulle interessere et moderne dansk publikum?
For de morbidt anlagte er der her mulighed for at se teaterdøden direkte i øjnene. Dead stage walking. Lad os så få den oprydning i det københavnske teaterliv, før det brækker over på midten. Og lad os først og fremmest få nogle håndfaste og kontante visioner om, hvordan vi bedst udnytter det vidunderlige og højtelskede teaterhus i Nørregade, der både kan byde på festlig, guldrandet stuk og helt moderne intimscener. Midt i byen.
Det fortjener Folketeatret. Og ikke mindst det hårdt prøvede københavnerpublikum, som sgu stadig fyldte omtrent hver eneste plyssæde, den aften denne anmelder indfandt sig.

*Det store scoop. Skuespil af David Mamet. Oversættelse: Gerz Feigenberg. Iscenesættelse: Michael moritzen. Til 8. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her