Læsetid: 4 min.

Det svære parti

Storslået orkesterspil i mindre overbevisende ’Rigoletto’
7. december 2002

Opera
Fra takt ét er det Kapellets aften. Kapellet og Michael Schønwandts. Musikchefen, hvis første tid i faget år tilbage hensatte en og anden kritiker i tvivl om hans berettigelse på et podium, har for længst opfyldt prædikatet – en stor dirigent. Kendetegnende for en sådan lægger Schønwandt gang efter gang alen til væksten og placerer her sit Verdi-spil i eliten. Med spændstig lydhørhed trakterer han sit stort musicerende og solistisk stærke Kapel og formår som ingen anden i dette utaknemmelige rum at kompensere for akustikken. I et kort kættersk øjeblik føles en ny operabygning som ren overflødighed med Schønwandts ved pinden. Hvad vil han ikke kunne udrette i et bedre spillested, såfremt da det nuværende politiske flertal ikke høvler yderligere af operadriften.

Betinget lettelse
Ved tæppehejs – umiddelbart efter Rigolettos indledende, korte afgørende prøve på enhver dirigents formåen – er følelsen i førstningen lettelse. Lettelse over at en iscenesætter endelig har mod til at arrangere en operaforestilling i den tid, hvori illusion og handling er henlagt. I Rigolettos tilfælde: Mantua i 1550’erne. For en gangs skyld sidder ingen på lokum og skider i underbukserne som i Maskeballet eller render rundt i Armanitøj og solbriller og påstår en forestilling nutidigt vedkommende, men uden dækning i tekst og musik.
Iscenesætteren Mikael Melbye har tro mod forlæggets Victor Hugo, librettoens Piave og Verdi selv valgt en traditionel opsætningsform med gobelin på væggen, søjler i række og damer og mest mænd i det nogenlunde rigtige tøj. Oven i købet er Mantua-hoffets maskuline besætning, som jo er Operakorets herrer, udstyret med skamkapsler i tidens overstørrelse. Disse skal tjene til at understrege det erotiske og potente i miljøet om den liderlige hertug. Alligevel minder de udvendigt opstemte korister om en udflugt for eunukker, hvilket hænger sammen med en sær mangel på ægte indre lidenskab ved Melbyes hof. Belysningen er lige på og hård, og klunset i hvilket de kunstige tissemænd bogstaveligt talt er sat, får derfor karater af teatertøj og kunstig vadmel. Hos hertugen af Mantua må man da forvente silke med slidser, skjulte muligheder og fjas i gylp og kroge. Vi er jo – 1550’ernes gennemsnitsalder taget i betragtning – ved et meget ungt hoft.

Den indre splid
Heri ligger en pointe, idet Rigoletto er den ældre, der håner en falden jævnaldrende, grev Monterone, og dermed nedkalder forbandelsen over sin egen forkrøblede krop. Den, kroppen, er hovedsagen i det hertugelige laug. Fornemmelsen af invaliditet på sjæl og legeme midt blandt de hensynsløst duelige hoffolk, der på det Kgl. vader rundt og ikke just på gangarten ligner norditalienske adelsfolk, er derfor afgørende for Rigolettos gennemslag.
Guido Paevatalu, hvis herlige baryton man gerne rejser langt og ofte for at høre, må aftenen igennem søge at dementere sin egen fundamentale sundhed og mentale balance, egenskaber der netop gør ham så inderligt sympatisk som person og attråværdig som sanger. Den modstand, den indre kamp, som dette naturlige handicap i teater-handicappet kunne have medført, formår hans instruktør ikke at forløse. Såfremt
Paevatalu selv havde eksponeret konflikten mellem sit eget og rollens væsen, ville hans Rigoletto have fremvist en farlig indre splittelse og formentlig tangeret en større tragedie end nu.
Inger Dam-Jensen oppebærer ubesværet Verdis anden store skikkelse i forestillingen, datteren Gilda, hvis liv takket være uendelig godhed og kærlighed trist trist som noget ender i en tilbundet sæk. Dam-Jensen, så smukt hun end synger, er overladt i samme problemstilling som Paevatalu og levnes få muligheder for afsøgning i dybden af denne skikkelses indre splid, nemlig dén mellem kærligheden til far og den til elsker.
Scenografien – ved instruktøren selv – betyder meget i et givent dramatisk forløb og kan uhensigtsmæssigt anlagt skabe uoprettelige skævheder i dramaturgien. Den fysiske bevægelseslogik svigter således flere gange i spillet. Da Gilda bortføres, kan hun først komme til at råbe om hjælp, da de har fået hende ud af kulissen, fordi Rigoletto står i vejen. Til slut er hun og Rigoletto plantet tosset på scenen og må glo vedholdende akavet udefra skråt ind ud ind i lejemorderens hus. Såfremt det sidste ikke er til at fatte, er det fordi, det heller ikke er det på scenen.
Hertugen med de store ture tager Joseph Calleja sig af med brillant og slank lyrisk tenor, hvor man ikke sidder med livet i hænderne. Han kan og fremstår som troværdig trussetyv, omend let distræt. Men det kan den slags jo godt være. Christian Christiansen er Sparafucile, lejemorderen, mørk i det mørke, hvilket ikke altid er godt nok. Måske han skulle lette det en anelse, det bliver det hele mere uhyggeligt af. Anette Bod er lejemorderens meget spiselige, mezzosopran-søster Madalena.
Først og sidst kan og bør man, ifald man er til stor musik, stille sig i kø for Schønwandts skyld. Det fås ikke bedre – heller ikke i Mantua og omegn.

*Giuseppe Verdi: Rigoletto. Joseph Calleja, Guido Paevatalu, Inger Dam-Jensen, Christian Christiansen, Anette Bod, Kari Hamnøy, Anders Jakobsson m.fl. Det Kongelige Kapel. Operakoret instr. Mikael Melbye

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her